Humoristisk sans er dejlig, men er ikke alle forundt

Humorens kerne er nok et sted mellem det komiske og det tragiske

Enten har man humoristisk sans, eller også har man den ikke.
Enten har man humoristisk sans, eller også har man den ikke. Foto: Denis Aglichev .

For nylig læste jeg et fint interview med forfatteren og journalisten Lise Nørgaard. Hun er Matadors mor, og hele Danmark kender hende og holder af hende. Hun har været journalist siden sin pure ungdom, først i Roskilde og senere på dagblade og ugeblade. Hun har skrevet mange bøger og levet et langt liv, hun har tre døtre, børnebørn og oldebørn, og i sommer blev hun 97 år.

Hun er et dansk klenodie og ubetinget en slagfærdig, begavet og morsom kvinde. Hun er altid gået sine egne veje, hun har altid været flittig, og hun suger inspiration til sig fra bøger og musik. Dertil kommer hendes humoristiske sans, hun kan se det morsomme i en pludselig opstået situation, og hun kan beskrive den.

Og i avisinterviewet sagde hun, at ”humoren har hjulpet mig gennem hele mit liv”.

Lise Nørgaard tror, at humoristisk sans er medfødt, enten har man den, eller også har man den ikke, og man kan ikke gøre for nogen af delene.

Hun mener, at hun arvede sin sans for det humoristiske fra sin far. Han kunne se komikken i alt det, han oplevede i provinsbyen Roskilde, og Lise Nørgaard siger, at det er ham, hun skylder tak for inspirationen til Matador.

Lise Nørgaard og min far, Knud Meister, der også var forfatter og journalist, var kolleger og kendte hinanden godt i deres unge dage. Så egentlig synes jeg, at jeg har kendt hende altid. Min far var lidt ældre end Lise og kom ikke til at leve så længe som hun. Men humoren havde de til fælles. De kunne le sammen, og det gjorde de.

Min far holdt af at fortælle historier og anekdoter i læssevis, og det gjorde han. Og han skrev også om humor og holdt foredrag om humor.

Hvad det er, vi ler ad, var han optaget af og ville gerne analysere. Han mente, at man skal være i hvert fald en lille smule fortvivlet for at sige noget morsomt. Manden på vittighedstegningen på den øde ø under det ensomme palmetræ er i en fortvivlet situation, og alligevel er han ofte genstand for en morsom tekst.

Og som eksempel på det tragikomiske fortalte han om luftvåbnets faldskærmskompagni, der havde øvelse, hvor en transportmaskine gik op i 1500 meters højde, hvorpå soldaterne begyndte at springe.

De hang snart derefter i luften i deres faldskærme og lignede champignoner i overstørrelse. Så kom nummer 14, han trak i udløsningshåndtaget, men skidtet havde sat sig fast, og faldskærmen foldede sig ikke ud. Som et projektil susede han gennem luften, og da han passerede sine kammerater, råbte han: ”Jeg er sør'me glad for, at dette her kun er en øvelse!”.

Er det morsomt? Det er i hvert fald tragisk, og vi trækker alligevel på smilebåndet.

Og det er spøgen, vi ler ad, hvis den ellers er god, og ikke dens genstand. Ikke manden på den øde ø, eller udspringeren i luften, men det absurde i situationen og i replikken.

Min far holdt af at lege med ordene, og han fandt på noget, han kaldte pisa-ismer. (Det skæve tårn i Pisa var inspirationen til ordet). Det var logiske absurditeter, en logisk tanke, som står på et skævt fundament.

Som når to mennesker kommer ind i rum, og den ene siger: ”Uha, hvor er her dog mørkt”, og den anden svarer: ”Ja, her må have været slukket længe!”.

Jeg kan ikke huske alle pisaismerne. Men de er sjove at konstruere. Og jeg tror, det er meget befordrende for os, at vi indimellem træffer på noget, der ved sin absurditet og sin afvigelse fra vedtagne mønstre får os til at le.

Jeg tror også, at humoren er et menneskeligt instinkt, også selvom den ikke er alle beskåret i ligelig mængde. Der kan ligge noget åbenhjertigt og undrende og måske ligefrem uimodsigeligt i humorens væsen.

Og godt for os alle var det jo, at Lise Nørgaard arvede sin fars humoristiske sans og kunne give sine fortællinger netop det præg, samtidig med at det var en styrke i hendes blik på verden.

Som det var for den lærer, der fortalte, hvordan han havde maset på i sin klasse i to timer for at forklare de små elever forskellen på en hovedsætning og en bisætning. Og efter frikvarteret spurgte han så: ”Må jeg så høre, hvad er en bisætning?”. Der var dyb stilhed og en lang pause, indtil en lille pige meget tøvende stak fingeren i vejret og sagde: ”Det er, når nogen bliver begravet.”