”Søg den bare”

Tre ord sagt ved et morgenbord i 1982 kom til at ændre forfatteren Leif Davidsens liv både på det personlige og det professionelle plan

Sovjetunionen har været inspiration for mange af Leif Davidsens romaner, men hans næste, der udkommer om en uge, foregår i USA. -
Sovjetunionen har været inspiration for mange af Leif Davidsens romaner, men hans næste, der udkommer om en uge, foregår i USA. - . Foto: Søren Staal.

Leif Davidsen hadede Sovjetunionen, første gang han satte sine ben der. Der var grimt, det lugtede, og folk løj hele tiden. Der skulle han ikke over igen, proklamerede han, da han i 1980 vendte hjem fra sin første reportagetur i landet som radiojournalist for Danmarks Radio.

At han siden skulle komme til at bo i Moskva og bygge det meste af sin forfatterkarriere op omkring Sovjetunionen, er i høj grad hans kones fortjeneste. Tre ord, Ulla Høy Davidsen sagde ved et morgenbord i 1982, ændrede hans liv på flere måder.

64-årige Leif Davidsen og hans kones oplevelser i udlandet har givet ham stof til masser af bøger, og den 24. september udkommer endnu en: ”Steinbecks spøgelse - jagten på en forfatter”, som tager udgangspunkt i ægteparrets 13.000 kilometer lange køretur gennem USA i den amerikanske nobelpristager John Steinbecks spor. Men især deres tid sammen i Sovjetunionen har inspireret ham til en række af hans mest kendte romaner.

”Efter min første tur til Sovjetunionen vendte jeg tilbage for at lave nogle reportager fra Baltikum. Der var alligevel noget ved alt det lukkede og hemmelige, som trak i mig. Det var et utroligt mysterium, jeg gerne ville løse op for,” siger han.

Da han sent i 1982 blev opfordret af sin chef til at søge en ledig korrespondentstilling i Moskva, talte han selvfølgelig med sin kone om det. Chefen ringede om aftenen, og svaret skulle falde den følgende dag, hvor ansøgningsfristen udløb. Ulla Høy Davidsen havde aldrig været i Sovjetunionen, og som nyuddannet læge med en karriere foran sig, en lille søn og et barn mere på vej havde hun ikke lyst til at tage af sted. Men næste dag ved morgenbordet sagde hun pludselig de tre ord:

”Søg den bare.”

Uden forklaring, uden omsvøb. Hun var bare kommet frem til, at sådan en chance fik man ikke hver dag. Leif Davidsen skrev hurtigt en sekslinjers ansøgning på skrivemaskinen, hoppede op på cyklen og nåede netop at aflevere dokumentet, inden fristen udløb. Det blev begyndelsen på en helt ny tilværelse for den lille familie, som nu skulle bo i en ghetto i Moskva med korrespondenter fra hele verden.

”Havde Ulla ikke sagt de ord, havde mit liv formet sig helt anderledes. Det materiale, jeg har brugt gennem en lang række romaner, havde været noget komplet andet, og det var fantastisk spændende at sidde på første parket og opleve først håbet og euforien og siden Sovjetstatens opløsning og starten på den nye verdensorden,” siger han.

Også på det mere personlige plan betød årene i Moskva meget for Leif Davidsen, hustruen og børnene, som fik et helt andet udsyn og lærte at begå sig i andre kulturer og på nye sprog. Efter fire år flyttede familien tilbage til Danmark, men Leif Davidsen har besøgt sin gamle hjemby stort set hvert år lige siden.

”Så de år ændrede virkelig mit liv. På forsiden af den gamle avis Ugeavisen København stod der: 'Vær ikke bange for at slå panden mod en mur, det er ikke sikkert, muren altid holder.' Den sætning kunne jeg også have valgt som vigtige ord i mit liv, for vi skal ikke altid være bange for at prøve noget nyt og møde modstand. Man risikerer, at der kommer noget godt ud af det.”