Arv og gæld rummer hele tilværelsen

Nogen gæld har jeg ikke økonomisk set. Til gengæld vokser min taknemmelighedsgæld dag for dag

Søren Lodberg Hvas.
Søren Lodberg Hvas. Foto: Leif Tuxen.

Overskriften er kort. De to navneord rummer hele tilværelsen – i tilbageblik, i nutid og i fremtid. Kort sagt: arv og gæld.

Jeg er så privilegeret, at jeg ikke har gæld. Jeg har en lille opsparing og en god pension. Jeg har ikke arvet en formue, så det må jo tilskrives min egen fortjeneste, at jeg ikke har gæld. Min sjæl, hvad vil du mer’?

Og dog! Jeg har en gæld, som vokser fra dag til dag. Det er min taknemmelighedsgæld. Det er mit håb, at den bliver ved at vokse. Men den vokser ikke af sig selv. Den henter næring i daglig besindelse på den rige arv med ånd og kultur, jeg har fået fra mit hjem og min slægt og fra de mange mennesker, som har beriget og beriger min tilværelse. Enhver kan selv tænke med og opregne alle gode navne, som bedst du ved. Det regnestykke er ud over al forstand berigende.

Vi fejrer i år 500-året for den evangelisk-lutherske reformation, som fik sin markante begyndelse med Martin Luthers 95 teser, som ifølge overleveringen blev sømmet op på Slotskirkens dør i Wittenberg den 31. oktober 1517. En begivenhed, som forandrede vores verden. En ny og frigørende forståelse af menneskets forhold til Gud og dermed til sig selv, til andre mennesker og til samfundet. Et menneskes samvittighed blev gjort gældende som øverste instans i bundethed til Gud uden nogen politisk eller kirkelig melleminstans.

Jeg husker, hvilket indtryk det gjorde på mig, da jeg som skoledreng fik fortalt historien om Martin Luthers modige optræden på rigsdagen i Worms i april 1521.

Han var stævnet med krav om, at han skulle tilbagekalde sine skrifter og sit opgør med den katolske kirke. Han stod ansigt til ansigt med samtidens samlede magt: Kejser Karl V og pavens befuldmægtigede.

Ikke mærkeligt, at Luther udbad sig betænkningstid til følgende dag. Natten igennem har han stridt og bedt sig frem til klarhed: Han kunne og ville intet kalde tilbage. Han stod fast på den indsigt, han havde vundet i evangeliet. Hans samvittighed var bundet i Guds ord, og det er ikke tilrådeligt for noget menneske at handle imod sin samvittighed. Det er Luthers testamente til eftertiden. Det har visselig ikke mistet sin udfordrende aktualitet.

På vej fra Worms blev Luther taget til fange ved et venligt fingeret overfald og ført til borgen Wartburg. Her opholdt han sig i de kommende uger. Men han spildte ikke tiden. Han oversatte Det Nye Testamente til tysk, så det kunne læses på folkesproget. Det var en bedrift af de helt store, som tillige medvirkede til at skabe det tyske skriftsprog.

500-året for Reformationen bliver fejret – med udstillinger og foredrag, bøger og artikler i stort tal, koncerter og gudstjenester. Det er ikke Luther som en isoleret historisk skikkelse, der ”helgenkåres”. Det er hans betydning for os, der lever lige nu, vi erindrer i taknemmelighed.

Med sit vulkantemperament har han allerede sagt det: ”Først og fremmest beder jeg om, at man vil tie med mit navn og ikke kalde sig lutherske, men kristne. Hvad er Luther? Læren er dog ikke min … hvordan er det kommet så vidt med mig elendige, stinkende ormesæk, at man har opkaldt Kristi børn med mit ulyksalige navn? Lad være, kære venner, lad os slette partinavnene. Jeg vil ikke være nogens mester … Kristus alene er vor mester.”

På søndag er det pinsedag, kirkens fødselsdag. Arnestedet for Reformationen i Danmark er Haderslev. Det markeres ved en storstilet festgudstjeneste i Haderslev Domkirke. Mange fejringer vil følge i årets løb. Alt skal det kalde på taknemmelighed for den arv, vi har modtaget fra den lutherske reformation og navnlig dens udfordring til en sekulariseret nutid.

Vi har modtaget en rig arv fra slægterne, der gik forud for os – og vi har en endnu større taknemmelighedsgæld, som forpligter os til at arbejde af alle kræfter på at give arven videre:

Guds ord det er vort arvegods,

Det skal vort afkoms være;

Gud, giv os i vor grav den ros,

vi holdt det højt i ære!

Det er vor hjælp i nød,

vor trøst i liv og død;

o Gud! ihvor det går,

lad dog, mens verden står,

det i vor æt nedarves!

Salmebogen nummer 401