Prøv avisen

Antropolog: Mange kan ikke genkende sig selv i fortællingen om ”den aktive ældre”

Foto: Tegning af Rasmus Juul

Det forventes i dag, at ældre mennesker er både fysisk og socialt aktive, men de færreste kan leve op til glansbilledet, mener antropolog Henrik Hvenegaard Mikkelsen

De er solbrændte, veltrænede og belæste. De rejser flere gange om året, dyrker fitness og går på aftenskole.

Ældre mennesker skal være både fysisk og socialt aktive, hvis de skal leve op til samfundets forventning om, hvad det vil sige at ældes med ynde.

Men ikke alle ældre kan genkende sig selv i den fortælling, mener antropolog Henrik Hvenegaard Mikkelsen fra center for sund aldring ved Københavns Universitet.

”De ældre får lovning på en historie, som er de færreste forundt. I medierne er det ofte ildsjæle med en særlig drivkraft, der portrætteres, men for de fleste er virkeligheden en helt anden. De oplever fysiske tilbageskridt, mange bliver ensomme, og det føles skamfuldt ikke at kunne leve op til glansbilledet.”

I disse år forlader den store ”baby-boom”-generation (født i 1946-1964) arbejdsmarkedet, hvilket medfører enorme demografiske og økonomiske udfordringer for de fleste lande. Derfor er aldring gået fra at være et personligt anliggende til at blive et anliggende for samfundet.

Landenes strategier for at minimere belastningen på sundhedssystemerne og sikre såkaldt ”succesfuld aldring” varierer meget, fortæller Henrik Hvenegaard Mikkelsen.

I Indien fokuseres der eksempelvis på familiens forpligtelse til at tage sig af deres aldrende forældre, i USA handler det om – særligt gennem fokus på fitness – at gøre de ældre uafhængige af staten, og i Danmark har vi placeret os et sted mellem de to yderpunkter.

”Her i landet handler det om at bekæmpe ensomhed, der opfattes som en kernetrussel mod vores velbefindende, fordi tabet af kontakt med slægtninge og venner ses som et personligt nederlag. Der tales om, at ensomhed er lige så farligt som at ryge 15 cigaretter om dagen, og kommunerne forsøger sig med det ene kreative tiltag efter det andet for at komme ensomhed blandt ældre til livs. Eneboeren er blevet billedet på alt det, man i alderdommen skal undgå. For hvis man ikke udfolder sig socialt, så anses man næsten for at være selvdestruktiv.”

Henrik Hvenegaard Mikkelsen fastslår, at det bestemt ikke er en opfordring til, at ældre bliver liggende alene på sofaen. Hans pointe er blot, at den overdrevne fokus på at bekæmpe ensomhed kan have konsekvenser for mange ældre.

”Det bliver farligt, når et fysisk og socialt liv bliver et moralsk krav. Det får ældre til at føle sig som fiaskoer, hvis de ikke kan leve op til succeskriteriet. Det interessante er, at konsekvenserne ikke begrænser sig til særlige grupper af ældre, men rammer over hele linjen. Det er både de ældre mænd, som føler sig fremmedgjorte over for kommunens mange tilbud, men også kvinderne fra den gode del af middelklassen, som bliver stressede af at løbe rundt fra aktivitet til aktivitet.”

Fortællingen om den ”aktive ældre” opretholdes ikke kun af medierne og de mange kommunale tiltag, forsikrer Henrik Hvenegaard Mikkelsen. For et par år siden lavede han et projekt i et oldekolle (seniorbofællesskab) i Midtjylland, og her oplevede han, at de ældre også lagde et betydeligt pres på hinanden.

”Fortællingerne om de aktive ældre fyldte meget, og jeg husker tydeligt, hvordan de blev ved med at fortælle om en kvinde, der hele tiden foretog sig et eller andet, på trods af at hun havde gigt i knæet. De spejlede sig konstant i hinanden.”

Når ældre i dag risikerer at blive stresset af forventningerne til dem, skyldes det ifølge Henrik Hvenegaard Mikkelsen, at det igen og igen fortælles, at de ældres sundhed og velvære er deres eget ansvar.

”De ældre bliver fortalt, at man har stor indflydelse på sin egen sundhed. De skal så selv finde ud af, om det skal være varmtvandsgymnastik eller nogle særlige kostråd, som skal være deres frelse. Virkeligheden er bare, at store dele af vores velvære og sundhed har vi slet ikke kontrol over. Men det bliver pludselig svært at brokke sig over, at man har det dårligt, hvis det er ens eget ansvar, og man betragtes nærmest som social usolidarisk, hvis man er en udgift for samfundet.”

En moralsk pligt til at være fysisk og socialt aktiv på sine ældre dage har ikke altid været virkeligheden for samfundets ældste, fortæller Henrik Hvenegaard Mikkelsen.

Før i tiden blev aldring forbundet med åndelig indsigt og afklarethed.

Men i takt med at livskvalitet i højere og højere grad knytter sig til det at være produktiv, bliver aldring i stedet opfattet som noget problematisk. Hvis man vil gøre op med den opfattelse af alderdommen, kan man eksempelvis kigge mod Filippinerne, mener Henrik Hvenegaard Mikkelsen, der har foretaget antropologiske studier i landet.

”I Filippinerne handler en god alderdom ikke så meget om selv at være aktiv, men om at kunne vise andre at man er i stand til aktivere sit netværk. Det er forbundet med stor stolthed, hvis ens familie og venner hjælper dig i dagligdagen, fordi det viser, at du gennem livet har været hjælpsom, produktiv og kærlig, og derfor nu høster frugten. De ældre bliver altså ikke udgrænset af samfundet, som de gør i Danmark, hvor ældres velbefindende bliver varetaget af staten,” siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen, der tror, at denne måde at indrette samfundet på kan være med til at gøre det lettere for et samfund at acceptere fysiske, psykiske og sociale tilbageskridt – og ikke mindst døden:

”En af styrkerne ved de samfund er, at de fysiske tilbageskridt og døden er tæt inde på livet, fordi der er meget kontakt mellem de forskellige generationer. Det er ikke tilfældet i Danmark, og det gør det sværere for os at håndtere og tale om døden.”

Henrik Hvenegaard Mikkelsens kritik af synet på aldring i Danmark skal ikke forstås på den måde, at alt er godt, hvis de ældre blot læner sig tilbage og slapper af.

”Jeg opfordrer ikke til en liberal laissez-faire-ideologi. Jeg er tilhænger af, at ældre bryder tabuer om alderdommen ved at være både fysisk, socialt og seksuelt aktive. Men det skal være muligt at diskutere, om ensomhed først og fremmest er statens ansvar. Ved at tale om ensomhed som et problem, som staten skal hjælpe os med at bekæmpe, bliver det sværere for os at adressere ensomhed som et eksistentielt vilkår, der ikke nødvendigvis skal gøres noget ved,” siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen.

”Det er en provokerende tanke, og det er det egentlig også for mig.”

Henrik Hvenegaard Mikkelsen. – Foto: Jakob Dall