Kristeligt Dagblads læsere er trofaste og vedholdende, også når det gælder vigtige spørgsmål i dagligdagen som ordentlig lyd i radio og tv.
Danmarks Radios projekt om taleforståelighed blev skudt i gang i oktober, og det har læsere skrevet sig bag øret efter min klumme om samme tema i slutningen af april. Også professor Jørn Lund har i Politiken for en uges tid siden skrevet om, at ”skal man som tv-seer kunne koncentrere sig om at høre efter, når tv-værter taler, korrespondenter rapporterer, eller politikere bliver interviewet, er det vigtigt, at spørgsmålene er fornuftige og rammerne neutrale”.
Jørn Lund argumenterer for rolige omgivelser uden hylende sirener og en masse forstyrrende støj. Læserne og jeg kan ikke være mere enige!
Heidi Sivebæk er tilgængelighedsredaktør i Danmarks Radio - ja det er altså hendes titel. Hun har en arbejdstese, som hun lærte for mange år siden af en radiokollega: ”Man skal huske at kontrollytte på køkkenhøjttalerne”. En køkkenradio er hos de fleste mennesker sådan helt almindelig. Men også i køkkenet skal man kunne høre, hvad der bliver sagt. Blandt tv-folkene hersker en billedkultur. En stræben efter det sublime billede. Mens lyden gennem de senere år er blevet et stedbarn. Det er den kultur, DR nu forsøger at vende.
Projektet er i gang. En lydkvalitetsgruppe er blevet nedsat. Lydambassadører arbejder spredt ud over landet i forskellige redaktioner. De er for nylig blevet uddannet til at støtte, hjælpe og inspirere kollegerne, og i november bliver der holdt såkaldte kickoffmøder rundt om i landet. Der er produceret små film, som beskriver, hvordan man laver ordentlig lyd ude i marken på optagelse.
I det hele taget bliver der talt meget mere om lyd i DR, og det i sig selv er med til at skærpe bevidstheden, er jeg ret overbevist om.
At have levet i mange år indebærer nogle fordele. En af dem er at minde sig selv og ens omgivelser om den rivende teknologiske udvikling inden for de seneste 30-40 år. Der er sket intet mindre end en revolution i optagelse og videregivelse af billede og lyd.
Hvor et tv-hold i midten af 1970'erne, da jeg startede på TV-Avisen, bestod af en filmfotograf, en lydmand og en fotografassistent, så er normen i dag en tv-fotograf med et digitalt kamera. På særlige opgaver og krævende rejser er det journalisten, der selv betjener kameraet, stiller spørgsmålene og har ansvaret for, at lydniveauet er i orden, så man kan høre, hvad der bliver sagt. Det er store krav til én og samme person om teknisk kunnen og indsigt.
Forestil Dem at stå midt i et krigsområde, kuglerne fløjter om ørerne, støjen er enerverende. Man er bange. Men hovedet skal holdes koldt og lydniveauet styres korrekt, uanset hvad der sker. For fundamentet i enhver lydgengivelse ligger i selve optagelsen. Derefter kan der mixes lyd og kontrollyttes. Det vil medarbejderne nu også blive trænet i. Men grundlæggende skabes den gode lyd i selve optagelsen.
Dette er ikke skrevet for at tage nogen i forsvar, men blot til almindelig oplysning. Lad mig grave lidt mere i fortiden for bare 40-50 år siden, da alle danskere fik deres første fjernsyn. Det var tykke monstrummer, der fyldte som firkantede kasser i stuen. Klodsede og grimme, synes vi i dag. Lyden var meget bedre dengang end nu i de papirtynde fladskærme. Billedkvaliteten er suveræn. Men den gode lyd er forsvundet. I dag sidder højttalerne for de meste på bagsiden af apparatet, på nogle apparater sidder de i siden. Og de fylder ikke meget mere end en femkrone.
Kloge folk med teknologisk indsigt i min familie samt et par tv-forhandlere, jeg har talt med, siger, at der kun er én løsning: at anskaffe sig en såkaldt sound bar. Det er sådan en lang smal højttaler, som kan tilsluttes ens tv, og denne sound bar sender lyden ud i rummet hen imod seerne i stuen.
Alligevel vil nogle lyttere og seere have så dårlig hørelse, at de har brug for mere hjælp. Det kan man læse om på dr.dk/fådethelemed. Her er anvisninger på hjælp til tekster for de svagthørende og døve, for svagtseende og for langsomme læsere og mennesker med tilsvarende behov. Desuden er tekst-tv side 399 også nyttig i denne sammenhæng. Alt imens vi venter på, at den store skude bliver vendt til fordel for god, forståelig talegengivelse, vil jeg ruste mig med en smule tålmodighed og sige som en læser fra Holmegaard: ”Jeg håber, det bliver bedre.”