Vi har passeret midten af november. Men den må da omsider få ende, tænker nogen måske. Selvom den er lang med sine kun 30 dage. Jeg tror godt, jeg tør sige, at i disse sene dage i året står sindets barometer lavt hos mange seniorer - måske vi just her skulle sige: gamle mennesker.
Gad vide, hvor gammel man skal være for at turde benævne sig selv med denne ærværdige titel? Betegnelsen seniorer kalder på kække associationer som tennissko og raske cykelture. Gammel derimod: ellers tak og ingen årsag. Eller rettere: alt for megen årsag. ”Det er ett' skjøn å blyw gammel”, som min vestjyske svigermor sagde, da hun blev 90. Og dog ved jeg, at hun var livsaligt taknemmelig for hver eneste af sine levedage.
Nuvel! Tristesse til side, november eller ej. Forleden læste jeg i dagbladet Politiken, at højtlæsning er til glæde for mange ældre mennesker. Ph.d. i litteratur ved Aarhus Universitet Mette Steenberg står bag et forskningsprojekt, som viser, at højtlæsning for ældre forløser en god samtale og kalder erindringer frem, også om ens egen livshistorie. Det er ligesom at gå tur på memory lane i Den Gamle By i Aarhus.
Rundt omkring i landet er der dannet læsegrupper på plejehjem og ældrecentre. Ensomme Gamles Værn har ligeledes iværksat et forskningsprojekt med etablering af læsegrupper for henholdsvis ensomme, demente og deprimerede ældre.
De positive resultater har bevirket, at kommuner over hele landet har dannet sådanne læsegrupper og sender frivillige læseguider på kursus i at læse højt og indlede gode samtaler om noveller og digte, som er blevet læst. Læseklubberne har vist sig at kunne noget, som madklubber, skakklubber og peddigrør ikke kan, slutter avisen.
Kommet så vidt vil jeg stilfærdigt nævne, at alt dette slet ikke er så nyt endda. Men nu er der sat forskning på, og så letter vi respektfuldt ørerne. I masser af år har præster og andet godtfolk haft læse- og fortælleeftermiddage på plejehjem, i missionshuse og sognegårde. Ofte med stor tilslutning. Og sådan er det stadig. Dertil kommer de talrige private læseklubber. I næste uge samles vi fire veloplagte ægtepar, som de seneste to år har læst værker om og af Søren Kierkegaard. Nu gælder det ”Frygt og bæven”, som Sven, der er cand.polit., vil lægge op til en samtale om.
Vi begynder klokken 14.30 med kaffe-te-bord. Dernæst to-tre timers koncentration, i lytten, i samtale, i eftertanke. Klokken 18.30 får vi denne skønne novemberdag til trøst og opbyggelse gule ærter med sønderjyske kålpølser, hvedeøl og måske en enkelt snaps med porse fra Læsø. Halleluja! Det er slet ikke så ringe, skulle jeg hilse og sige. Vi går glade hjem og ser frem til næste gang, vi mødes.
”Den tyste måned” er overskriften på denne klumme. Jeg holder af ordet ”tyst”. Ti nu lige stille, synes ordet mig at sige. Sådan har jeg det med landskaber, og sådan har jeg det med de bøger, som jeg ikke straks kan blive færdige med. De kræver tid, igen og igen, til fornyet læsning.
I dette års november gælder det især Henrik Wivels ”Skyggeliv - en lille bog om det underfulde”. Læs den selv, og bliv forundret.
Det underfulde beslaglægger min opmærksomhed. Henrik Wivel tolker et maleri af Jean-Léon Gérome, som bærer titlen ”Golgotha, Consumatum est” og refererer til Jesu dødsord på korset: ”Det er fuldbragt”.
Kunstneren afbilder ikke korsfæstelsen direkte, kun indirekte, som skygge. Billedet viser de lange skygger fra de tre kors, som fremkaldes af et bagfra kommende lys. I dette mulmende tvelys ses de flygtende disciple og tillige den aktuelle beskuer af billedet. ”Jesu skygge kan således forstås som et dulmende mørke, der omslutter menneskene og beskytter dem “ en skygge, mennesket kan skjule sig under og finde ro ved.”
Sådan skriver Henrik Wivel og henviser til salmen af B.S. Ingemann ”Til himlene rækker din miskundhed, Gud”:
Hvor dyrebar er dog din miskundhed, Gud,
hvor menneskebørnene bygge!
I mulm er kærlighedsvingen bredt ud,
vi skjuler os under dens skygge.