Bøger hører til blandt vore bedste venner, selvom de vender os ryggen som det hed på et skilt i den navnkundige antikvarboghandler Grubbs vindue i Nørregade i København. Blandt vennerne er der tre, som markant skiller sig ud som helt uundværlige: Bibelen, salmebogen og Højskolesangbogen.
Jeg tror, at jeg deler den opfattelse med mange af mine seniorlæsere. Ikke fordi de nævnte bøger først skulle være kommet til syne i livets efterårsalder, men fordi de har fulgt os gennem hele livet.
Jeg fik de tre bøger til min konfirmation i 1954 med dedikation fra min mor og far. De var en del af fædrenes arv og tro. Dog først og fremmest bibel og salmebog. Med til den åndelige bagage hørte også Hjemlands Toner, som var Indre Missions sangbog. Den står i min reol og har nok lidt svært ved at hamle op med de tre andre i treenigheden. Men den har sin egen berettigelse, ligesom de talrige skole- og foreningssangbøger af vidt forskellig karakter. De afspejler en rig mangfoldighed i dansk kultur og viser, at vi har været og stadig er? et syngende folk. Et syngende folk kan ikke gå til grunde: ”Så syng da, Danmark, lad hjertet tale, thi hjertesproget er vers og sang ”(Højskolesangbogen nummer 162 vers 3)
Hvad Bibelen angår, er den en grundbog i min tilværelse. Jeg læser i den dagligt, og jeg har det som Gammel Jehannes: ”A haar aaltid tøt, te æ Bivel war jen af de skjønnest Bøgger, en da kund løs i.” (Jeppe Aakjær: Af Gammel Jehannes hans Bivelskistaarri, Gyldendal 1947). Hver især må vi læse med vort eget liv som indsats, med alt, hvad det rummer af modgang og medgang, uløste gåder og vanskelige problemstillinger, vi skal forholde os til.
I den protestantiske kirke har vi ingen bibelpaver, som kan påberåbe sig den eneste rette fortolkning. Selvom der er nogle, som åbenlyst gerne optræder som sådanne. Deres røst høres ofte i folkekirkens fælles kor, men de må tåle at blive modsagt ud fra en anden forståelse af det centrale og meningsgivende i Bibelen.
Bibelen er en mageløs bog til livsoplysning og tro. Og som sådan kan den læses af enhver. Den er ikke en lukket bog for nogen. Forleden sad jeg i Ribe Domkirkes kor til bispevielsen den 1. juni og betragtede Carl-Henning Pedersens påtrængende udsmykning af det historiske rum. Måske skulle han have læst lidt mere i den store bog. Jeg kom til at tænke på, hvad Chagall kunne have bidraget med.
Bibelen skal ligge på alteret, har Grundtvig sagt. Den skal læses i lyset fra menighedens bekendelse, som var til før den nedskrevne bibel. Bibelen er bekendelsens efterklang, så det gælder om at lytte. Måske det hænder, at man bliver tiltalt. Den, der ikke bliver tiltalt, kan hverken høre eller svare, men måske nok repetere nogle bibelsteder, som kan korrekse andre.
Der fandtes og der findes et bibeltyranni, som har forkrøblet tilværelsen for adskillige mennesker og for andre skabt et livsvarende uforløst had til kristendom og kirke. Jeg er overbevist om, at det ikke kan tilskrives Helligåndens virke.
Salmebogen har jeg i tidligere klummer omtalt, og jeg vender tilbage til den igen. Og igen. Den er en poetisk skatkiste, hvorfra vi kan hente det ene skønne digt efter det andet. For kort tid siden har vi fejret pinse. Vorherre har givet det danske folk et præludium til pinsen og til sommeren, som ikke har sit lige:
I al sin glans nu stråler solen,
livslyset over nåde-stolen,
nu kom vor pinse-liljetid,
nu har vi sommer skær og blid,
nu spår os mer end englerøst
i Jesu navn en gylden høst.
(Salmebogen nummer 290 vers 1)
Salmebogen er i enestående grad en bog til opbyggelse, i glæde og trøst, i tro og håb.
En god bog i hånden ved dagens begyndelse.
Den 5. juni var jeg til grundlovsmøde i Vive Kirke og præstegårdshave ved Hadsund. Vel 300-400 mennesker var mødt frem. Der var lagt et righoldigt program med musik, underholdning og leg med børnene. Pølsebord, fadøl og saftevand, kaffe, the og æbleskiver, optræden med Hadsund Skoleorkester og Hobro Borgervæbning, alt indledt med flaghejsning og ”Der er et yndigt land “”. En folkefest og kirkefest i ordets bedste betydning. Menighedsrådet og de forskellige foreninger i sognet var fælles om den store festdag. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Regnen kom først, da festen sluttede.
Det var min glædelige opgave at holde grundlovstalen. Temaet var: ”Kærlighed til fædrelandet Kærlighed til folkekirken.” Højskolesangbogen var min guide i vandringen gennem billederne, der skabes i sindet gennem sange som ”Jeg elsker de grønne lunde “ Nu lyser løv i lunde “ Som en rejselysten flåde “ Danmark, nu blunder den lyse nat “ Kærlighed til fædrelandet “”
Man kunne blive anfægtet af den tanke, om alt dette blot er nostalgisk sentimentalitet eller om der er kræfter at hente heri til en fornyet glæde over at høre hjemme i det danske folk og til at vedkende sig den forpligtelse, det rummer? Så vi ikke bliver hængende på Se og Hørs og Ekstra Bladets niveau.
Grundtvig får det sidste ord i et digt ”Danskerens trosbekendelse”, cit. Thorkild Borup Jensen: Danskernes Identitetshistorie, C.A.Reitzels Forlag 1993, side 31:
Jeg det bekender, altsom jeg tror,
i hjertet er livsstrømmens kilde,
tankerne fødes som hjertets ord,
og mægtigst er immer det milde;
for deres øjne som det forstå,
kønnest er bøgen og bølgen blå,
og Dannemarks rosenblommer!