Ældreboliger på kristent grundlag er stærkt efterspurgte

Nye boliger på Diakonissestiftelsen i København har 1400 på venteliste

Den Danske Diakonissestiftelse på Peter Bangs Vej, der har uddannet sygeplejersker siden 1863, udbyder også lejeboliger for ældre baseret på et kristent fællesskab.
Den Danske Diakonissestiftelse på Peter Bangs Vej, der har uddannet sygeplejersker siden 1863, udbyder også lejeboliger for ældre baseret på et kristent fællesskab. .

Fællesskab og samvær med ligesindede står højt på ønskelisten hos mange seniorer. De er nået dertil, hvor hus og en større bolig ikke længere er så attraktivt, som det var engang. Til gengæld er fællesskab med ro og tid til fordybelse og samvær i høj kurs.

En læser har for nylig spurgt, om jeg ved mere om bofællesskaber baseret på et kristent grundlag. Læseren henviser til, at jeg for tre år siden skrev om samme emne. Men dengang løb jeg panden mod en mur.

Bofællesskaberne er blomstret op de senere år. Grundlaget kan være vidt forskelligt. De kan være baseret på alder, kun for seniorer eller blandede aldersgrupper. De kan være økologiske hele vejen igennem, de kan være med forpligtende fællesspisninger, man skal deltage i og så videre. Ældresagen har en liste med hundredevis af bofællesskaber. Men der er ingen baseret på et kristent folkekirkeligt værdisæt, så vidt jeg kunne finde ud af.

Så for nylig blev jeg gjort opmærksom på, at Diakonissestiftelsen på Frederiksberg i København allerede har lejeboliger for ældre baseret på et fællesskab med foredrag, musikeftermiddage, udflugter, gymnastik og gudstjenester. Stiftelsen er desuden i gang med omfattende nybyggeri, som de kommende år betyder opførelse af mere end 100 boliger for mennesker over 55 år, som kan klare sig selv og ikke har hjemmeboende børn.

De første boliger forventes at være klar til indflytning i løbet af 2017. Det er lejeboliger, hvor man lever selvstændigt, men samtidig forventes at deltage i et aktivt fællesskab. At flytte ind i en af Diakonissestiftelsens nye boliger er lig med samvær baseret på næstekærlighed og fællesskab. Det handler om ikke kun at nyde, men også at yde, siger projektchef Hanne Moe.

Ventelisten på 1400 til disse nye seniorboliger er et forbløffende stort antal og fortæller på sit eget tydelige sprog, at der er et udækket behov. Diakonissestiftelsen er i gang med en stor forandrings- og fornyelsesproces med udviklingsplan 2020, som den hedder. Planen skal skabe fysiske rammer, ”der gør det muligt at modernisere de eksisterende tilbud inden for uddannelse, sundhed, omsorg og pleje og at skabe nye tilbud, som matcher fremtidens behov”. Citat fra hjemmesiden.

Stiftelsen har en lang tradition for sygepleje og omsorg. Under koleraepidemierne i København i 1850'erne viste der sig et tydeligt behov for uddannelse og viden om hygiejne og sygdomsbekæmpelse. Den daværende prinsesse Louise, senere Dronning Louise gift med Christian IX, støttede i 1863 oprettelse af et diakonissehus, hvor der kunne uddannes sygeplejersker.

Ud over ældreboligerne er stedet i dag en broget mangfoldighed af et uddannelsescenter for 1400 studerende, hospice, børneinstitutioner, psykiatriske bofællesskaber og en række kirkelige og kulturelle aktiviteter. Det er arbejdsplads for 400 mennesker og 250 frivillige.

Al respekt for fremsynetheden til at se et behov i samfundet for denne type ældreboliger - og derefter at gøre noget ved det! Diakonissestiftelsen vil gerne indgå i partnerskab med andre, som vil være med til at udvikle noget tilsvarende. Forhåbentlig sidder der mennesker og institutioner rundt om i landet, der har lyst til at bruge erfaringerne fra Diakonissestiftelsen og bygge videre på dem. Henvendelserne fra Kristeligt Dagblads læsere viser med al tydelighed, at der er behov over hele landet.

Rundt omkring i Danmark findes en række klostre, hospitaler og stiftelser med en særlig historisk baggrund. Klostrene ligger centralt i nogle af vore gamle købstæder og kan dateres tilbage til 1200-tallet. De tilbyder boliger til selvhjulpne mennesker fra 50 år og opefter. Jeg skrev også lidt om disse klostre i klummen for tre år siden. Historisk har de en tæt tilknytning til folkekirken, og i forlængelse af Diakonissestiftelsens lange venteliste er det værd at bemærke, at da Duebrødre Kloster i Roskilde for nyligt indviede 31 nyistandsatte lejligheder i et tidligere plejehjem, Roskilde Domsogns plejehjem, var interessen også meget stor. Langt over 200 skrev sig på listen og ønskede en bolig i et forpligtende fællesskab.

Klummen fra den 23. oktober 2012 hed ”Bofællesskaber for seniorer på kristent grundlag efterlyses”. Her kommer endnu en efterlysning: Hvem vil indgå i partnerskab med Diakonissestiftelsen og være med til at udvikle noget tilsvarende? Behovet er helt klar til stede.