Rummet er ikke særlig stort, men der er utallige ting at gå på opdagelse i. På hver side er reoler fra gulv til loft spækket med bøger og plakater og små æsker med materialer. ”Klovne” står der på én æske. ”Biler”, ”Kvaster”, ”Kapsler”, ”Mini-dukker” står der på andre. Og så er der bøgerne. De fleste handler om fransk, fransk historie, franske gloser, italiensk, italiensk historie, italienske gloser. Paris og Rom. Mapper med undervisningsmateriale.
Margrethe Brems har boet flere år i Paris og Rom og var i mange år fransk-, italiensk- og latinlærer på Espergærde Gymnasium i Nordsjælland. Men da en reform ændrede omstændighederne for hendes undervisning, sagde hun op. Siden 2007 har hun således haft arbejdsplads i hjemmet i København, en gammel herskabslejlighed lige bag Nyhavn, som hun deler med sin mand, billedhuggeren Poul Isbak. Her laver hun kunstfærdige og idérige halskæder under navnet Donna Unica. Navnet betyder ”unik kvinde” på italiensk og hentyder til, at der kun findes én af hver halskæde.
Når Margrethe Brems sidder og laver sine smykker ved det lille skrivebord mellem sine franske og italienske bøger, sidder hun på en måde i sin livshistorie. Ud fra hver reol hænger et flag; et italiensk og et fransk. Og det var da også i sit liv som gymnasielærer, at idéen med at lave halskæder dukkede op.
”Jeg har altid været til farver, men på gymnasiet gik jeg altid kun i sort, og det var der en bestemt grund til. Jeg ville ikke have, at min person skulle distrahere undervisningen. Men det blev kedeligt med årene, så jeg fandt på at have nogle sjove smykker på. Det begyndte med temasmykker: Hvis vi læste eventyr, havde jeg en kæde på med eventyrfigurer, Pinocchio i træ, for eksempel. Hvis vi skulle indstudere talord, havde jeg en kæde på med tal eller dominobrikker om håndleddet. Efterhånden blev det så mere og mere,” siger hun.
Nogle af Margrethe Brems’ smykker er udstillet på væggene i den lange gang i lejligheden, side om side med fotografier af halskæderne på modeller, hvoraf nogle er tidligere elever fra tiden på gymnasiet. Alle halskæder har et finurligt navn og en sjov inspiration, og hun bruger sin fortid som lærer og sin interesse for litteratur og for det romanske i smykkerne. Som halskæden med ”Den lille prins”, der hedder ”Det væsentlige er usynligt for øjnene”. Idéerne kommer spontant og kan dukke op ved at se et materiale eller nogle farver.
Et af hendes yndlingssmykker er halskæden ”De Sardiske Vande”. Det er lavet af papir i blå og grøn, der er foldet, så det nærmest vrider sig, når kroppen bevæger sig under det.
”Hvert år er Poul og jeg en måned på Sardinien i juli. Vandet er så blåt og grønt, det er helt fantastisk. Når jeg så er kommet hjem med flyet og står og venter på bagagen i Københavns Lufthavn, har jeg tit været meget fascineret af båndet, der kører lige og så drejer lige pludseligt. Hvordan er det lavet, så det både kan køre lige og dreje? Jeg har tit stået og undersøgt det, så folk troede, at jeg var tosset. Men det har inspireret mig til det smykke, for papiret er foldet, så det kan sno sig som bagagebåndet,” siger hun.
Med sit store, sorte hår, sin store latter og sine stærke farver – en gul striktrøje og den stærkt grønne ”De Sardiske Vande” – er Margrethe Brems ikke en kvinde, der går i ét med tapetet. Og sådan er hendes kunder heller ikke.
”De kvinder, der har købt indtil nu, er ofte kvinder, der i forvejen har en masse guld og sølv og diamanter, og som synes, det er sjovt at have noget anderledes på og noget, andre ikke har. Jeg har det selv sådan, at jeg ikke har lyst til at møde op til en fest, og så er der fire andre kvinder med det samme på.” Hun har ofte svært ved at skille sig af med halskæderne, da hun bruger op til flere uger på en enkelt. Det er sket, at hun flere gange nær er løbet efter en kunde på vej ned ad trapperne for at sige, at hun har fortrudt, at hun har solgt et smykke.
”Men så siger Poul: ’Altså hvad vil du? Vil du sælge eller ej?’. Og det kan jeg godt se. Men jeg lægger virkelig noget tid i hvert enkelt smykke, og så kommer det til at betyde noget for mig,” siger hun.
Hun ser kreativiteten som det største aktiv ved sit liv efter gymnasiet.
”Man går ind i en anden verden og lukker alt andet ude. Man bliver så optaget af, hvordan man skal lave dét smykke, eller hvordan man skal sno noget, så det bliver helt rigtigt, så man bruger faktisk sit hoved. Nogle gange kan jeg spise en halv æske chokolade, fordi jeg bruger så meget energi. Der er mange, som ikke kan udnytte den fantastiske tid, det er at være senior. Man får en frihed til at lave nogle ting, man ikke kunne før. Men mange har travlt med at brokke sig over skavanker i stedet for at være taknemmelige over det, der er,” siger hun.
”Det er så vigtigt at have glæden i sit liv og være sig bevidst om den. Og hvis man ikke har glæden naturligt, må man narre naturen lidt. Så må man sætte sig ned og skrive, hvad der gør en glad. Man skal ikke tænke på det med, at man skal dø. Et godt ord siger, at enhver dag har nok i sin plage, og for mig ligger der det i det, at det ikke er meningen, at vi skal leve i fremtiden. Lev i nuet, og lad være med at bruge tid på at fortryde ting, du alligevel ikke kan lave om,” siger hun.
På samme måde siger hun heller ikke sin alder. For hende er det en begrænsning, en måde at putte mennesker i båse.
”Da jeg var 20, sagde min far, at jeg måtte se at blive voksen. Da jeg var 30, sagde han det samme. Men jeg har ikke haft nogen alder, siden jeg blev 30, for det er hele vejen igennem en begrænsning. Jeg vil ikke sættes i bås. For mig er der ikke konkrete aldre, det hele flyder ud i ét. For jeg synes, det er forventninger; folk forventer, at du opfører dig på en bestemt måde efter din alder, og hvis der er noget, jeg hader, er det forventninger. Det gør bare, at man bliver bange og usikker og utryg, og det gider jeg ikke spilde tid på,” siger hun.
Hun sætter benene op på bordet i sit arbejdsværelse. Lyset spiller i det viltre sorte hår, og hun læner hovedet tilbage og kigger ud i den grå aprilhimmel.
Selvom hun er glad for at kunne hellige sin tid til smykkerne og have friheden til at gøre, som hun vil, var det en sorg at sige op på gymnasiet. Margrethe Brems ville gerne have fortsat 10 år mere med det gamle system. Hun var aldrig lærer for pengenes skyld, men for eleverne og glæden ved at kunne lære fra sig. Derfor slog det også så hårdt, da en reform med hyppig kontrol og opskrivning af timer og kroner og øre ved hver enkelt overarbejdstime for Margrethe Brems trak passionen ud af undervisningen.
”Hvis der var noget, jeg syntes var spændende at lave for eleverne, var jeg ligeglad med, om jeg fik timer for det eller ej. Men så blev jeg lidt en skruebrækker, syntes mine kolleger, og de var efter mig med, at jeg skulle skrive op, når jeg havde eleverne hjemme til italiensk-aften. Jeg kunne ikke holde ud, at det hele skulle være så kontrolleret, for så gik gejsten lidt af det hele,” siger hun.
Da hun sagde op, havde hun lavet en halskæde til lejligheden. ”Au revoir” hed den. Den er lavet af små cirkler farvet papir fra skolens kopimaskine. Den minder hende om den farverige tid som gymnasielærer, og samtidig markerer den overgangen til noget nyt. Nu kunne hun lave Donna Unica på fuld tid.
Tidligere kunne hun godt være bange for at vise sine smykker frem.
”Al kunstnerisk arbejde er noget meget personligt, og man er sårbar, når man viser det frem. For hvis det bliver modtaget negativt, føler man, at det er et personligt nederlag. Men det er jeg kommet over, for folk må tage det eller lade være. Jeg laver det, jeg har lyst til, og kan selv stå inde for det, og hvis nogen ikke synes om det, er det fint. Livet er for kort til at bekymre sig om dét.”
