Prøv avisen

93-årig jordemoder: Kaldet til et liv med andres børn

Grethe Jordemoder har stadig sin gamle jordemodertaske i tykt, lysebrunt kernelæder. – Fotos: Michael Drost-Hansen/ritzau. Foto: Michael Drost-Hansen

Grethe Jordemoder blev uddannet i 1949, og i sin karriere så hun faget og tilgangen til livet ændre sig. Selv gav hun afkald på at få børn for i stedet at hjælpe andres børn til verden

”Det er Grethe Jordemoder,” siger hun, da hun tager telefonen.

Egentlig hedder hun Sonja Margrethe Sonnenborg Nielsen, men skønt det er 30 år siden, hun gik på pension, kaldes hun af de fleste stadig kun Grethe Jordemoder.

Fornavnet er et levn fra hendes tidlige barndom, hvor hun hverken kunne sige Sonja eller Margrethe. Efternavnet er et vidnesbyrd om et liv, hvor jordemoderfaget på næsten tilfældig vis endte med at blive hendes kald og årsagen til, at hun fravalgte mand og børn.

Der er dækket op med kaffe, boller og jordbær, da Kristeligt Dagblads journalist ankommer til lejligheden i Fredericia.

”Jamen, du venter dig jo,” siger Grethe Jordemoder begejstret, da hun ser dagens gæst.

Da gæsten endda frabeder sig kaffe, insisterer jordemoderen med overbevisende autoritet på at servere saftevand, for væske og lidt sødt er vigtigt, når man er gravid, siger hun. Så sådan bliver det, for hvem tør trodse jordemoderens råd?

Grethe Jordemoder er født i september 1923 i Fredericia og er datter af en mor, der var sygeplejerske, og en far, der var direktør for byens rugbrødsfabrik. Da hun som 17-årig fik sin realeksamen, var det planen, at hun skulle være pædagog. Hun fik derfor arbejde i en børnehave, men da den lukkede allerede klokken 14 hver eftermiddag, måtte hun finde noget mere at tage sig til, lød det fra moderen. Derfor fik den unge Grethe også arbejde med barnepleje på byens sygehus.

På én af de første vagter skulle hun kigge til en fødende kvinde på badeværelset, men da var barnet allerede kommet til verden.

”Jeg tænkte, at det var så spændende, at det ville jeg ikke gå glip af igen. Derfor bad jeg om at være med, næste gang en kvinde kom ind for at føde,” fortæller Grethe Jordemoder.

Som 20-årig søgte hun derfor første gang ind på jordemoderuddannelsen, som i 1943 kun fandtes i København.

Hun har lavet en hel kande kaffe. Selv når den 93-årige dame at fylde sin kop flere gange under interviewet og legitimerer på sin vis antagelsen om en forbindelse mellem jordemødre og kaffe. Som digteren Helge Rode skrev om jordemoderen i digtet ”Fødslen” fra 1907:

”Giv hende en ekstra god kop kaffe! Hun er fast ansat ved mysteriet. Det er en betydningsfuld stilling.”

I stuen står også en gammel, mørk trækommode, besmykket med utallige rammer, der tilsammen danner en collage af børneansigter.

”Det er nogle af alle mine børn,” forklarer Grethe Jordemoder. Hun har hjulpet rundt regnet 4000 børn til verden, men selv har hun aldrig fået nogen.

I 1946 kom Grethe endelig ind på jordemoderskolen, og det blev tre år med, hvad hun beskriver som, en soldatertilværelse, der vekslede mellem forelæsninger og lange vagter på Rigshospitalet. Som færdiguddannet arbejdede hun som jordemoder i både København, Edinburgh i Skotland, London i England og om bord på et af Det Østasiatiske Kompagnis skibe, inden hun i 1953 åbnede en privatpraksis på Bülowsvej i hjembyen Fredericia.

Hun holdt fødselsforberedelse og fortalte om veer, de forskellige fødestillinger og vejrtrækningsteknikker. Hun brugte sit træstetoskop, når hun skulle tjekke barnets hjertelyd, og hun estimerede barnets størrelse og placering ved at føle på maven.

”Det hele ligger i hånden, hjernen og hjertet,” som hun siger.

Spidse maver, vedvarende morgenkvalme, trang til surt og andre tommelfingerregler til at gætte barnets køn er stadig udbredte i dag, hvor det fra 14. uge er muligt at se kønnet med en scanning. Men selv i Grethe Jordemoders tid, hvor den slags scanninger ikke var til, gav hun ikke meget for gætterierne.

”Det er krøniker og folkehistorier,” siger hun og slår ud med hænderne.

Og hvorfor er det også så vigtigt at vide, om det bliver en dreng eller en pige? Det forstår Grethe Jordemoder ikke. Uanset hvad, kan barnet jo ikke byttes, så man må bare tage det, der kommer. Det vidste man, da hun var jordemoder, forklarer hun. Der herskede en anden tilgang til livet.

”I dag har vi kontrol over alt undtagen vejret og døden,” siger hun med et spor af bedrøvelse i stemmen, som om den faste ansættelse ved mysteriet har mistet sin mystik over årene.

I sin praksis fulgte hun de vordende mødre og ”fødte med dem”, som hun siger, på Sct. Josephs Hospital i byen. Sommetider sad hun og vågede ved sengesiden i flere døgn.

Hun har svært ved at forestille sig at skulle gå midt i en fødsel. Vagten var ikke slut, førend barnet var ude.

Den sidste tid af sin karriere tilbragte hun som distriktsjordemoder i Ringsted og til slut som jordemoder på sygehuset i Middelfart. Her oplevede hun, hvordan teknologien og medicinen kom til at fylde mere i faget. Selv har hun altid været imod brugen af smertestillende midler, men hun kan dog ikke sige sig fri for i ny og næ at have givet en fødende kvinde en Kodimagnyl eller to. Sammenlignet med nutidens epiduralblokader kan det dog synes uden den store effekt, kunne man tænke. Men det var skam heller ikke pointen.

”Bare de troede, at det virkede, så virkede det,” siger hun med et næsten skælmsk smil.

Grethe Jordemoder har fulgt lidt med i debatten om og opråbene fra landets jordemødre i de seneste år, og hun korser sig næsten, når hun hører om stressede og pressede jordemødre. At være jordemoder er for hende, som Helge Rode skrev det, en betydningsfuld stilling. Hun tog sig sin tid med de vordende mødre. Både før, under og efter fødslen.

Det første barn, Grethe tog imod i Fredericia, var Jens Veirum i 1953. Han var, som hun beskriver det, en lille, pjusket trold på bare 2300 gram. Det har dog ikke været ham nogen hindring, for han er i dag en stor, velvoksen mand, forsikrer hun og viser stolt et billede af de to sammen fra 2011.

Grethe Jordemoder har som nævnt ikke selv født nogen af de børn, hun kalder sine. Heller ikke ægteskab er det blevet til. Og det er helt med vilje.

”Jeg har altid haft kærester, og de har da også gerne villet gifte sig med mig. Men binde mig, det ville jeg ikke. Det var vigtigere at være jordemoder,” fortæller hun.

Ægteskab og børn ville for Grethe Jordemoder have betydet, at hun ikke havde kunnet fortsætte sit erhverv. Derfor måtte hun træffe et valg, og det faldt ud til fordel for faget frem for familien. Hun omtaler fødslen af et barn som det smukkeste i verden, men alligevel siger hun med urokkelighed i stemmen, at hun ikke fortryder, at hun valgte andres børn frem for at få sine egne.

Grethe Jordemoder har stadig sin gamle jordemodertaske i tykt, lysebrunt kernelæder. Også træstetoskopet har hun beholdt, og i solsikkeplanten i køkkenet står en rank stork. Nok har hun været pensioneret i mange år, men et kald er ikke noget, man sådan lige kaster af sig.

Før hun tager afsked med Kristeligt Dagblads journalist, ønsker hun god fødsel senere på sommeren. Og hendes råd til en fødende kvinde er i dag det samme, som hun har givet gennem hele sin karriere: Tag det roligt, træk vejret og hør efter, hvad jordemoderen siger.

Har man en lang hals, føder man nemt, plejede lægerne at sige. Den slags gætterier giver Grethe Jordemoder dog ikke meget for. Håndelaget ligger for hende i hånden, hjernen og hjertet. – Foto: Michael Drost-Hansen