Prøv avisen

Ældre fortæller sig ud af ensomhed

Psykolog Morten Hedelund har sammen med en kollega oprettet samtalegrupper for ældre, hvor de kan fortælle deres livshistorie. En af deltagerne er 86-årige Erna Rug-bjerg, der synes, ”det løser op for noget” at deltage i gruppen. - Foto: Paw Gissel

Lever man et langt liv, oplever mange, at ægtefælle, venner, søskende og naboer dør. Det kan skabe ensomhed, og to nyuddannede psykologer har i samarbejde med Ensomme Gamles Værn opfundet særlige samtalegrupper for ældre

”Det er, ligesom om jeg er ved at fordampe. Der er ingen, der kan huske mit liv.”

Sådan siger en tidligere deltager i ”Fortæl for Livet”, der er et initiativ under Ensomme Gamles Værn. Her mødes ældre i særlige samtalegrupper, hvor de lytter til hinandens livsfortællinger for at få et nyt fællesskab om de historier, der er definerende for, hvem de er.

Typisk mødes grupperne en fast formiddag om ugen over 10 gange i et fælleslokale på et plejehjem, i ældreboliger eller sociale caféer. Her kommer gruppelederen i god tid og sørger for, at rummet er rart at være i. Han brygger kaffe og sætter småkager frem. Dernæst ankommer de mellem fire og syv deltagere. Alle tages personligt imod med et håndtryk, så de føler sig velkomne og indbudte. Så skænkes der kaffe, og man småsnakker lidt, inden lederen opsummerer, hvad gruppen talte om sidste gang.

”Det handler blandt andet om at give dem deres ord tilbage. Det signalerer, at nogle har hørt, hvad den enkelte har fortalt. Samtidig bliver man ført ind i fortællingen igen,” forklarer Morten Hedelund, psykolog og projektleder i ”Fortæl for Livet”.

Typisk nuancerer nogle af deltagene det, de fortalte sidste gang, nogle har måske tænkt videre i ugens løb. Herefter fortæller de ældre på skift om betydningsfulde historier fra deres liv. Ofte båret frem af associationer, de får, når de lytter til hinanden. Lederen spørger aktivt ind til fortællingerne.

”Nogle skal hjælpes mere på vej end andre. Vores udgangspunkt er, at der ikke er en rigtig eller forkert måde at leve livet på, men at man kan leve det ud fra forskellige værdier. Lederen vil forsøge at finde frem til dem og understøtte dem i fortællingerne,” siger Morten Hedelund, der mener, at menneskets identitet er skabt og opretholdt socialt, og at det derfor kan være svært at opretholde en social identitet alene.

”Det kan få den konsekvens, at nogle ældre oplever en form for selvopløsning. Derfor er livsvidner så vigtige.”

Når der er gået halvanden time i samtalegruppen, runder lederen samlingen af med at opsummere.

”Det er vigtigt, at alle lander godt og føler, at der er blevet taget vare på deres fortællinger. Selvom der bliver talt om svære ting, hersker der ofte en lethed, fordi vi ikke nødvendigvis skal gøre noget med det, der er blevet fortalt. Det er ikke terapi, og det er en væsentlig pointe, at terapien ikke har eneret til betydningsfulde livsfortællinger. De kan også danne grundlag for mødet mellem mennesker uden for terapien,” siger Morten Hedelund.

Han står sammen med sin kollega, psykolog og projektleder Andreas Nikolajsen, bag konceptet ”Fortæl for Livet”.

Det hele begyndte egentlig med et speciale på Københavns Universitet, hvor de to fandt sammen, fordi de begge havde en stor interesse for ældres liv og narrativ terapi, hvor en grundantagelse er, at livshistorier spiller en central rolle for menneskers forståelse af, hvem de er.

De er inspireret af den amerikanske kulturantropolog Barbara Myerhoff, der i sit arbejde blandt jøder på et ældrecenter i Los Angeles fandt ud af, at mange ikke bare var mærkede af, at de havde mistet deres nærmeste i holocaust, men også af, at de dermed havde mistet vidner til deres liv. Hun etablerede fortællekredse på ældrecentret med stor succes. Senere videreførte en australsk terapeut, Michael White, hendes arbejde og grundlagde den narrative terapi.

”Han åbnede det terapeutiske rum og inviterede mennesker fra klientens liv eller tidligere klienter med en lignende historie med ind i terapien. På den måde kan klientens historie blive forankret socialt. Det kan eksempelvis være effektfuldt at opleve, at andre kan få øje på færdigheder, man har gjort brug af i det svære, man har oplevet, og at det kan være til inspiration for dem,” forklarer Morten Hedelund og fortæller, hvordan de herigennem blev inspireret til at skabe et tilbud for ældre mennesker.

”Vi har begge arbejdet med ældre før, og vores erfaring var, at tilbud til ældre ofte har et snævert fokus på Kram-faktorerne, altså kost, rygning, alkohol og motion. Vi ville gerne skabe et tilbud, der fokuserede på livshistorier, identitet og ældres sociale liv,” siger Morten Hedelund, der har sat sig til rette med en kop kaffe i et mødelokale i Fondenes Hus i København, hvor Ensomme Gamles Værn holder til.

Siden september 2014 har han og hans specialemakker været ansat som projektledere for ”Fortæl for Livet”. Først støttede Ensomme Gamles Værn specialet økonomisk, så de to studerende kunne prøve projektet af i praksis. Siden har de gjort det til et socialt udviklingsprojekt, der nu også er støttet af Københavns Kommune.

Netop nu uddannes der nye gruppeledere, og der arbejdes på både en praktisk håndbog og en akademisk rapport. Direktør Christine E. Swane fra Ensomme Gamles Værn fortæller, hvorfor organisationen har valgt at støtte ”Fortæl for Livet”:

”Det er et meget lovende projekt, fordi det drejer sig om at skabe nærvær og relationer mellem gamle mennesker gennem noget meningsfuldt, nemlig at fortælle og blive lyttet til. Der er masser af aktiviteter for gamle, men ikke alle handler om at være noget for hinanden,” lyder det fra Christine E. Swane, der fra begyndelsen var interesseret i specialet.

”Alt for få psykologer beskæftiger sig med gamle mennesker. Gamle har også brug for at bearbejde svære ting i livet. Gennem disse samtalegrupper kan de fortælle og bearbejde,” mener hun.

Erna Rugbjerg på 86 år er enig. Da beboerne i ældreboligerne Husum Vænge i Brønshøj i København blev tilbudt at deltage i samtalegrupper, slog hun til.

”Jeg spiller ikke bingo eller nørkler. Jeg var sulten efter anderledes aktiviteter,” siger hun.

Hun oplevede, at hendes hjerne blev sat i sving med at forstå hændelser i hendes fortid.

”Det har løst op for nogle tanker,” siger Erna Rugbjerg, der oplever, at mange af hendes livsvidner er faldet fra.

”Der er ikke mange tilbage, når man er fyldt 86 år,” siger hun.

En af de ting, hun værdsætter ved samtalegruppen, er den fællesskabsfølelse, der er opstået.

”Når man har delt sine ømme punkter, fortalt om noget, der har været svært, så rykker man lidt tættere sammen. Det er ikke, fordi vi render hinanden på dørene, men hvis vi mødes, hilser vi mere hjerteligt,” siger hun.

Morten Hedelunds erfaring er, at flere og flere ældre har det ligesom Erna Rugbjerg.

”Vi vil opleve, at flere ældre ikke gider aktiviteter for aktiviteternes skyld, men vil have tilbud med mere gods i,” siger han og forklarer, at hans erfaring er, at mange ældre ikke oplever, at de er færdige med livet. De har stadig mange gode år endnu og søger derfor svar på, hvem de er i kraft af det liv, de har levet. På en måde skal brættet gøres op.

”Og det kan være værdifuldt at gøre sammen med andre, som man kan spejle sig i.”