Da Svend Aage Madsen i begyndelsen af 1980’erne var under uddannelse som klinisk psykolog på Københavns Universitet, havde han en amerikansk underviser. John Schneider hed han, og han fortalte sine elever, at de skulle ”stay with the feelings” eller ”blive ved følelserne” på dansk. Det har den nu 66-årige Svend Aage Madsen haft som et centralt mantra i sit arbejde lige siden.
”Det er blevet afgørende for hele den måde, jeg tænker hele det psykologiske arbejde på. For det er så vigtigt at udforske vores følelser i stedet for at undertrykke eller bagatallisere dem. Særligt i mit arbejde med mænd har jeg fundet ud af, at det at blive ved følelserne er noget af det vigtigste, for mænd har så svært ved det,” siger han.
”Mænd har tre-fire måder ikke at forholde sig til følelser på; de hopper væk fra følelserne, hvis noget ubehageligt trænger sig på. De dulmer følelserne med sprut eller handlinger eller bliver vrede. I virkeligheden er det kun få følelser, der er tilladt for mænd: Begejstring og vrede. Så når noget går mændene på, er det ekstra vigtigt at få dem til at stå ved deres følelser,” siger Svend Aage Madsen.
Når han superviserer personale på Rigshospitalet i København, hvor han er forskningsleder på Klinik for Psykologi, er det ofte ’bliv ved følelserne’, han vender tilbage til. For selv uddannet personale kan ty til det automatiske og meget menneskelige svar ”det skal du ikke tænke på”, når patienter udtrykker skyldfølelse, sorg, dårlig samvittighed over noget.
”Det handler om at udforske det, patienten eller forældre til patienten siger. For hvis du ikke får lov til at tale om det, eller hvis du får at vide, at det skal du ikke tænke på, får du indirekte at vide, at dine følelser ikke er tilladte. Og så kan de stige dig over hovedet. Hvorimod hvis du får lov at sætte ord på følelserne, er de måske ikke så overvældende, som du tror,” siger han.
”Det er lidt det samme, som når man siger ’op på hesten’ i stedet for at høre, hvad problemet egentlig er, hvor det gør ondt, og hvordan det føles. Sorgen, den dårlige samvittighed, skyldfølelsen går jo ikke væk, bare fordi man siger ’store drenge græder ikke’ eller ’det skal du ikke tænke på’,” siger han.
”Jeg kan ikke lade være med at tænke på et forælderpar, jeg havde at gøre med engang. Deres barn var dødt, og de var plaget af en skyldfølelse over, at barnet ikke levede mere. Jeg talte med moderen og spurgte hende: ’Hvis vi siger, at hele denne bordkant er grunden til, at barnet døde, hvor meget fylder skyldfølelsen så af bordkanten?’ Bordkanten var en meter lang, og hun sagde, at skyldfølelsen fyldte omkring en centimeter. Det viste, at hvis man får lov til at udfolde skyldfølelsen, fylder den måske ikke så meget, men i det øjeblik man ikke får lov til at udfolde den, kommer den til at overskygge alt. Det eksempel bruger jeg tit, når jeg taler med sundhedspersonalet på hospitalet. Man skal ikke være så bange for at lytte til andres følelser,” siger han.
Det er ikke, fordi Svend Aage Madsen mener, at der generelt er et stort problem med at tale om følelser; nogle er endda måske lidt for gode, siger han. Men der er alligevel en tendens til, at der særligt i omgang med andre kan være en berøringsangst for at spørge ind og røre ved det ubehagelige.
”Man behøver ikke være bange for at blive overvældet af et andet menneskes følelser, hvis man spørger ind. Tværtimod kan det rykke noget i en selv, fordi man kan se, at det bliver en lettelse for det andet menneske at komme ud med tingene,” siger han.