Ældre i Danmark er generelt raske som aldrig før, de lever længere end tidligere, og det ser ud, som om de trives bedre end i mange andre lande. Det er bestemt værd at glæde sig over.
Men selvfølgelig er det også sådan, at den større gruppe af ældre uundgåeligt lægger et større pres på sundhedsvæsenet. Det er en stor udfordring i de kommende årtier. For skønt flere ældre har det bedre end samme aldersgruppe havde det, hvis vi går nogle år tilbage, så kan de sidste leveår i dag også være præget af sygdom af forskellig art og i det hele taget af mismod og et noget skrantende helbred.
Vi kan se det på vore plejehjem. Alle, der arbejder med den sektor, er vist enige om, at ældre på plejehjem er blevet dårligere og mere svækket end tidligere, og dertil kommer, at der nu bor mange demente.
Godt, synes jeg, det er, at raske ældre kan blive i deres bolig med et minimum af hjælp, men det betyder så også, at ældre, som kræver en helt særlig omsorg og pleje, fylder mere, måske ofte det hele, på plejehjemmene. Det kan være ældre, som både den nære familie og plejepersonalet tit kan have svært ved at nå ind til. Det betyder også, at der skal forsøges nye veje for at nå de svageste ældre.
To kapaciteter fra musiklivet har arbejdet med disse spørgsmål og vil gerne sætte fokus på, hvordan musikken og sangen kan være med til at skabe nærvær og kontakt til demente.
Derfor indbyder de i eftersommeren til et kursus for præster og organister og andre fra den kirkelige kreds, så man sammen med en række indbudte foredragsholdere kan se på, hvordan andagten og gudstjenesten på plejehjemmene kan fornyes og forbedres og være mere målrettet de demente og svage ældre.
Rektor, organist Ole Brinth, Sjællands Kirkemusikskole, har sammen med Anne-Mette Riis, lektor i musikpædagogik på Musikkonservatoriet i København, tilrettelagt et forløb om blandt andet sang, stemme og salmer, om musik som medicin, om siddedans, om erindringer og sjælesorg.
”Vi er optaget af, hvad musikken og sangen kan gøre for demente,” siger Ole Brinth, ”og jeg forestiller mig, at man gennem musikken for den demente kan nå en genkendelse af noget, der engang var helt nærværende.”
Anne-Mette Riis har igennem 12 år beskæftiget sig med babysalmesang og været en foregangsperson på det område herhjemme, og i de seneste fire år har hun i et projektarbejde i Roskilde Stift arbejdet med mange former for samvær omkring salmer og gudstjenester på plejehjem.
”Faktisk har det været en drøm hele mit arbejdsliv,” siger Anne-Mette Riis, ”at prøve idéer af omkring netop det arbejde med de svage ældre. Og jeg finder mange paralleller til babysalmesangen, nemlig blandt andet ro, nærvær, gentagelse, ømhed og tydelighed.”
Anne-Mette Riis fortæller, at hun derfor i arbejdet med de demente bruger nogle af de idéer, hun har haft med fra arbejdet med de alleryngste. I sangen er der mulighed for at stimulere sanserne, det gælder alle aldre.
Det er Anne-Mette Riis erfaring, at for de svage ældre er det at få noget i hånden en støtte til at fokusere opmærksomheden. Det kan være en anden persons hånd, men det kan også være en lille ting, en ”rekvisit”, der kan være en hjælp til at stimulere sanserne. Hun har selv brugt små lukkede poser med ris, som det kan være dejligt at holde og nulre og røre ved. Og den aktivitet kan så betyde noget positivt for blodgennemstrømningen til hjernen. På samme måde kan en lille bevægelse med fødderne, for eksempel en let stampen til musikkens rytme, give en positiv effekt.
”Og hvis man ikke formår at bevæge ben og fødder, men bare tænker bevægelsen, er det også et plus,” siger Anne- Mette Riis.
Der er en tendens til, at andagten på plejehjemmene er en gudstjeneste i forkortet form, selvom den ofte holdes for ældre, der har været vant til at gå i kirke og som kendte til salmerne fra deres barndom og skolernes morgensang.
”De ældre på plejehjemmet er jo dem, der har allerbedst tid, så under 45 minutter synes jeg absolut ikke, det skal vare,” siger Anne-Mette Riis. ”Vi må styre mod at gøre så meget vi kan for at højne livskvaliteten.”
Oftest er plejepersonale og demente sammen om noget, den demente ikke kan, klæde sig på, spise, drikke og mange andre ting, der hører dagligdagen til.
”Men musikken og sangen indeholder helt andre dimensioner, end talen gør,” siger Anne-Mette Riis, ”og det er meget opløftende for både pårørende og plejepersonale at være sammen med demente om noget, alle kan.”
Mange mennesker har jo nogle melodier og tekster, som følger dem hele livet, og som betyder noget særligt. Det er Ole Brinths og Anne-Mette Riis opfattelse, at kirken har en mulighed for at opkvalificere sin indsats gennem arbejdet på plejehjemmene og berøre også dementes liv gennem tilbud om musik og sang, som har sin helt egen vej ind til den syges hjerne.
Og sker det, vil kirken naturligt også spille en større rolle for de dementes børn og børnebørn, der oplever, at den dementes medleven i musikken bringer glæde og livskvalitet.
Det er et initiativ, det skal blive interessant at følge i de kommende år, for som en 92-årig sagde til Anne-Mette Riis om musikkens betydning: ”Musik kommer fra hjertet og går til hjertet.”