Prøv avisen

Alder er et tal, men at blive gammel er så meget mere

Den 61-årige professor Suresh Rattan er født og opvokset i Indien, men har boet i Danmark i over 30 år. – Foto: Bent Nielsen/Polfoto

Aldersprofessor Suresh Rattan fra Aarhus Universitet har sat det evige liv og evig ungdom på formel. Selvom der i ligningen er meget, mennesket er eller kan blive herre over, er der fortsat den store ubekendte – tilfældigheden

Da Suresh Rattan som barn voksede op i en religiøs sikhisk familie i Indien, var det med indiske myter som godnathistorier.

En af myterne handlede om ”amrit”: Vand, som guderne blev udødelige af at drikke. Guderne ville ikke dele det udødelige vand med djævlene, som derfor løb efter dem ind i himlen for at få fat i vandet. I myten forlyder det, at nogle få dråber, midt i tumulten, faldt ned fire steder i Indien. Siden er stederne blevet til hellige damme, der siges at have helbredende kræfter, og Suresh Rattan voksede op med fortællingen om, at han blev født kun 100 meter fra en af dammene – i byen Amritsar i Nordindien, hvor sikhernes hellige sted, Det Gyldne Tempel, i dag ligger.

Professoren selv bor ikke længere i Indien, men i Aarhus i Danmark. Og templet, der var centrum for hans barndom, er skiftet ud med Aarhus Universitet, der siden 1984 har været centrum for hans forskningskarriere. Han har netop udgivet bogen ”Alder”, der er Aarhus Universitetforlags nyeste udgivelse i serien ”Tænkepauser”.

Mytens fascination af spørgsmålet om liv og død, og det, der ligger imellem – nemlig aldring – har fulgt ham. Og det er ikke kun i Indien, eller kun af Suresh Rattan, at det emne har fået opmærksomhed gennem tiden.

”Mennesket har altid været fascineret af alder og aldring. Mennesket er, så vidt det vides, det eneste levende væsen, der er klar over, at det en dag skal dø, men vi ved ikke, hvornår vi skal dø. Det gør spørgsmål om aldring og muligheden for at undgå døden til en universel fascination,” siger professoren.

I forskellige religioner og verdensdele findes der derfor også adskillige fortællinger, som centrerer sig omkring mennesker, der er blevet gamle, det evige liv og opdagelsen af en kilde til ungdom.

”Men det er bare fortællinger og myter,” tilføjer Suresh Rattan, der tror mere på videnskab end religion.

Derfor er han også selv gået mere videnskabeligt til spørgsmålet og har udarbejdet en formel for evigt liv. E=GMC² lyder formlen.

E står for ønsket om evigt liv, og det afhænger tre ting: G for perfekte gener, der engang i fremtiden teknologisk vil blive mulige at skabe.

M står for miljø. Både det miljø, som generne udfolder sig i i menneskets celler, væv, organer og rundt om, men også det miljø, der udgøres af omgivelser, familie, venner, kolleger, solen og resten af universet, som også gør det meget svært at kontrollere miljøet.

I Suresh Rattans ligning står C’et for chance eller tilfældighed, som dækker over uforudsigelige hændelser, der opstår. Konklusionen på ligningen er, at selvom det i fremtiden skulle lykkes os at sikre perfekte gener og et perfekt miljø, vil C’ets betydning i Suresh Rattans formel forhindre mennesket i at opnå evigt liv og evig ungdom. Men det er der heller ikke grund til at forsøge at opnå, mener forskeren, der selv er 61 år. For der er også gode ting ved at blive ældre – og sågar også ved at være gammel.

Egentlig er det kontrastfyldt, at der i historien er adskillige eksempler på folk, der ligesom Suresh Rattan har forsøgt at finde vejen til et langt, og sågar et evigt liv, men samtidig har forsøgt at undgå et blive gammel.

For at blive gammel er fra naturens side et trin på vejen til et langt liv. Det er ganske simpelt: Jo længere dit liv er, des længere tid er du gammel. Men i samfundet har det at være gammel fået en negativ klang og associeres med meget andet end bare det at have en høj alder, mener aldersforskeren.

”I de moderne tider viser forskningen, at alle gerne vil leve længe. Vi bruger ressourcer på at udvikle medicin med det formål at holde mennesker i live i længere tid, men samtidig er der ikke nogen, der har lyst til at blive gammel i forhold til at se gammel ud, at gå som en gammel, opføre sig som en gammel person og blive behandlet som en gammel person.”

”Vi som mennesker er simpelthen bange for at være gamle, og årsagen til den frygt ligger i samfundet. I gamle dage var det meget mere acceptabelt at være gammel, og de gamle blev beundret og set som mennesker med stor magt og stor visdom. Men dengang var der også mange færre mennesker, der blev gamle. I dag kan 90 procent leve længere end 80 år, og det har ændret den måde, man taler om gamle mennesker på. I Danmark er der ordet ’ældrebyrden’, der dukker op igen og igen, som hentyder til, at ældre er en byrde. Men det er set udelukkende fra et økonomisk perspektiv, og ældre mennesker har også mange ressourcer,” siger Suresh Rattan.

Den fremstilling kan også have indflydelse på mange ældres selvbillede. Undersøgelser fra plejehjem har vist, at mange af beboerne ikke selv mener, at de er gamle, selvom de opfatter de andre beboere som gamle.

”Gamle mennesker vil simpelthen ikke kalde sig selv gamle, fordi det betyder, at de er ubrugelige og er en byrde. Ældrebyrden er sådan et forfærdeligt ord,” siger professoren.

Selvom cpr-nummeret forsikrer, at de fleste har styr på deres alder, føler mange ældre sig i sindet ikke meget ældre end 45 år, og det er måske slet ikke så underligt, siger Suresh Rattan. Mens kroppen for alvor begynder at ældes omkring 45-årsalderen, hvorfra det fysisk går ned ad bakke, forholder det sig anderledes med hjernen.

”Evolution har fået vores krop til at starte med at ældes, når vi er 45 eller 50 år, fordi det er den længde tid, et menneske behøver for at opfylde det, der ud fra et videnskabeligt synspunkt er meningen med livet: nemlig at reproducere os selv og tage os af vores børn, så arten ikke uddør. Til sammenligning har en bananflue kun omkring 10 dage til det samme, før den dør. Mennesker har så tilføjet musik og kultur til livet, som bananfluen nok ikke har.”

”Men det betyder, at vores krop er skabt til langsomt at nedbryde sig selv, når vi er nået den alder, men vores hjerner og vores sind er ikke skabt til at tænke, at vi er mere end 45 eller 50 år, fordi det var der ingen, der blev før i tiden. Og det betyder også, at mange har svært ved at se sig som ældre,” siger han.

I forhold til den unge hjerne bliver den gamle hjerne dårlig til nogle ting, men der er rent faktisk også ting, som den gamle hjerne er bedre til, og det bør anerkendes, mener aldersforskeren.

”Ældre har andre ressourcer, som samfundet bare skal lære at udnytte. Hjernen er ikke hurtig til at opdage nye informationer, men den er hurtigere til at se mønstre og bearbejde den nye information i forhold til tidligere information og erfaring. Og det er sådan, at information bliver til visdom. Når et menneske bliver gammelt, er der også mulighed for, at det bliver et bedre menneske, hvis samfundet giver det chancen, fordi ældre er bedre til at vise empati og virke troværdige. Men samfundet er i stedet indrettet til, at ældre mennesker enten skal være usynlige eller konkurrere med yngre mennesker.”

Selv kan han også føle sig som en 45-årig i hjernen og sindet, men samfundets respons på hans person minder ham om, at han er ældre. Og han er glad for at være ældre, for at blive ældre betyder også, at der er mulighed for at blive klogere.

”Jeg frygter ikke alder. Jeg ser frem til at blive ældre og ældre, fordi jeg stadig lærer. Hver gang, jeg taler med en studerende eller med en journalist, er det noget, der holder mig kørende, og jeg bliver klogere undervejs. Det håber jeg, at andre også opdager,” siger han.