Vi bøjer ikke nakken

Familieforskeren Per Schultz Jørgensens far blev sendt i koncentrationslejr under krigen. Ved afskeden på trappestenen sagde moderen nogle ord, der har hængt ved lige siden

81-årige Per Schultz Jørgensens far sad i tysk koncentrationslejr i halvandet år under krigen og kom først hjem til Danmark den 17. maj.
81-årige Per Schultz Jørgensens far sad i tysk koncentrationslejr i halvandet år under krigen og kom først hjem til Danmark den 17. maj. . Foto: Maj-Britt Boa.

Små krukker har også ører, lyder gammelt mundheld.

Oftest brugt, når et barn har sneget sig inden for lytteafstand af alvorlig ”voksensnak”. Men det er egentlig også meget passende på en situation i familie- og børneforskeren Per Schultz Jørgensens barndom, hvor livets alvor pludselig stod klart. Det gjorde den med fire ord, udtalt af hans mor den decemberdag i 1943, hvor hans far blev arresteret af den tyske besættelsesmagt.

”Vi bøjer ikke nakken,” lød ordene.

Per Schultz Jørgensens familie boede dengang i et hus i Kolding og bestod af mor, far og seks børn i alderen 0-13 år. Den 10-årige Per var midterbarn. Faderen var lærer og drev under Besættelsen også et illegalt trykkeri i husets kælder, hvor bladet Budstikken blev trykt. Men op mod julen 1943 blev geschften røbet af en af trykkergruppens andre medlemmer. Og nu stod hele familien, inklusive en flok betuttede børn, altså på husets trappe og så, hvordan tyskerne var i færd med at føre Per Schultz Jørgensens far bort.

”Jeg husker min mors ord til min far meget tydeligt. 'Vi bøjer ikke nakken,' sagde hun til ham. Det var ikke nogen trussel, og der var ikke vrede eller hævn i hendes stemme. Det var et løfte om sammenhold og håb,” siger han.

Ordene har haft en gevaldig betydning, mener Per Schultz Jørgensen.

”Det ramte os børn som en forventning til os om at stå sammen og kæmpe videre. Og det viser et indre fællesskab, som ingen skal få bugt med, bare fordi de har geværerne.”

Efter arrestationen blev faderen sendt til koncentrationslejren Sachsenhausen ved Berlin. Her var han i halvandet år, og det var en tid, hvor ordene fik en praktisk betydning i hjemmet, hvor moderen alene skulle opretholde familien økonomisk.

”Vi bøjer ikke nakken blev til, at vi skulle yde noget, for at familien kunne hænge sammen. Vi skulle arbejde på hus og have. Jeg fik en budplads. Det var en kold tid, så der skulle også skaffes tørv. Hver aften samlede min mor os børn, så vi kunne bede for, at min far kom hjem. Hun var ud af en sømandsslægt, og sømænd har altid Bibelen med sig, hvor de går,” siger han.

Modsat tusinder af andre overlevede faderen opholdet i Sachsenhausen. I foråret 1945 blev han samlet op af en af Folke Bernadottes hvide busser og kørt til Sverige, mens Danmark endnu var besat. Busserne kørte op gennem Jylland og endte i Sverige. Da bussen kørte forbi Kolding, var familien kort ude at hilse på den afmagrede far i fangedragt, før han blev kørt bort igen.

Faderen kom først rigtigt hjem efter Befrielsen. Den 17. maj tog familien hen og ventede på det tog fra Fredericia, faderen skulle være med. Men toget kom ikke. Alle mand satte sig på banegårdspladsen for at vente, og pludselig rullede en bil fuld af jublende og vinkende mænd ind på pladsen. En af dem var Per Schultz Jørgensens far.

Bilen tog et par sejrsrunder, rundt og rundt på pladsen, og så steg mændene ud i det grå sommertøj, de var blevet ekviperet med i Sverige. Fangedragterne var væk. Hjemme i huset blev familien interviewet og fotograferet med blitz.

”Det var en fantastisk dag, som jeg selvfølgelig aldrig glemmer. Først dér kunne jeg tro på, at vi havde klaret det. At han var rigtig levende.”

Ordene på trappen har fået betydning i Per Schultz Jørgensens senere liv, hvor familien stod sammen, da den ene søster blev alvorligt kræftsyg og døde som 46-årig. Hendes fire små børns skolegang og fortsatte hverdag blev familiens fælles ansvar. I denne tid brugte Per Schultz Jørgensens hustru ordene ”vi har ikke kun hinanden til pynt”, og det er en slags forlængelse af moderens ord under krigen, mener han.

”Der blev grundlagt noget i de krigsår, som rækker helt op til i dag. Det er lidt som den norske digter Nordahl Griegs ord: Den, der kæmper, taber aldrig helt. Det rummer den værdighed, der ligger i selve indsatsen. I at gøre noget andet end at græde, når livet er svært.”