I 1989 udgav den danske forfatter og lyriker Klaus Høeck ”Heptameron”. Værket dedikerede han til sin hustru, professor i nordisk litteratur ved Syddansk Universitet Anne-Marie Mai. Særligt et af digtene har, fra hun læste det første gang, betydet meget for hende.
Den syvende dag er dén dag,
hvor du går på en tilfældig vej (lad os
kalde den rullehøje)
og er taknemmelig
for hvert eneste
skridt hvert eneste
sten hver eneste gren
der funkler af rubiner
(som et samuraisværd)
hvert eneste
sekund af dit liv
For den 60-årige professor har digtet stor betydning på flere planer. Det minder hende om den tid, hvor hun og Klaus Høeck netop var blevet gift og var flyttet fra København til deres første rigtige fælles hjem i Røsnæs ved Kalundborg, og så er hun også glad for og stolt over, at værket, hvori digtet findes, er dedikeret til hende.
Men også ord og indhold i digtet har fulgt hende, siden hun første gang læste det, da ”Heptameron” udkom.
”Digtet ramte mig lige præcis der, hvor jeg var i livet. Det gjorde, at jeg kunne tage mit næste skridt i tilværelsen, og at jeg huskede på, at jeg skulle være taknemmelig for at være til,” siger Anne-Marie Mai.
Hun er helt på det rene med, at livet ikke altid er lige ud af landevejen og lige let at glæde sig over.
”Man kan selvfølgelig ikke gøre det konstant og over hvert eneste skridt. Men det handler for mig om ikke hele tiden bare at se frem til i morgen, til i næste uge eller til næste måned og tro, at når nu vi bare snart får ferie, så bliver alting meget bedre,” siger hun og fortsætter:
”Jeg tror, at det hænger sammen med at være nærværende. At være opmærksom på, hvad du passerer på din vej, og ikke bare gå forbi. Vi skal bruge livet og være til stede også i de sekunder, der måske ikke er så rare. Det handler om at mærke sit eget liv, og på den måde satte digtet en kurs for den måde, jeg gerne selv ville leve på fremtidigt,” siger Anne-Marie Mai.
Som litterat glæder SDU-professoren sig også over de billeder, der er til stede i digtet. Hun peger på, at samurai-sværdet, der optræder i digtet, på en og samme tid symboliserer noget smukt og noget farligt. Over for sværdets umiddelbare skønhed står imidlertid det faktum, at en samurai er en kriger, der altid er nødt til at være agtpågivende og årvågen.
Endelig er digtet heller ikke uden komisk perspektiv, hvilket understøtter budskabet om at glæde sig også over det helt almindelige og hverdagsagtige.
”'Lad os kalde den rullehøje' står der i digtet. Det foregår ikke på Mount Everest, Champs-lysées eller en anden storslået boulevard. Det foregår bare der, på den der helt almindelige vej, der ligger lige i nærheden,” siger Anne-Marie Mai.