Prøv avisen

Årstider og livsaldre

I travlhed og selvoptagethed bliver vi ofte glemsomme. Vi skal huske at holde fast i alt det, vi har fået givet at være taknemmelige for, skriver Søren Lodberg. Foto: Arkivfoto

Livets gang har samme modus som årets. Forår, sommer, sensommer og så efterår og alderdom

Det sker jævnligt, at årstiderne tolker menneskelivets forløb. Barndom og ungdom sammenlignes med foråret.

Det er ikke svært at forstå.

Fødslen opleves som et mirakel, en underfuld begivenhed, som er lige så ufortjent som foråret. Sådan husker jeg vore fire børns komme til verden. De første vaklende skridt hen over gulvet. De første ord, som snart blev til hele sætninger, som udtrykte både glæde og gråd.

Den dybe undren melder sig i forhold til sproget. Ethvert sundt barn rummer et sprogligt beredskab, som mobiliseres alt efter det land eller den egn, hvor barnet vokser op. Det gælder uanset, om det er i Grønland eller i Vendsyssel.

Ja, ”Menneskelivet er underligt” (forunderligt) synger vi med Grundtvig, Højskolesangbogen nummer 94. Jeg citerer med glæde og tilslutning vers fire:

”Menneskeånden, det er et ord / som ingen af os kan udgrunde / menneskelivet dog er dens værk / med ordet i menneskemunde.”

Forsommer, den høje sommer frem mod høsttid og sensommer betegner livets midte. Mange har stiftet familie og har afsluttet deres uddannelse og har et arbejde. Alt er det en gave. Undertiden kunne vi voksne børn, når vi kom på besøg hos vores gamle forældre, tale om, at vi havde meget at se til. Det kunne hænde, at familiens myndige overhoved påkaldte sig opmærksomheden med et let slag på kaffekoppen: ”Glæd jer over det, så længe det varer!”.

Med mine 77 år oplever jeg, at glæde og taknemmelighed går hånd i hånd. Ganske vist begynder alderen så småt at melde sig. Styrken i knæene er ikke den samme som for 10-15 år siden. Kræfterne heller ikke.

Livets efterår er ved at indfinde sig. Men også denne livsalder har sine rige muligheder.

Vandringer og udflugter og rejser. Vi har netop bestilt billetter til Nice og Rom i maj og juni. Og lige nu venter tyste novemberdage med eftermiddagsmørkning, te på bordet og musik på anlægget. Eller en god bog, en klumme, der skal skrives, en prædiken eller et foredrag skal forberedes, vennebesøg i aften til middag. En pensionist kan fint få travlt.

En pibe tobak ville ikke være det værste, man har, men den last er for længst sat i skabet. I stedet venter motionscyklen på at blive rørt i morgen tidlig.

Jeg samler på stærke ord. Dem er der mange af i Bibelen. Så jeg henter lige nogle i skatkisten, Salmernes Bog 103 vers 1-2:

Min sjæl, pris Herren,

alt i mig skal prise hans hellige navn.

Min sjæl, pris Herren,

glem ikke hans velgerninger!

I travlhed og selvoptagethed bliver vi ofte glemsomme. Derfor skal vi holdefast i alt det, vi har fået givet at være taknemmelige for. Der er stærke livskræfter i taknemmeligheden. Der er ingen kræfter i glemsomheden. Den er ikke andet end tomhed.

Glem ikke! Søren Kierkegaard har sagt det ligefremt og umisforståeligt:

Det Menneske, som først begynder at takke Gud, vil aldrig savne noget at takke for. Enhver kan selv begynde at tænke efter.