”Krukkerne” er fælles ompassionen for keramik

En gruppe kvinder mødes hver tirsdag for at lave ting i ler og hygge sig sammen på Sorring Lervarefabriks åbne værksted. Sorring i Midtjylland er fra gammel tid kendt som pottemagercenter

“Krukkerne”har booket sig ind i Sorring Lervarefabriks åbne værksted, som kunstneren Asger Jorn i sin tid også arbejdede i. De syv kvinder i arbejdsfællesskabet fungerer som lærere og inspiratorer for hinanden. På billedet er Tut Kristiansen ved at lære Ulla Eriksen, som ses i baggrunden, kunsten at dreje i ler.- Alle fotos:Flemming Jeppesen/Fokus.
“Krukkerne”har booket sig ind i Sorring Lervarefabriks åbne værksted, som kunstneren Asger Jorn i sin tid også arbejdede i. De syv kvinder i arbejdsfællesskabet fungerer som lærere og inspiratorer for hinanden. På billedet er Tut Kristiansen ved at lære Ulla Eriksen, som ses i baggrunden, kunsten at dreje i ler.- Alle fotos:Flemming Jeppesen/Fokus.

”Det gælder om at holde sig til og komme hver tirsdag. Ellers kunne pladsen jo blive optaget af en anden,” siger Ulla Eriksen med et lunt grin.

Hun er efterlønner, mens de andre seks ”krukker” er gået på pension, så Ulla Eriksen er efter eget udsagn egentlig lidt for ung til at være med i selskabet af kvinder i Sorring, der fremstiller keramik. Hun er 61 år, mens den ældste af kvinderne er 70 år. Hun betegner sig selv som aspirant, hvilket ikke har forhindret hende i at være med i Krukkefællesskabet de seneste 15-16 tirsdage.

”Det er et fantastisk sted at være. Alle deler ud af deres erfaringer. Da jeg kom, kunne jeg ingenting,” siger Ulla Eriksen, mens hun er i gang med at modellere tre menneskelignende skikkelser, som står og sidder tæt sammen.

Imens arbejder de øvrige kvinder koncentreret på hver sin ting. n har for eksempel travlt med at glasere små tasker i ler, en anden laver huller i en snes ens runde lerringe, der skal blive til en uro, og en tredje er ved at glasere en pude af ler.

I Pottestuen, som kvinderne holder til i, sørger en lille brændeovn for, at alle kan holde varmen, og som om det ikke er nok, deler de selv gavmildt ud af varme smil, muntre kommentarer og rosende ord om hinandens kreative kunnen.

”Vi opdrager også på hinanden, og det er lige ud af posen. Der er intet fnidder og intet mellem linjerne. 'Hvad er det for noget juks, du laver', kan vi godt sige til hinanden. Men det er i en positiv ånd, og så følger der gerne et godt råd med på vejen,” forklarer Tut Kristiansen, som har været med, siden Krukkerne startede for snart to år siden på initiativ af Sorring Lervarefabrik. Lervarefabrikken har nu åbnet op for tilmeldinger til åbent værksted om torsdagen også, idet der er stor interesse for at arbejde med ler. Generelt er der på landsplan fornyet interesse for at gå til keramik på aftenskole, efter at aktiviteten i nogle år har været knap så populær, og en søgning på internettet viser, at aftenskoler over alt i landet tilbyder keramikkurser.

Flere af kvinderne i Sorring har også tidligere beskæftiget sig med keramikfremstilling. Inge Højbjerg har som billedkunstlærer undervist i keramik i folkeskolen, og Ruth Nissen har haft keramikken som hobby i mange år med egen brændingsovn i hjemmet. For Tut Kristiansen har leret været en levevej, fra hun som 16-årig kom i pottemagerlære og frem til pensioneringen for få år siden.

Sorring øst for Silkeborg var engang Danmarks pottemagercenter, og omkring 1850 var der 30-35 pottemagere i byen, og alle huse i landsbyen havde en ovn. Kendte kunstnere er også valfartet til byen, blandt andre har Asger Jorn opholdt sig her i en periode.

Da Tut Kristiansen begyndte i faget, var der tre pottemagere tilbage i landsbyen. I 1960'erne, da materialer som plastic og stål vandt frem på bekostning af leret, lukkede to af byens pottemagere forretningen, og kun Sorring Lervarefabrik blev tilbage. Tut Kristiansen er sjette generation pottemager i lervarefabrikken, som hun drev sammen med sin mand, Hartmann Kristiansen. Virksomheden er i dag overdraget til datteren og svigersønnen, Berit og Lars Kristiansen. I virket som pottemager har Tut Kristiansen drejet i tusindvis af mælkekander, krus, skåle, vaser og lysestager. Nu nyder hun den mere legende og frie tilgang til leret, hvor hun selv bestemmer, hvad det skal blive til.

”Jeg er aldrig blevet træt af at have med leret at gøre, og jeg har lært meget nyt, mens jeg har været med i Krukkerne,” siger Tut Kristiansen, som senere denne eftermiddag skal forsøge at lære Ulla Eriksen kunsten at dreje i ler.

Krukkerne mødes om tirsdagen fra klokken 10 til 15, og fordi de holder så meget af at arbejde i ler og hinandens gode selskab, har de kun holdt tre ugers sommerpause.

”Nu er der butik,” lyder råbet, da en klokke klemter. I dag har Ruth Nissen butikstjansen, der går på skift. Hun skynder sig ud i det lille butikslokale, som Krukkerne har fået lov at bruge til en permanent udstilling af deres keramik. Pænt ordnet i smågrupper, alt efter hvem der har fremstillet tingene, står keramikken udstillet med prismærker i bunden. Her er et bredt udvalg af såvel traditionelle keramikting som vaser, lysestager og relieffer som mere utraditionelle ting i ler - for eksempel sko, tasker og puder. Butikken er åben om tirsdagen, når Krukkerne arbejder.

Frem til udstillingens åbning i februar i år arbejdede kvinderne på et fælles projekt, hvor alle lavede keramikpuder, idet de ønskede et fælles blikfang. Men ellers arbejder hver især med lige præcis dét, som de nu brænder for.

”Man mærker leret, det arbejder af sig selv. Nogle gange har jeg på forhånd planlagt, hvad det skal blive til, andre gange former det sig selv,” forklarer Ulla Eriksen om sin arbejdsmetode.

For hende er leret også en måde at bearbejde oplevelser og tanker på. En af hendes figurer forestiller tre mennesker, som står helt tæt sammen i en ring. ”Den skinhellige treenighed”, som figuren er døbt, ser hun som et billede på menneskers behov for at søge sammen i kliker og lukke andre ude.

Flere af kvinderne fik lyst til at være med i Krukkerne efter at have været på kursus hos den internationalt kendte keramiker Mette Maya Gregersen, som løbende holder kurser i Pottestuen på Sorring Lervarefabrik. På kurset lærte de blandt andet om forskellige lertyper, arbejdsteknikker, glasering og begitning, hvor sidstnævnte handler om måder at male ler på.

Pottestuens hyggelige og koncentrerede arbejdsstemning brydes ved 12.30-tiden, hvor Krukkerne søger ind i den lille frokoststue for at holde spisepause. I en ruf bliver bordet dækket med tallerkener, glas og bestik, og kvinderne finder madder med æg, rullepølse og tomater frem fra de medbragte madkasser, mens der bliver småsnakket på kryds og tværs. Men spisepausen er kort, for kvinderne skal tilbage til Pottestuen og leret.

”Krukkerne”, fem ældre kvinder, som mødes hver tirsdag og laver keramik og hygger
Sorring 190814 Ruth Nissen
Foto: Flemming Jeppesen, Fokus
”Krukkerne”, fem ældre kvinder, som mødes hver tirsdag og laver keramik og hygger
Sorring 190814 Ruth Nissen
Foto: Flemming Jeppesen, Fokus
”Krukkerne”, fem ældre kvinder, som mødes hver tirsdag og laver keramik og hygger
Sorring 190814 
Foto: Flemming Jeppesen, Fokus
”Krukkerne”, fem ældre kvinder, som mødes hver tirsdag og laver keramik og hygger
Sorring 190814
Foto: Flemming Jeppesen, Fokus