Prøv avisen
Seniorklummen

Allehelgen er en smuk højtid til at mindes sine kære

Martin Luther er min ”favorithelgen”, men jeg har flere mennesker fra min egen livshistorie, som også er blandt mine favorithelgener

I søndags - den 1. november - var det allehelgensdag. Denne dag er en af de store højtidsdage i kirkeåret. Og falder søndagen ikke på den første dag i november, er dagen den første søndag i november. Men i år var der sammenfald mellem datoen den 1. november og søndagen.

Historisk er der flere aspekter i fejringen af denne helligdag. I den katolske kirke samles opmærksomheden om de helgenkårede op gennem kirkens tusindårige historie i taknemmelighed for, hvad de har betydet som særligt udvalgte vidner om den kristne tros virkelighedskraft. De tilbedes ikke (?), men de lovprises og påkaldes i bøn til Gud. Jeg er ikke i tvivl om, at de helgenkårede således har haft en gennemgribende betydning i det folkelige fromhedsliv. Det er ikke tilfældigt, at den nuværende pave har valgt navnet Frans efter den hellige Frans af Assisi. Så vidt jeg ved, er det kun sket én gang tidligere. Det kan man så tænke lidt over.

Paven har derved sat en ny dagsorden for den katolske kirke efter de seneste års skandalesager. I den nuværende situation i verden er det ikke de lærde teologiske diskussioner, som den fratrådte pave Benedikt XVI, tidligere kardinal Ratzinger, repræsenterede, men derimod den livsnære, nødvendige etiske og diakonale indsats til hjælp for hærskarerne af flygtninge og fattige.

Et besøg i Rom i påsken i år overbeviste mig om, at det er lykkedes at flytte fokus. Paven er blevet et håbets ikon. Han står garanteret til en helgenkåring, når den tid kommer.

Det kan jeg kun glæde mig over, for jeg betragter ham som et sandt og troværdigt forbillede. Men heller ikke mere.

Som evangelisk-luthersk teolog og præst betragter jeg alle mennesker aldeles uden nogen undtagelse som insolvente skyldnere, der ikke har andet at håbe på og holde sig til end det frisættende budskab om syndernes forladelse for Jesu Kristi skyld. Luther himself ville være den første til at sige ja og amen hertil. Ikke mindst for sit eget vedkommende. Hvor umoderne det end kan lyde i disse ugudelige tider. Derfor betragter jeg Martin Luther som min ”favorithelgen”.

Jeg har lånt udtrykket fra professor i kirkehistorie, dr.theol. Kurt E. Larsen, som på hjemmesiden kristendom.dk skriver, at han vil mindes Martin Luther på allehelgensdag: ”Som min 'favorithelgen' vælger jeg netop ham, der lærte os at se hen til 'Kristus alene' og 'Skriften alene'.” Og han skriver videre: ”Luther ville lede mennesker til Bibelen. Og så kommer det med helgener ind i sit rette perspektiv: Noget helt andet end at dyrke helgener er det at mindes dem og have dem som forbilleder.”

Jeg har flere ”favorithelgener” - mennesker fra min livshistorie, som har formidlet lysglimt fra Paradisets kyst. Min mor og far, som gav mig og mine søskende et godt hjem, hvor dagligt brød og kristentro fulgtes ad som i lige grad nødvendige. Og de mange gode navne, som jeg husker, de døde som de levende. Hver har sine at erindre i sit hjerte over for Gud. ”Den kærlighedens gerning at erindre en afdød” som Søren Kierkegaard siger.

Det gælder ikke blot omkring allehelgen. Men denne højtid er en smuk anledning til at besinde sig på de mennesker, som har beriget ens tilværelse. Derfor er det en livsalig skik mange steder, at ved gudstjenesten allehelgensdag nævnes navnene på alle fra sognet, som er afgået ved døden siden sidste allehelgen.

Fra mine første år som sognepræst i Nordby på Fanø husker jeg det med bevægende sitren i sindet. Det var, og det er en stærk oplevelse.

Det erfarede jeg især det år, hvor min elskede ægtefælles navn blev nævnt i Budolfi Kirke blandt de døde, som nu lever for Gud:

Helgen her og helgen hisset

er i samme menighed,

derom haver os forvisset

han, som alle dybder ved.

Sammen bor vi i Guds-haven,

skilt kun ved det lille bælt;

til at flyve over graven

vinge låner os vor helt.

Der er måske langt fra Grundtvigs poetiske virkelighedsbilleder til vore småtskårne tanker og fattige forestilinger. Men netop derfor.