Skyggerne giver livet dybde

Kunstneren Baukje Zijlstra har nået et punkt i livet, hvor det giver mere mening at give ting bort end at samle på dem. Hun har blandt andet foræret en stor samling af sine værker til Museum Ovartaci i Aarhus

Den hollandsk fødte kunstner Baukje Zijlstra, der bor i Gram i Sønderjylland, er efter et langt virke begyndt at forære sine værker væk.
Den hollandsk fødte kunstner Baukje Zijlstra, der bor i Gram i Sønderjylland, er efter et langt virke begyndt at forære sine værker væk. . Foto: Palle Peter Skov/Scanpix.

Græsset lyser grønt i solen uden for billedkunstneren Baukje Zijlstras køkkenvindue i det lille rækkehus i Gram i Sønderjylland, hvor hun bor. Store træer vokser spredt i plænen, og i skyggen under dem får alt det grønne en mørk og dyb tone.

”Jeg kan lide skyggerne,” siger hun, mens hun laver kaffe. ”De giver perspektiv og dybde. Det har mine elever aldrig rigtig forstået. De fleste foretrækker lyset. Men uden mørke er det ingenting.”

Der har været mange skygger i Baukje Zijlstras liv, lige fra det øjeblik hun kom til verden for næsten 70 år siden i en mørklagt kælder. Det var en oktobernat i 1944 midt under et luftbombardement i en lille hollandsk by nær Apeldoorn. Hendes rædselsslagne mor lagde den lille nyfødte i en skotøjsæske. Hun havde ikke andet.

Baukje Zijlstra har siden gennemlevet mange svære kriser i sit liv, men har brugt sin kunst til at komme ovenpå igen, og hun har undervist læger og andre behandlere i at bruge billedterapi i behandlingen. Frem til udgangen af august kan en samling af hendes tekstilkunst og malerier ses på udstillingen ”Baukje Zijlstra en rejse” på Museum Ovartaci på Aarhus Universitetshospital i Risskov. Den spænder fra de fineste små miniaturer til grove tekstilrelieffer af reb, fjer, plastik, papir og alle mulige stofarter og rummer en billeddagbog med 150 billeder, som er blevet til under et psykiatrisk behandlingsforløb. I forbindelse med udstillingen er der også udgivet en smuk billedbog.

Baukje Zijlstra har foræret værkerne til Museum Ovartaci, fordi hun har stor respekt for museets arbejde med at synliggøre sindslindede kunstneres værker, og hun er nået til et punkt i livet, hvor det giver mere mening at give ting væk end at samle på dem.

”Jeg har boet i et hus på 800 kvadratmeter, og jeg har ryddet op og ryddet op og ryddet op. Ting betyder ikke så meget for mig mere, og det er en god proces at give dem væk. Det giver en følelse af stor frihed nærmest en form for renselse,” siger hun.

Baukje Zijlstra bærer kaffen ind i stuen, som er helt domineret af et kæmpe skab. Fra begyndelsen har det formentlig været et helt almindeligt klædeskab i lyst finer, men nu vandrer langbenede fugle hen over lågerne mellem stiliserede menneskeskikkelser i stærke farver. Grønt og blåt og lysende orangerødt præcis samme farve som kunstnerens briller.

”Jeg har arbejdet meget ud, og nu er jeg blevet ret koloristisk. Jeg sidder ikke længere og blander farverne. Jeg bruger den klareste blå, klareste gul, klareste rød,” forklarer hun.

Men når man kigger nærmere efter, er der collager af avisoverskrifter med dramatiske budskaber under de farvestrålende figurer: ”Slalom mellem isbjerge”. ”Sporene skræmmer”. ”Når vulkanerne bestemmer”. ”På fallittens rand”. Der er stadig mørke under de glade farver.

Så længe hun kan huske, har Baukje Zijlstra udtrykt sig i billeder. Hendes far så hendes talent og sendte hende tidligt til undervisning hos en billedkunstner, og umiddelbart efter skolen blev hun optaget på et kunstakademi i Arnhem. Bagefter uddannede hun sig i kunstformidling og restaurering af gamle tekstiler, og i 1965 hoppede hun som 21-årig på sin knallert og kørte til Danmark for at lære mere om skandinaviske tekstiltraditioner på husflidshøjskolen i Kerteminde.

”Højskolen var en åbenbaring for mig. Skønne rammer, smukke møbler, spændende undervisning, god mad og morgensang. Hold da op! Den slags kendte vi ikke i Holland,” siger hun.

Baukje Zijlstras kunstnerkarriere var kommet godt fra start, men en barsk skilsmisse og en langvarig indlæggelse på et psykiatrisk hospital kastede mørke skygger over hendes ungdom. Hun trængte til luftforandring, og de gode oplevelser i Kerteminde og en gammel højskolekæreste trak hende til Danmark igen i 1974. Hun har boet her siden.

Men højskolekæresten viste sig både at være alkoholiker og skizofren, og ægteskabet fik endnu en gang den psykisk sårbare Baukje Zijlstra ud i tovene og ind på en psykiatrisk afdeling. Her arbejdede hun myreflittigt videre med sine billeder, og kombinationen af hendes egen billedterapi og samtaler med en psykiater blev en helende rejse tilbage i tiden, tilbage til kælderen, hvor hun kom til verden, og det løste op for grundlæggende traumer i hendes liv.

”Min mor var dybt traumatiseret af krigen, da hun fik mig. Hun ville ikke have mig og kunne aldrig give mig kærlighed. Det har præget mig altid,”siger Baukje Zijlstra, der sent i livet er blevet i stand til både at tilgive sin mor og forstå krigens vilkår.

”Alle børn, der er født i krig, bliver traumatiseret af det uanset hvilken krig det er,” siger hun.

Men der har også været meget lys i hendes liv. Hun fik 30 skønne år med sin tredje mand, Jørgen Petersen. Han var en uvurderlig støtte for hende i de år, hvor hun drev kunstskolen Andromeda i Egtved med en toårig uddannelse i tekstilkunst. Bryllupsbilledet, som hun finder frem, viser et højst umage, men meget tilfreds og smilende par. Netop deres forskellighed var forholdets styrke, mener hun.

”I computeren er der bare nuller og ettaller. Uden plus og minus er der ingen strøm. Verden består af mænd og kvinder. Uden mørke, intet lys. Tingene eksisterer i kraft af deres modsætninger,” siger hun.

Jørgen Petersen, der var en del ældre end hende, døde i 2009. Sorgen var uhåndterlig og sendte for tredje gang Baukje Zijlstra på psykiatrisk hospital denne gang til elektrochok og massiv medicinering.

Hun rejser sig og går ind i værelset ved siden af. Det har hun omdannet til atelier. Hun skal udvælge oliemalerier til en udstilling på Fanø. Stik mod egne forventninger er hun på fode igen takket være gode venner og arbejdet med den kunst, der altid har virket lægende på hende. Hun tager et af de billeder frem, som skal med på udstillingen. Det er et af hendes yndlingsmotiver. Det pryder også ryggen på en af de fire messehagler til Helsingør Kirke, som hun har brugt flere år på at brodere.

Det er livets træ. Det vokser frodigt og farvestrålende på hendes lærreder med rødderne dybt i den mørke jord og grenene højt i den lyse himmel.