Prøv avisen

Sorgen har ingen pensionsalder

Ellen Schultz følte, at hun efter sin mands død skulle være den stærke, mens andre fik lov at sørge. Men indeni var hun ved at krakelere, indtil hun fandt hjælp i en sorggruppe. Foto: Thomas Tolstrup

I folkekirkens sorggrupper rundt om i landet mødes ældre i sorg, når to mennesker efter et livslangt parløb bliver til ét. For selvom livet på et tidspunkt har sin naturlige afslutning, er tabet af det lige sorgfuldt

Det er som at komme ned i et sort hul, hvor man selv skal finde vej op.

Sådan beskriver Ellen Schultz tabet af sin mand, David, efter 61 års ægteskab. David havde været syg i flere år, nogle venner var faldet fra i mellemtiden, og Ellen Schultz begyndte at isolere sig efter hans død. Men selvom huset i Aalborg føltes uhyggeligt tomt i tiden efter begravelsen, forsikrede hun sin datter og børnebørn om, at alt gik fint.

”Jeg havde gennem hele min mands sygdomsforløb fået at vide, at jeg var så sej. Det ville jeg ikke slippe. Jeg har altid været optimisten og kunne ikke acceptere at være ked af det,” siger 87-årige Ellen Schultz nu fire år senere og holder inde lidt.

”Men det kunne ikke nytte noget. Jeg er ikke altid seje mormor.”

Godt et halvt år efter mandens død blev Ellen Schultz opfordret af genboen, Annie, til at opsøge en af folkekirkens sorggrupper for ældre.

”Jeg var meget betænkelig ved, at vi nu skulle til at åbne for vores følelser, men det var så befriende. Alle har uanset alder brug for hjælp, når de mister. Og det kan lade sig gøre at komme videre, når man får luft for sin sorg og finder ud af, at man ikke er den eneste, der har det sådan,” siger hun og fortæller, hvordan hun i dag har fået mod på højskoleophold og en tur til nytårskoncert i Tyskland med en fra sorggruppen.

”Jeg føler, jeg er kommet videre, men David er her jo endnu. Jeg føler hans nærhed. Det gør jeg,” siger hun.

Og ligesom Ellen Schultz får flere andre ældre livet tilbage trods savnet i en af folkekirkens sorggrupper.

På Frederiksberg i København tilbyder Samvirkende Menighedsplejer i samarbejde med kommunen tre sorgstøttesamtaler med ældre i deres eget hjem. Ældre kan desuden få et halvt års forløb i en sorggruppe, hvor de kan tale med ligesindede om alt det, der kan føles skamfuldt at drøfte med børn og børnebørn, og de kan tage med på årlige, sociale heldagsture.

Men de ældre kæmper mod forestillingen om, at døden er så naturlig og forventelig blandt ældre, at den ikke længere i samme grad er noget at sørge over. De bliver hurtigt mødt med formaninger som ”du må se at komme videre” og bemærkninger om, at afdøde heldigvis havde et ”langt og godt liv” eller at de trods alt fik ”en masse gode år sammen”.

Men sidste år mistede 14.475 på 65 år eller derover deres partner. Danske undersøgelser har vist, at en femtedel af dem et år efter stadig lider af posttraumatisk stress og depressioner. Og 40 procent af dem bliver i løbet af de første fem år ramt af ensomhed.

At feje de ældres sorg bort er da også en misforstået hjælp fra de pårørende, understreger Nina Baun fra Samvirkende Menighedsplejer. For huset er netop pludselig tomt. Afdøde sidder ikke i sin stol længere.

I stedet står de ældre for første gang i noget nær en menneskealder op alene, spiser alene og går i seng alene.

”Det er meget sårbart at miste en ægtefælle, når man har levet sammen hele livet. Men der er en enorm tabuisering på området. Der ligger samtidig et ansvar hos de ældre selv i forhold til at turde vise deres sorg. Men deres indstilling er, at de ikke vil belaste andre med det,” siger hun.

I en sorggruppe oplever de ældre til gengæld en accept af den sorg, der følger med, når to bliver til én, supplerer Ellen Schultz' tidligere sorggruppeleder, socialrådgiver og familieterapeut Line Thoft Carlsen.

”Jeg kan ikke tage sorgen eller smerten væk fra dem, men hvis jeg er heldig, er de mindre alene med den, når de går herfra. Her skal de ikke begynde med at undskylde for sorgen,” siger hun.

Heldigvis ser indstillingen til ældres sorg da også ud til at vende inden for fagkredse, mener Jorit Tellervo, der er projektleder i Palliativt Videncenter og følger området tæt. Tidligere var hun leder af projektet ”Når to bliver til én”, der kortlagde muligheden for sorgstøtte for ældre og kom med anbefalinger til, hvordan det faglige personale bør tage sig af ældres sorg over at miste deres livsledsager det var netop de anbefalinger, der inspirerede Samvirkende Menighedsplejer til at oprette sorgstøttetilbud.

I nogle af landets kommuner tilbyder medarbejdere rutinemæssigt forebyggende hjemmebesøg til alle ældre efterladte, fortæller Jorit Tellervo. Desuden er flere og flere praktiserende læger blevet opmærksom på at tilbyde ældre efterladte forebyggelsessamtaler det første år efter ægtefællens død for at holde øje med mistrivsel og udviklingen af sorgen.

”Efterladte har svært ved at finde lyst og overskud til at opsøge muligheden for at møde andre. Derfor er det helt afgørende, at ens netværk af sig selv kommer og støtter op om det forandrede liv og, hvis den efterladte har brug for et skæbnefællesskab, viser vej til for eksempel sorggrupper,” siger hun.

I dag arbejder Jorit Tellervo på at formidle den nyeste viden om ældre i sorg videre til befolkningen via projektet ”Når ægtefællen dør”.

”Vi har stadig en kultur i samfundet, der siger, at det at miste som ældre ikke er så voldsomt. Derfor har vi i mange år ignoreret ældre og sorg og bagatelliseret de følelser, den efterladte står med, når ægtefællen dør. Vi har troet, vi kunne foregribe sorgen og gennem livet indstille os på, at vi på et tidspunkt skal tage afsked med hinanden. Men i dag ved vi, at det ikke forholder sig sådan,” siger hun.

Det er dog stadig kun omkring 70 af landets 2354 danske sognekirker, der tilbyder voksne og ældre mennesker et forløb i en sorggruppe, men flere er på vej. Tæller man kommuners og foreningers tilbud med, er der ifølge Palliativt Videncenters hjælp at hente omkring 400 steder i landet.

Men sognepræst Line Bjørn Hansen fra Husumvold Kirke og hospitalspræst ved Rigshospitalet Christian Busch er gået sammen om projektet ”Sorggrupper i folkekirken” for at forbedre indsatsen.

”Når kirken tager del i menneskers liv og død i så stort omfang, som den gør, har vi også et ansvar for at være der i tiden efter. Det sker i individuel sjælesorg, men det giver noget andet, når man kan møde andre ligesindede. Netværk er afgørende for, at man finder livsmodet igen,” siger Line Bjørn Hansen.