Prøv avisen

En hyldest til alderdommen

Jeg har altid tænkt på alderdommen som en gave, siger engelsk 92-årig forfatter

En god engelsk bekendt sagde til mig: ”Jeg er egentlig lidt irriteret over, at jeg hele tiden skal bruge mine briller, når jeg skal læse - og jeg kan for resten aldrig lige finde dem! - og jeg er irriteret over, at jeg nok snart må have et høreapparat, for jeg kan mærke, at jeg ikke hører helt så godt og skarpt, som jeg gjorde engang. Tit må jeg sige hvabehar?, og så må folk gentage deres sætning.”

Han er i slutningen af 70'erne og ellers rask og rørig, så vidt jeg kan bedømme. Så egentlig var disse småbeklagelser lidt overraskende, og de kom uventet og bag på mig.

Men det viste sig så også, at det slet ikke var dem, der var hans egentlige ærinde. De var kun indgangen til hans fortælling.

Han ville derimod sætte sine småbrokkerier i perspektiv, de småbrokkerier, som mange af os vist godt kan forfalde til, og i virkeligheden fortælle om en smuk og gribende oplevelse, han havde haft, som omhandlede ældres liv. Og som fik ham til at påskønne sin egen hverdag. Han ville fortælle om forfatteren Ronald Blythe, som han havde hørt tale meget betagende om de mange glæder, han har i sin tredje alder. Blythe havde talt om alderdommen som en gave og ikke som en tid med besværligheder.

Ronald Blythe er 92 år, og han bor på grænsen mellem Essex og Suffolk i England i et hus, som han har arvet efter landskabsmaleren John Nash. Der har han boet i næsten 40 år. Og han har skrevet om livet på landet i de fleste af sine bøger. Den mest kendte hedder ”Akenfield”, den udkom i 1969 og fik dengang fine anmeldelser. Bogen er et portræt af en engelsk landsby, og den var inspirationen til en film tilbage i 70'erne.

Blythe har kendt E.M. Forster og Benjamin Britten, og han skriver trods sin høje alder en klumme om ugen. Det har han gjort de seneste 20 år. Klummen omhandler naturen på landet omkring ham og de oplevelser, han har som lægmands-tekstlæser i tre kirker i nabolaget. ”Jeg holder meget af kirkernes atmosfære,” sagde han, da han blev 90 år i et interview i The Telegraph, ”for mig er det en del af livets poesi.”

I et foredrag, han holdt for nylig, og som min bekendt havde hørt med stor glæde, og som han både fortalte om og sørgede for, at jeg fik en afskrift af, sagde Blythe blandt andet:

Vores bedsteforældre og vores oldeforældre levede i en tid, da hvidt hår var sjældent. Folk levede nemlig ikke så længe dengang, at de nåede at få hvidt hår. Og en af de store gaver i livet i dag er, at så mange af os lever længe på en sund og behagelig måde. Der er masser af underholdning, vi har venner, der også bliver gamle, vi kan rejse til fjerne lande.

Jeg har altid tænkt på alderdommen som en gave, fortsatte Blythe. Og den har ikke noget overhovedet til fælles med den gængse medieopfattelse af, hvad det vil sige at blive gammel.

Alderdom er et afsnit af livet, som vi ikke kendte til, da vi var unge, og som vi ikke havde mulighed for at opleve som midaldrende, for da var de fleste i gang med et krævende arbejde.

Som forfatter er man privilegeret, fordi man ikke behøver gå på pension. Jeg tror ikke på pension. Men jeg har ikke nogen opskrift på at leve et langt liv. Jeg tror bare, det er normalt at fortsætte sit liv, passe sin have, se sine venner, glæde sig over godt helbred, læse god litteratur og ikke se for meget fjernsyn. Og så huske at være taknemmelig for det, der for vore forfædre ville være meget unormalt, nemlig at blive hvidhåret og bevæge sig ind i alderdommen.

Vi ældre skal leve i nuet, så meget som vi kan, for nutiden er den mest spændende tid, ikke fortiden, som man kender, eller fremtiden, som man ikke kender, men nutiden. Det er den kolossalt store gave, som vi har fået i vor tidsalder.

Folk i dag ser ikke gamle ud, som tidligere generationer gjorde. Min bedstemor, for eksempel, sad i en stol i en lang nederdel i 20 år. Sådan er der ingen, der ser ud mere. Vi er heldige, at vi lever i begyndelsen af det 21. århundrede.

Og Blythe fortsætter: Når ældre mennesker samles til et møde, bliver man mindet om både livets korthed og dets blivende virkning. Og om, at det er vidunderligt og storslået fra begyndelsen til slutningen og ofte endda bedre ved slutningen end ved begyndelsen, fordi man er blevet klogere.

Man bliver også mere generøs, og når man tænker på alderdom, skal man tænke på det som en kæmpe gave, en kæmpe glæde og en kæmpe lykke.

Se, det var det, min bekendt vil fortælle. Ikke at dagligdagen kan være lidt besværlig, men at livet er en kostelig gave. En gammel forfatter på 92 år havde mindet ham om det. Gjort ham en smule flov over, at hverdagens småting havde optaget ham for meget, og løftet ham op, så han kunne se ud over sit liv og huske at glæde sig over hver dag. Og den glæde ville han gerne dele med alle andre.