Prøv avisen

Der er adgang forbudt for ældre i seniorbofællesskaber

Fysisk formåen blevet en slags målestok for, hvor højt i ældrehierarkiet man rangerer. Og rangerer man ikke tilstrækkeligt højt, bliver man udelukket fra fællesskabet. Foto: Christian Lindgren

Når ældre kun vil have folk under 60 år ind i deres seniorbofællesskaber, udstiller det en angst for alderdommens skyggesider, mener forskere. Men det viser også, at ”de nye ældre” måske ikke hviler så godt i deres alderdom

Poul Schrøder har sagt nej tak til kommunens forebyggende hjemmebesøg. Sammen med sin hustru, Jytte, passer han selv hjemmet på Frederiksberg og sommerhuset, og begge lever de et selvhjulpent liv. Men han er 79 år, Jytte er 78, og så er det for længst lige meget, hvad de selv kan - de får alligevel aldrig plads i et seniorbofællesskab, har de erkendt. De har ellers søgt flere steder de seneste par år, for det kunne være både hyggeligt og givende at bo blandt ligesindede. Men med en enkelt undtagelse har beskeden hver gang været: I er for gamle.

At det er blevet en udbredt praksis, afslører flere ting, mener aldersforskere. Blandt andet, at vi ikke bliver mere tolerante og solidariske med alderen, at alder stadig bruges som afgørende markør for, hvad vi kan og ikke kan, og at sammenholdet mellem ældre mange steder er til at overse. Helt overordnet er tendensen til aldersdiskrimination ældre imellem desuden det virkelige billede på, at mange danske ældre slet ikke er så godt tilpas i deres alderdom, som det ofte lægges frem i medierne, mener kultursociolog og direktør i Ensomme Gamles Værn Christine E. Swane:

”Medierne, politikerne, forskning og de ældre selv har de senere år fremhævet sund og aktiv aldring som et ideal for den gode alderdom, og stadig flere ældre efterlever faktisk det ideal. Ældre har generelt aldrig haft det bedre end nu. Men måske netop derfor er der også mere på spil, når det ideal trues. Og det har skabt en tendens til at fornægte eller i hvert fald distancere sig fra alt, der kan være en trussel mod det gode seniorliv, eksempelvis svækkelse eller sygdom hos andre. Og det har igen skabt en urealistisk forestilling om, at man kan holde sig helt fri af de potentielt vanskelige sider af at blive gammel.”

Dermed hænger tendensen til diskrimination i seniorbofællesskaber sammen med en anden tendens beskrevet for nylig i Kristeligt Dagblad, nemlig at ældre i stigende grad føler sig udødelige og derfor tager på strabadserende rejser, dyrker intens motion og i det hele taget lever et liv, deres fysiske formåen ikke kan følge med til. Et ”alderdommens tyranni” og et ”aktivitetsregime” kalder forskerne det, der dels får ældre til at overvurdere egne kræfter, men altså også - som aldersdiskriminationen viser - får dem til at undervurdere andres. På den måde er fysisk formåen blevet en slags målestok for, hvor højt i ældrehierarkiet man rangerer. Og rangerer man ikke tilstrækkeligt højt, bliver man udelukket fra fællesskabet.

Spørgsmålet er så, om det er rimeligt eller naturligt, at ældre i seniorfællesskaber tænker på sig selv først og kun lukker folk ind, der med en vis sikkerhed bliver en gevinst for fællesskabet. Det mener lektor Karen Munk fra Center for Sundhed, Menneske og Kultur på Aarhus Universitet, at det er. For den umiddelbart usympatiske adfærd har ikke så meget at gøre med, at de er ældre, påpeger hun. Hvem i dagens samfund ville med åbne øjne påføre sit liv besværligheder? Hvis man ret nemt kan undgå en svækket nabo, som man alt andet lige vil føle sig forpligtet til at hjælpe med selv helt basale ting, ville de fleste så ikke gøre det - til fordel for en yngre nabo, der måske oven i købet havde kræfter til at tage hele hækken?

”Jeg synes, det er for meget at tale om aldersdiskrimination her. Vi ved fra forskningen, at vores vilje til at tage os af et medmenneske er direkte afhængig af, hvor tæt vi er knyttet til det menneske. De færreste ofrer sig for en fremmed, og desuden har mange ældre i dag et ret travlt liv - ikke bare med at realisere nogle drømme, men også med at hjælpe børn og børnebørn, og jeg synes ikke, man kan fordømme, at de tænker på deres nærmeste først,” siger hun.

Den argumentation har Lisbeth Naumov dog svært ved at acceptere. I sommer forsøgte hun uden held at få sin 75-årige mor ind i et seniorbofællesskab i Rødovre. Da hun først havde oplyst sin mors alder, blev der ikke spurgt yderligere ind til moderens helbred. Hun fik blot at vide, at med den alder var det erfaringen, at man ikke kunne deltage i så meget.

”Min mor har boet alene i 10 år nu, men er meget udadvendt og social, så det vil forbedre hendes liv markant, hvis hun kom i et bofællesskab. Hun gør selv rent, køber selv ind og ligger ingen til last, så jeg synes, det er meget usolidarisk at udelukke hende på den måde. Og så alene ud fra alder. Det er da muligt, hun ikke kan rense tagrender og reparere cykelskur, men det kan da ikke være rimeligt, at det skal være et krav,” siger hun.

I Ældre Sagen er chefkonsulent Margrethe Kähler heller ikke imponeret over bofællesskabernes praksis. Hun betragter det som regulær aldersdiskrimination - endda på et forkert grundlag, fordi al forskning viser, at ældre i gennemsnit rent funktionsmæssigt i dag er 10 år yngre end deres kronologiske alder. Så en aldersgrænse på 60 år giver ingen mening.

”42 procent af alle pensionerede bor i dag alene, og derfor er behovet for seniorbofællesskaber stort og stigende. Forskningen viser tydeligt, at fællesskaberne har stor effekt på både fysisk og psykisk sundhed, så jeg håber meget, at politikerne snart vil gribe ind,” siger hun.

Tegning: Rasmus Juul.