Er Kaj Munk stadig aktuel?

Der synes at være en fornyet interesse for præsten og digteren Kaj Munk. Måske skyldes det, at vi lever i en tid med antisemitisme og militant islamisme

Spørger man unge mennesker i dag, er der nok mange, som ikke kender Kaj Munk. På billedet ses hans mindesten på det sted, hvor han blev skudt under besættelsen.
Spørger man unge mennesker i dag, er der nok mange, som ikke kender Kaj Munk. På billedet ses hans mindesten på det sted, hvor han blev skudt under besættelsen.

Kaj Munk (1898-1944) hører til blandt de mest omdiskuterede personligheder i det 20. århundredes danske historie. Han havde begejstrede tilhængere og beundrere, ligesom han kaldte på lidenskabelig modsigelse.

Der var aldrig stille omkring ham. Han var sin tids betydeligste digter og dramatiker, han var journalist, debattør og samfundsrevser, han var en omstridt præst, som lod sin røst høre, om det nu var belejligt eller ej.

Spørger man unge mennesker i dag, vil der nok være mange, der ikke kender til ham.

Det forholder sig anderledes med folk som os i senioralderen. Jeg ved det fra de mange foredrag, hvor jeg har haft Kaj Munks liv og skæbne som emne. Det vækker intens lydhørhed. Der synes at være en gryende ny interesse for Kaj Munk på vej. Gennem de senere år med flere bogudgivelser og opførelse af hans skuespil, for eksempel ”Ordet”.

Det har hidtil især været hans samfundsengagement, som har været genstand for interesse. I 1930'erne var han stærkt fascineret af førerskikkelserne Benito Mussolini og Adolf Hitler. Han skrev begejstrede reportager hjem til Morgenavisen Jyllands-Posten, da Hitler i foråret 1933 blev rigskansler i Tyskland. Det er ikke til at begribe, at han kunne tage så forfærdende fejl, men det skal huskes, at det var han ikke ene om, heller ikke her i landet.

Senere måtte han erkende sin fejltagelse, da det gik op for ham, at Hitler var en slyngel og nazismen det rene djævelskab, der aldrig må glemmes. Måske består Kaj Munks aktualitet i et opgør med den voksende antisemitisme og den militante islamisme, hvis rædsels-vækkende fremfærd, medierne dagligt viser os? Uroen mellem Rusland og Ukraine kalder også på vores bekymring. Vi tænker på den verden, vi efterlader til vores børn, børnebørn og oldebørn. Jeg nævner det, fordi jeg tror, at bekymring og frygt bedste overvindes ved, at de ses i øjnene, så de ikke sætter sig i sindet som rumsterende fortrængninger. I beskæftigelsen med Kaj Munk kan jeg ikke lade være med at spørge: Hvor hentede han sit mod og sin frygtløshed?

En nys udkommet bog giver et svar: ”Kaj Munk og teologien”, redigeret af Søren Dosenrode, Hans Raun Iversen og Peter Lodberg. Bogen udkom den 29. august, årsdagen for sammenbruddet i 1943 af samarbejdspolitikken mellem den danske regering og den tyske værnemagt. Langt det meste af litteraturen om Kaj Munk omhandler hans digtning, hans forhold til samfund og politik samt den skæbne, han fik. Kaj Munk Forskningscentret på Aalborg Universitet har optegnet cirka 300 værker om Kaj Munk. Selvom han i alle de sammenhænge, hvor han gjorde sig gældende, først og sidst forstod sig selv som præst, er det kun få bøger, der har hans teologi som særskilt emne. Derfor er den nye bog særdeles interessant og vedkommende for enhver, der er optaget af Kaj Munk. Så jeg forestiller mig, at mange seniorer allerede er på vej hen til boghandleren.

Jeg citerer fra en af bogens artikler, side 157: ”Skal jeg kort sammenfatte, hvad der fascinerer mig ved Kaj Munk, er det den lidenskab, der rusker i ham og aldrig lader ham i ro. Det er hans uforfærdede kompromisløshed og sandhedskærlighed, uanset omkostningerne. Først og sidst er det hans grebethed af Kristus. Som jeg læser og forstår Kaj Munk, er Kristus det samlende centrum i hans liv og digtning. Han er ikke teologisk tænker i traditionel forstand. Han er en visionær digter og dramatiker, som iscenesætter de visioner, inspirationen fra Kristus kalder frem i hans sind og for hans indre blik. 'Hvor meget jeg end har skrevet, har jeg kun søgt at skrive det ene Ord Kristus'.”

Jeg bliver i bogstavelig forstand opbygget og opmuntret ved at arbejde med Kaj Munks liv og virke.

Jeg bliver anfægtet og udfordret, undertiden irriteret, men han er aldrig uvedkommende.

En af hans definitioner på evangeliet lyder på, at det er livsudfoldelsens religion. Det gælder også hans fryd over naturen i dens vælde og i dens skønhed, som han oplevede den i Vedersø, når han færdedes på jagt i klit og på hede eller vandrede langs havet i al slags vejr. Hans tro udfolder sig ikke blot i tanken, men i sansning og handling.

Han er livets mand. For ham er Kristus vejen, vi skal følge, sandheden, vi skal gøre, livet, vi skal leve.