Du får det, du giver

Politiker og stifter af partiet Alternativet Uffe Elbæk oplevede for snart 35 år siden noget besynderligt på en gade i Aarhus. En stemme i hans hoved sagde noget, han aldrig vil glemme

Det har præget hele min tilgang til at arbejde, siger Uffe Elbæk om ”du får det, du giver”.
Det har præget hele min tilgang til at arbejde, siger Uffe Elbæk om ”du får det, du giver”. . Foto: Jakob Dall/Scanpix.

For snart 35 år siden var Uffe Elbæk på vej til fest og slentrede ned af Sjællandsgade mod midtbyen i Aarhus. Det var en sommeraften, og Uffe Elbæk befandt sig i lidt af et følelsesmæssigt dilemma. Han havde lige været oppe at skændes med sin kæreste, og det var sluttet på en rigtig træls måde. Det var bare et irriterende hverdagsskænderi, men alligevel var han fyldt med en masse dårlig energi.

Dér, på Sjællandsgade, hørte Uffe Elbæk noget eller nogen sige: ”Du får det, du giver.”

”Det var en meget overvældende og totalt uforklarlig oplevelse, men jeg glemmer det aldrig,” fortæller Uffe Elbæk, der i efteråret stiftede det politiske parti Alternativet, efter at have været folketingsmedlem og kulturminister for De Radikale.

Mottoet ”du får det, du giver”, har den 60-årige politiker brugt siden.

Uffe Elbæk er uddannet socialpædagog og har desuden taget den journalistiske tillægsuddannelse fra Danmarks Journalisthøjskole.

Inden sit virke som kulturminister har han nok været mest kendt som iværksætter. I 1980'erne arbejdede han som udviklingsmedarbejder ved Aarhus Kommune og var leder af Frontløberne, et kulturelt iværksættermiljø. I 1991 grundlagde han iværksætteruddannelsen Kaospiloterne, hvor han var rektor frem til 2006.

Året efter flyttede han fra Aarhus til København for at blive direktør for den internationale sports- og menneskerettighedsbegivenhed World Outgames.

I alle disse projekter har mantraet ”du får det, du giver” været med Uffe Elbæk.

”Det har præget hele min tilgang til at arbejde. Det handler om at snakke tingene op i stedet for at tale dem ned, men det handler også om at være generøs med sig selv og det, man arbejder med. Man skal ikke være karrig med den viden og de relationer, man skaber. Der ligger også et menneskesyn i det, for hvis du er generøs med dig selv, får du også god energi tilbage,” fortæller han.

I det politiske liv har Uffe Elbæk, særligt med Alternativet, også forsøgt at efterleve mottoet.

”Det havde ikke kunnet lade sig gøre at starte partiet, hvis jeg ikke var i stand til at give noget af mig selv. Og det havde ikke kunnet lade sig gøre, hvis de frivillige ikke også arbejdede på den måde.”

Sætningen fra den sommeraften i Aarhus har også senere hjulpet Uffe Elbæk i privatlivet.

”Det er jo ikke sådan, at der er en direkte kobling mellem mottoet og mit liv, men der er en værdimæssig tone i det. Jeg synes selv, at jeg er god til at komme igennem store udfordringer ved at fokusere på det rigtige, og jeg prøver selv i svære situationer at vende det hele om. Fokuserer man på det gode, så vokser det, og hvis man har en meget konfliktsøgende tilgang, så får du også konflikter tilbage.”