Byttebørs på nettet skal hjælpe ældre med at finde hinanden

En ydelsesbørs på nettet, hvor ældre kan udveksle tjenester, skal hjælpe de ældre med daglige gøremål og modvirke ensomhed. Projektet hedder Give&Take, og en af sparringspartnerne er Gåfællesskabet Domus Vista

Med Give&Take-platformen skal ældre kunne danne fællesskaber via internettet. Lone Malmborg er koordinator på projektet, og Anne-Marie Bunster er en af brugerne, der har givet feedback til Lone Malmborg og de andre udviklere.
Med Give&Take-platformen skal ældre kunne danne fællesskaber via internettet. Lone Malmborg er koordinator på projektet, og Anne-Marie Bunster er en af brugerne, der har givet feedback til Lone Malmborg og de andre udviklere. . Foto: Nikolai Linares.

Canned Heat-traveren ”On the road again” fra 1968 rider på radiobølgerne, og omkvædet ”But I ain't going down that long old lonesome road all by myself” flyder sammen med en ivrig snak og latter fra otte kvinder og en enkelt herre fra Gåfællesskabet Domus Vista, som alle tripper for at komme af sted.

Det er mandag formiddag, og vi befinder os i lobbyen på plejehjemmet Lotte på Frederiksberg i København. De ni ældre medlemmer af gåklubben er klar til at trodse vintervejrets ellers utvetydige indbydelse til forskansning indendøre og få nogle kilometer i benene. Via Give&Take-platformen har de aftalt dagens rute i forvejen ved hjælp af computere eller deres smartphones.

Gåfællesskabet Domus Vista, der i daglig tale blot kalder sig for Gåfællesskabet, er en forening for ældre, der vil holde sig i gang fysisk og socialt, og en gang om ugen mødes de for at vandre rundt på Frederiksberg.

I de seneste måneder har de arrangeret deres gåture på internettet i en lukket gruppe. Siden august 2015 har de nemlig været en del af udviklingsteamet på et projekt ved navn Give&Take, som er et samarbejde mellem Frederiksberg Kommune, Kunstakademiets Designskole og IT-Universitetet i København.

Gåfællesskabet har haft til opgave at give ris og ros til projektet, som er en byttebørs på internettet, hvor ældre kan udveksle tjenester med hinanden eller blot mødes over fælles interesser.

”Give&Take er inspireret af bytteøkonomi , men der er ikke penge involveret i fællesskaberne,” forklarer Lone Malmborg, som er videnskabelig koordinator på projektet.

”Tanken er, at man opretter sig som bruger og derefter selv opretter eller tilslutter sig en allerede eksisterende gruppe, der tager udgangspunkt i et naboskab eller en fælles interesse. I gruppen kan man give eller modtage hjælp med praktiske opgaver eller dele oplevelser. På den måde får ældre en mulighed for at dele viden eller interesser med hinanden via deres computer, tablet eller smartphone,” forklarer hun, inden vi begiver os i retning af den nærliggende Solbjerg Parkkirkegård, som er en del af dagens rute.

Et tykt, dvask og mørkegråt skydække har lagt sig hen over horisonten og truer med når som helst at sende kaskader af vand ned over selskabet. Men indtil videre bliver det ved truslen og spredte regndråber. En hård vind hvirvler blade fra de omkringstående træer på den i dag mennesketomme kirkegård rundt blandt de spadserende seniorer, som imidlertid ikke lader sig mærke af det uforsonlige vejr.

To kvinder fra gåklubben har allerede sat hovedgruppen af og er ikke længere i syne. De blev utålmodige, da gruppen begav sig af sted, og allerede i første lyskryds havde de fået nok af at vente.

”Mange ældre har stadig oceaner af gejst og energi, den dag, de går på pension. Vi tilbringer et halvt liv på arbejdsmarkedet, og selvom der med ét ikke længere er formelt brug for de kompetencer, vi besidder, bliver de jo ikke glemt. Samtidig har arbejdsmarkedet stor betydning for vores sociale liv, for vi danner ofte nære bekendtskaber og venskaber med vores kolleger. Så der kan naturligt nok opstå et tomrum, når den del af vores liv forsvinder,” siger Lone Malmborg.

Medlemmer af Gåfællesskabet Domus Vista afprøver en app til ældre, hvor de kan udveksle tjenester med hinanden.
Medlemmer af Gåfællesskabet Domus Vista afprøver en app til ældre, hvor de kan udveksle tjenester med hinanden. Foto: Nikolai Linares

Bente Olsen istemmer. Hun er et af gåklubbens faste medlemmer og misser sjældent en tur. Det er mange år siden, hun gik på pension, og i dag er etårsdagen for hendes mands død. Gåturene og samværet med de andre hjælper mod ensomheden, der af og til trænger sig på. Mens vi slentrer videre og danner bagtrop, taler Lone Malmborg og Bente Olsen om rutinerne i et ægteskab, og hvordan man kan befinde sig på bar bund, når man pludselig selv skal tage sig af noget, ens ægtefælle plejede at gøre.

”Det er måske lidt af en stereotyp, men du var måske bedre til madlavning og din mand bedre med en boremaskine,” forklarer Lone Malmborg, og Bente Olsen svarer: ”Næh, det passer såmænd meget godt.”

Ifølge Give&Take føler flere end 210.000 danskere sig ensomme, og en undersøgelse, foretaget for Mary Fonden, viser, at ældre over 85 år er blandt de mest ensomme i befolkningen. Tidligere har Fagbladet 3F dokumenteret en sammenhæng mellem følelsen af ensomhed og manglende tilknytning til arbejdsmarkedet.

”Vi ved, at ens mentale velbefindende påvirker helbredet. Risikoen for at blive syg, også alvorligt syg, stiger simpelthen, hvis man er inaktiv eller befinder sig i en tilstand af vedvarende tristesse,” forklarer Lone Malmborg.

Ambitionen er, at projektet skal kunne afhjælpe begge dele. Ved at bytte tjenester får brugere af tjenesten ikke blot mulighed for at hjælpe hinanden med de praktiske gøremål, men også lejlighed til at komme hinanden ved.

Er Give&Take så blot en spareøvelse under parolen, at ældre skal varetage deres egen sundhed, så det offentlige kan blive fri?

Det mener Lone Malmborg ikke: ”Frederiksberg Kommune har været en central partner i udviklingen af Give&Take, men de har hele tiden understreget, at det skal ses som et supplement til og ikke en erstatning for kommunens engagement i ældres sundhed og trivsel. Og vi håber selvfølgelig, at andre kommuner på længere sigt vil tilslutte sig og bruge Give&Take som supplement til eksisterende tiltag.”

Tilbage på Plejehjemmet Lotte har gruppen slået sig ned om et langbord, og mens de varmer sig ved en kop kaffe, er 69-årige Anne-Marie Bunster ved hjælp af en iPad i fuld gang med at demonstrere, hvordan programmet fungerer. Hun er netop blevet opereret for slidgigt, hvorfor venstre håndled er i gips. Det volder motoriske problemer, men efter mindre startvanskeligheder lykkes det hende at logge sig ind og forfatte en besked til gruppens medlemmer, hvor hun siger tak for i dag. Rie, som hun foretrækker at blive kaldt, er efter eget udsagn ikke computervant, men hun er ved at finde sig til rette med Give&Take.

”Jeg synes faktisk, den er ret nem at betjene. Men det kræver, at jeg hele tiden holder det ved lige. Hvis der går nogle dage, uden at jeg bruger programmet, så glemmer jeg, hvordan det er, man skal gøre,” forklarer Rie Bunster, som både bruger gruppen til at arrangere gåture og sende beskeder om løst og fast.

Hun bruger ikke selv gruppen til at få hjælp med praktiske gøremål, men det er der en naturlig forklaring på.

”Jeg kunne ikke finde på at bede om hjælp til for eksempel at skrue en pære i, for det har jeg min mand til! Men idéen er god, og jeg tror sagtens, andre kan bruge det, hvis det kommer godt i gang, og folk får tillid til det,” siger hun, mens hun viser billeder af sit barnebarn på skærmen.