Jeg har en god bekendt, hvis mand bor på et plejehjem i København. Og jeg er bedrøvet over at høre, hvor lidt pleje og venlighed for slet ikke at tale om omsorg, han får. Og hvor afvisende personalet er over for de pårørende.
Det er jo ikke en ny historie, at der er stor forskel på plejehjem i Danmark, og vi ved vist allesammen, at nogle fungerer fortræffeligt og andre ikke særlig godt.
Men jeg har været berørt over at høre om et uheldigt forløb med flere korte hospitalsindlæggelser på grund af små-infektioner, væskemangel og liggesår, og tænker derfor, hvordan forbereder man sig, når ens nærmeste skal flytte til et plejehjem? Hvad gør man som pårørende i forhold til plejehjemmet, og hvordan sikrer man bedst, at det nye livsafsnit, der skal til at begynde, får et forløb så godt som overhovedet muligt, og at der fra begyndelsen er skabt et tillidsforhold?
Tidligere plejehjemsleder og nuværende hospicesygeplejerske Lis Herand har en stor erfaring fra mange års arbejde i plejesektoren, og hun understreger hvor vigtigt det er at forventningsafstemme, sådan at man som pårørende får den bedst mulige dialog med plejehjemmet. Hvad forventer jeg, og hvad kan I tilbyde? Hvad kan jeg regne med, og hvad kan jeg selv bidrage med? En flytning til plejehjem sker ofte i en tid, hvor følelserne er i oprør.
Mange plejehjem tilbyder netop indflytningsaftaler, så man fra starten kan praktisere forventningsafstemningen. Dialogen er vigtig, og det er især vigtigt, at man som pårørende forbereder sig på samtalen og skriver ned, hvad man forestiller sig, og hvad der er afgørende for én i den nye situation.
Lis Herand siger, det er en god idé at spørge, hvilke kerneydelser det pågældende plejehjem kan tilbyde. Hvordan er den personlige pleje, hvordan med maden, rengøringen, vask af tøj, som er fire af de basale ting, der udgør en hverdag, og hvordan så med sociale tilbud og kørsler ud af huset eksempelvis.
Det er også en meget god idé at spørge til, hvordan den faglige kvalitet er i forhold til opfølgningen på sygdomme og medicinering, samt opfølgning på områder på huden, der er truet af liggesår. Er der trykaflastende madrasser, og hvordan med hjælpemidler som kørestol, gangstativ, spiseredskaber, bleer og toiletbesøg?
Hvis man begynder samarbejdet om den pårørende med en bred samtale om de emner, der er centrale for én, er der gode chancer for, at man undgår større konflikter.
Plejehjemmets personale vil ofte også gerne over for de pårørende gøre klart, hvilke områder de gerne vil have støtte til af de pårørende. Det drejer sig typisk om lægebesøg, tøjindkøb, tandlæge, følge til hospital og økonomi. Er det noget, man som pårørende gerne vil stå for?
Tidligere leder af ÆldreForums sekretariat cand.jur. Lotte Philipson har besøgt utallige plejehjem overalt i Danmark, og hun siger, at hvis der er skabt et tillidsforhold, er det lettere at komme med justeringer hen ad vejen i takt med, at beboerens situation eventuelt ændres.
Og hun tilføjer: ”I sidste ende er det jo ledelsen på de enkelte plejehjem, der sætter standarden for, hvordan man samarbejder. Hvis plejehjemmet ikke har taget initiativ til den nødvendige dialog, må de pårørende forsøge at få dialogen i gang. Det er et følsomt område.”
Lis Herand har gennem årene talt med utallige pårørende og beboere, og hun siger:
”Hvis det var mig, der var pårørende til en beboer, ville jeg forvente at høre om ændringer i tilstanden inden for et døgn og med mulighed for, at der er udarbejdet en handleplan. Jeg vil også forvente, at der i forhold til sygdom og sundhedsproblemer er en sygeplejerske med ind over handleplanen. Og jeg vil forvente at blive mødt med forståelse og med faglige og sociale tiltag, hvis der er opstået problemer. Jeg forventer også at kunne inddrage ledelsen, hvis jeg er usikker på tiltag.”
Det kan være en stor glæde og tilfredsstillelse for flere generationer, hvis familiens ældste finder sig godt til rette på et plejehjem, føler tryghed, nyder regelmæssigheden og får en positiv rytme. Sådan er det jo desværre ikke altid. Men med grundigt afstemte forventninger er man nået langt. Det er en god idé, at samtalen skrives ned og findes i dokumentationspapirerne, og at de pårørende får en udskrift af samtalens indhold. Så undgår man misforståelser. Og så ved begge parter, hvordan forholdet er.
Vedrørende min bekendtes mand var det en kompetent sygeplejerske på hospitalet, der tog affære og indkaldte til møde med alle parter. Det var et stærkt initiativ, og nødvendigt i den pågældende situation. Nogle gange kan eksterne instanser – som her hospitalet – løse en konflikt. Men allerbedst er det jo, hvis den gode dialog sikrer et forløb, både beboer og pårørende trives med.