Det skønne sommervejr her i Danmark har ikke kunnet sætte en stopper for de mere ubehagelige sider af virkeligheden om børn, der ikke får den omsorg, de har krav på.
Historier om børn, der lider og bliver kastebolde ved forældrenes skilsmisse. Og beretninger om børn i krigszoner i Syrien, Gaza og Israel. Børn, hvis fremtid kan synes næsten håbløs. Medierne har haft daglige beretninger fra ind- og udland, som har gjort stort indtryk.
For os i bedsteforældre-generationen er det ikke bare noget, der kan fejes til side eller gemmes væk under gulvtæppet, synes jeg. Man kommer uvægerligt til at tænke på sine egne børnebørn og på naboens børn og alle de børn, man støder på i toget, i bussen, på gaden, i nabohuset eller lejligheden.
Har vi ikke alle sammen været i en situation, hvor der er blevet råbt ad et barn, barnet er blevet rusket, slået måske oven i købet, uden at vi har grebet ind? Vi har vendt os bort og tænkt, at det er forældres ansvar, og har vi ret til at gribe ind? Svaret er ja. Vi har både ret og pligt til at gribe ind, hvis vi får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år bliver udsat for vanrøgt og svigtende omsorg både fysisk og mentalt. Rent faktisk kan det være strafbart ikke at overholde denne forpligtelse. Men naturligvis skal man tænke sig rigtig godt om. Det er en alvorlig sag, hvis man vælger at sende det, der hedder en underretning til kommunen. De senere års forfærdelige sager om vanrøgt og omsorgssvigt og så sandelig også alvorligt svigt fra en række kommuners side har bevirket, at lovgivningen er blevet skærpet inden for de seneste år.
Seniorrådgiver Gitte Jakobsen fra Red Barnet siger:
”Vi har en rigtig god lovgivning for børn og unge. Men praksis ude i kommunerne følger ikke altid med.”
Hvordan har kommunerne kunnet svigte så grelt, tænker man. Formodentlig er det en blanding af svag ledelse og den så berømmede/berygtede danske konsensuskultur, hvor vi alle helst skal være enige om det hele, før der bliver truffet beslutninger og skredet til handling. Det er i hvert fald nogle af mine hjemmestrikkede forklaringer ud fra et mangeårigt kendskab til den offentlige sektor. Men der er heller ikke tvivl om, at der nu er strammet gevaldigt op i kommunernes ledelser og blandt de fagligt ansvarlige. Mimi Jakobsen, generalsekretær i Red Barnet, har ved gentagne lejligheder fastslået med syvtommersøm, at det drejer sig om at begynde at se på børn som selvstændige mennesker med selvstændige rettigheder.
”Det er på tide, at politikerne går væk fra udelukkende at se børn som vedhæng til deres forældre,” har hun sagt.
Det gælder, hvad enten det drejer sig om udenlandske børn i Danmark eller i sager om danske børn. Og hun har så fuldstændig ret.
Endnu sværere kan det blive på et personligt plan, hvis skilsmisse i ens nærmeste familie er en realitet, og det sker desværre for flere og flere. Som bedsteforældre må det være hjerteskærende at være vidne til. Børnebørnene vil opleve det som en stor sorg, at de ikke længere skal bo sammen med far og mor, næsten uanset hvordan forældrene har haft det indbyrdes.
Når jeg har talt med jævnaldrende bedsteforældre, der har haft børn og svigerbørns skilsmisse tæt inde på livet, så har svaret lydt: ”Vær der for børnebørnene hele tiden. Hav omsorg for børnene, og prøv at forhindre, at de bliver kastebolde.” De voksnes konflikter skal holdes blandt de voksne indbyrdes, uden at børnene inddrages, lyder det fra folk, der har forstand på de svære situationer. Der er ingen, der siger, det er let. Bedsteforældre skal jo ikke ”blande sig” i deres børns og svigerbørns forhold. Men børnebørnenes tarv må og skal man finde udveje for at ”blande sig i”. Alderen og livserfaringen er en god ballast og forpligter, hvis vi oplever, at børn og unge bliver svigtet, uanset hvad omstændighederne er. Vi har pligt til at tage stilling.