Prøv avisen

Ældre, hvis nærmeste begår selvmord, har brug for støtte

”Man kommer aldrig over det, og det skal man heller ikke, ” siger Vibeke, der mistede en søn for snart fire år siden. – Foto: Michael Drost-Hansen

Da Vibeke for fire år siden mistede en voksen søn, som tog sit eget liv, fandt hun og ægtefællen stor støtte og hjælp i et netværk for selvmordsramte

”Min søn boede på Amager. Han var en glad dreng, jeg tænkte altid på ham som en overlever, men livet gik ikke helt, som ønsket. Han var i et vanskeligt kæresteforhold.”

Sådan fortæller 66-årige Vibeke over en kop te i køkkenet i Fredericia. Hun ønsker kun at medvirke med sit fornavn.

På en lav skænk ved siden af spisebordet står et sort-hvidt foto af sønnen og ved siden af er der et farveportræt af hans eneste barn, en pige, som var seks år, da han valgte at tage sit eget liv den 20. januar 2012. Han blev 32 år.

”Det var en fredag aften. Jeg sad i bilen på vej hjem fra mit arbejde i Kolding. Jeg ville ringe til vores søn. Jeg havde holdt tæt kontakt med ham i den seneste tid, hvor han havde været noget ude af balance. Men vejret var helt forfærdeligt den aften. Det regnede voldsomt, jeg måtte koncentrere mig om bilkørslen og fik ikke ringet.”

Vel hjemme i Fredericia klædte Vibeke hurtigt om og tog videre til en bekendts fødselsdag.

Inden hun og ægtefællen gik i seng, sad de som så ofte før en fredag aften og fik et glas vin sammen. De talte blandt andet om sønnen. Lidt efter midnat ringede det på dørtelefonen. Udenfor stod to politibetjente, som kom for at give dem den værst tænkelige besked.

”Verden gik i stå. Man fattede det ikke. Natten og dagene efter står som i en tåge for mig,” siger Vibeke.

Lørdag morgen hastede ægteparret til København for at se deres søn, som var bragt fra sygehuset til retsmedicinsk institut. Men forgæves. Det kunne ikke lade sig gøre før om mandagen, fik de at vide. På en politistation fik de udleveret et afskedsbrev fra sønnen.

”Han skrev blandt andet, at han elskede os og sin dejlige datter, og han undskyldte selvmordet, men skrev at livet var blevet for hårdt for ham. Det betød meget for os, at han trods sin ulykkelige sindstilstand magtede at tænke på os,” siger Vibeke, som bedyrer, at hun aldrig har været vred på sønnen over hans handling, men ulykkelig over ikke at kunne hjælpe ham, da han traf sin beslutning.

”Vi har senere talt med andre, der ville ønske, at der havde været et afskedsbrev, der på en eller anden måde kan forklare det skete.”

Selvom det lyder hårdt, mener Vibeke, at selvmord er en mulighed, man har.

”Hvis man ikke mere magter livet, ikke kan overskue det længere og synes, at selvmordet er den eneste udvej, må man vel respektere det. Da vi så vores søn, lå han og så fredfyldt ud, og det gav på en eller anden måde lidt ro.”

Udover stor sorg var ægteparret i tiden efter plaget af skyldfølelse.

”Hvad har vi gjort forkert? Kunne vi have gjort noget anderledes? Hvorfor fik jeg ikke ringet den aften? Kunne en opringning have ændret noget? Den slags tanker myldrede rundt i hovederne på os. Og vender ind imellem tilbage. Jeg tror aldrig, at man slipper disse tanker helt,” siger Vibeke.

Efter begravelsen, som foregik i Fredericia, kom sognepræsten på besøg. Hun satte ægteparret i kontakt med Nefos, netværket for selvmordsramte.

Med hovedbase i Odense har organisationen etableret selvhjælpsgrupper rundt omkring i landet, ligesom der er mulighed for individuelle samtaler, som et korps af frivillige står for. Én af dem, en tidligere hospitalspræst, kom på besøg hos Vibeke og hendes ægtefælle i alt seks gange.

”Han var meget lyttende og en fantastisk støtte for os. Jeg var ind imellem bange for, at jeg var rablende skør. I starten når jeg gik på gaden, kunne jeg ikke kigge op, for jeg ønskede ikke at tale med nogen. En dag mødte vi en bekendt til min mand uden for bageren. Min mand stoppede op for at sludre lidt med ham, og jeg gik ind til bageren for at købe et rugbrød. Ekspedienten spurgte mig, hvilken slags det skulle være, jeg anede det ikke og gik ud af butikken uden brød. ’Du er ikke skør, men under et ekstremt pres, der gør, at du reagerer anderledes, end du plejer’, beroligede præsten mig.”

Vibeke havde i en lang periode svært ved at være sammen med mange mennesker. Alligevel takkede ægteparret kort tid efter sønnens død ja til at deltage i en stor fødselsdagsfest hos gode venner.

”Jeg var slet ikke i festhumør, men jeg var der. Undervejs måtte jeg en tur ud på toilettet og køle mine håndled af under den kolde hane. Det beroliger.”

Tricket havde hun lært i den Nefos-samtalegruppe, som hun og ægtefællen var kommet med i i Kolding. Selv om de hele tiden har været gode til at tale med hinanden om selvmordet og det følelsesmæssige kaos, de hver især blev kastet ud i, var de fra begyndelsen enige om, at tage imod al den hjælp, de blev tilbudt.

”Du skal have hjælp. Alene klarer du den ikke,” mener Vibeke.

”Når jeg har sagt ja til dette interview, er det alene ud fra ønsket om, at andre, der har oplevet det samme, kan hente hjælp i artiklen og få håb om, at man trods alt kommer videre i livet.”

De var i alt seks efterladte i den samtalegruppe, de deltog i. Den blev ledet af Elene Fleischer. Hun er faglig leder i Nefos og har en mangeårig baggrund som forsker i selvmord. I samtalegrupperne er ordet frit og deltagerne har tavshedspligt.

”Det er vigtigt at tale om det skete. Derved lærer man sig selv bedre at kende, og man bliver lidt mere ydmyg over for livets glæder. Selv når man har mistet det dyrebareste, er der stadig meget at leve for. Vi har vores anden søn, alle vores dejlige børnebørn og fantastiske venner, der støttede os hele vejen igennem. Man kommer aldrig over det, og det skal man heller ikke. Man lærer at leve med dette livsvilkår og at sætte pris på livets gode ting,” siger Vibeke.

Hun er siden gået med i bestyrelsen i Nefos ud fra et ønske om, at hun gerne vil give noget tilbage for al den hjælp, organisationen har ydet hende.

Mange ældre, som mister et barn eller barnebarn ved selvmord, har tendens til at trække sig fra kontakten med andre mennesker. Denne gruppe af oversete forsøger Nefos at samle op i nye samarbejder med Odense og Aarhus Kommuner.

De kommunale sagsbehandlere er blevet opmærksomme på muligheden for at henvise ældre til netværket, og de er blevet gode til det, oplyser Elene Fleischer, som udover at være faglig leder af netværket også er stifter af det.

”Ældre bærer deres sorg og smerte uden at klynke og uden at bede om hjælp, og så bliver de glemt og risikerer at få mistrivselsproblemer som for eksempel depression. Når vi har kontakt med dem, er det som regel, fordi deres børn eller børnebørn, som selv har opsøgt hjælp hos os, gør os opmærksom på dem,” siger Elene Fleischer.

Hun tilføjer, at ældre kan have en stor berøringsangst over for selvmord.

”For mennesker født omkring Anden Verdenskrig kan der være en del skam forbundet med selvmord. Opfattelsen har typisk været, at det kan man alligevel ikke gøre noget ved, og derfor er der ingen grund til at tale om det. Derfor er det svært for mange at tale om selvmord,” siger Elene Fleischer.

Hun håber, at Nefos kan indgå endnu flere samarbejdsaftaler med kommunerne.

”Interessen er der, for selv magter de ikke opgaven. Hjemmehjælperne, som kommer hos de ældre, siger, at de hverken har tiden eller kompetencen til at tale med borgere, som mister et barn ved selvmord. Uanset alder er det noget af det allersværeste, man kan komme ud for.”