Prøv avisen

Børn med svære følelser blev Helle Tholstrups livsopgave

”Når børn spiller det her spil, åbner legen, følelserne og fællesskabet en låge ind til noget større,” siger Helle Tholstrup. Foto: Brian Rasmussen

Chokket og sorgen over som syvårig at miste sin far udstak retningen for Helle Tholstrups liv. I arbejdslivet lærte hun børn med kræft at mestre sorg og store tab. I seniorlivet har hun udviklet spillet Go on, der skal lære børn at navigere gennem svære følelser

En rød, en grøn, en gul og en blå hest af træ. En ni kvadratmeter stor spilleplade lavet af presenning lige til at rulle ud på al slags underlag, en stor terning og spillekort med tegninger af børn i situationer, der kalder på mange forskellige følelser.

Tilsammen udgør enkeltdelene spillet Go on - et spil til børn, der lærer dem at udtrykke og forstå følelser. En slags Gæt & Grimasser, hvor det giver point at kunne vise, hvordan man ser ud, når man er ked af det, vred, glad, jaloux og så videre. Og hvor de, der er bedst til at hjælpe andre, har størst chance for at vinde. Det hele kan pakkes ned i en kuffert og tages med, hvorhen i verden det skal være - for eksempel til steder, hvor børn har oplevet krig, katastrofer eller måske bare mobning i skolen.

Helle Tholstrup, pensioneret hospitalspædagog, er den, der har fået idéen til spillet. Det har været afprøvet med succes af børn i Pakistan og Cambodja. Det bliver brugt i Chile og Syrien, og nu vil hun sammen med en sygeplejerske og en psykolog også i gang med at bruge det til børn i danske skoler.

”Jeg har altid følt mig mest beslægtet med de små og dem, der har det svært. Når jeg ser nogen, der lider, så er min spontane reaktion altid at hjælpe. Jeg kan faktisk ikke lade være,” forklarer hun og stiller de glade heste op på den grønne plæne ved huset uden for Gedved i Østjylland, hvor hun bor.

”Jeg tror, det har at gøre med, at jeg selv mistede min far, da jeg var syv år,” siger hun eftertænksomt. ”Derfor kan jeg så nemt genkende sorgen, når jeg oplever den hos andre, og det ligger dybt i mig som en slags hjælpegen at ville gøre noget godt for dem.”

I sit job på Aarhus Universitetshospital arbejdede Helle Tholstrup med at hjælpe børn med kræft. Hun har lært dem mestringsteknikker, der gjorde det lettere at klare smerter, sorg og tab, og hun har tit måttet forberede børn på at møde døden. I seniorlivet fortsætter hun i samme spor, men på nye måder med spillet Go on.

Idéen til spillet fik hun i december 2004, da tsunamien væltede ind over nordspidsen af Sumatra og over kysterne i Thailand, Malaysia og Sri Lanka. Hun så de ufattelige billeder flimre over fjernsynsskærmen af kæmpebølgens ødelæggelser og de fortvivlede slægtninge, der ledte efter druknede og forsvundne familiemedlemmer.

”Det første, jeg tænkte på, var børnene. Alle de børn, der nu havde mistet deres forældre og måske hele deres familie. Det er så uforståeligt for dem. Det gik mig lige til hjertet,” husker hun.

Da hun få dage senere sad i familiens sommerhus ved Rørvig og så ud over Kattegat, slog det hende pludselig, at hun skulle lave et spil om følelser. Et spil til børn i katastrofeområder, som kan hjælpe dem til at navigere i de voldsomme følelser, de bliver kastet ud i.

”Det var mærkeligt, at jeg fik den indskydelse, og jeg ved ikke, hvor den kom fra. Jeg vidste ikke noget om spil og har egentlig aldrig interesseret mig for at spille selv. Det kom bare til mig, at det var det, jeg skulle,” siger hun.

Og for Helle Tholstrup er der er der ikke langt fra tanke til handling. Hun tog kontakt til en tidligere kollega, sygeplejerske Anette Lybech, og inden længe var de i gang med at udvikle spillet for egen regning og risiko. Hestene bliver malet af indsatte i et åbent fængsel, og spillevejledningen er trykt på et værksted for psykisk og fysisk handicappede. Røde Kors donerede rejsetilskud, og på den måde blev spillet testet først i et jordskælvsområde i Pakistan i 2007 og året efter i en Røde Kors-lejr i Cambodja.

”Når børn spiller det her spil, åbner legen, følelserne og fællesskabet en låge ind til noget større. Selv hvis det er små bange børn, som står med bare fødder i sneen, som de gjorde der højt oppe i bjergene i Pakistan, hvor vi spillede i en flygtningelejr. De får et glimt af, at der er andre måder at være til på og andre følelser end dem, man har, når man ligger og fryser under et laset tæppe i et telt og er bange. Det er vigtigt,” forklarer hun.

Spillet er enkelt og let at lære, og det kan også bruges af andre end børn, som er ofre for krig og katastrofer. Det er meget velegnet til den danske folkeskole, mener børnepsykolog Kis Bødker, der har været konsulent for Helle Tholstrup og Anette Lybech.

”Det ligger faktisk lige til højrebenet for danske skoler efter folkeskolereformen. Der er kaos mange steder. Lærerne har svært ved at finde deres egne ben efter reformen, og inklusion af de elever, der før gik i specialklasser, er en vældig udfordring for både børn og voksne. Og det handler i høj grad om følelser,” siger Kis Bødker.

”Mange børn kommer til at eksplodere i raseri indimellem, fordi det er svært at finde sig til rette i den nye situation, og fordi de måske ikke kan klare kravene. De bliver vrede, frustrerede og bange og har brug for at blive guidet til at være en del af fællesskabet.”

Kis Bødker mener, at skolen i langt højere grad skal fokusere på sociale og følelsesmæssige kompetencer.

”Undervisning i følelser og relationer burde være en del af pensum. Alle synes, det er vigtigt at lære at stave. Men indlæringen forringes, hvis læringsmiljøet ikke er rummeligt, og stemningen ikke er følelsesmæssigt afbalanceret både på det ydre og det indre plan. Den gode stemning skabes af venlige relationer og håndterbare følelser. Hvis de negative følelser derimod dominerer, går det ud over indlæringsevnen,” siger hun.

Det gode ved et spil som G0 on er efter hendes mening, at børnene gennem leg bliver dus med følelserne under faste rammer styret af en voksen.

”Og det, som især er vigtigt at lære, er, at følelserne svinger. De kommer og går, og man kan selv gøre noget for at forandre dem,” siger Kis Bødker.

”Glæden kommer og går. Sorgen kommer og går. Man græder, men det varer ikke evigt. Det er en meget væsentlig erkendelse for et barn. Når man er i sorg, kan man måske ikke forestille sig, at følelsen nogensinde forsvinder eller kan blive anderledes. Men det kan den.”

”Nogle børn bliver frygtelig ulykkelige, når de bliver vrede. De ved ikke engang, at det er vrede, de føler. Det bliver bare sort for dem. Hvis de lærer følelserne at kende og forstår, at de kan forandres, så bliver de selv i stand til at håndtere dem,” siger hun.

At mestre følelserne er en kunst, som får betydning for resten af livet. Det ved Helle Tholstrup alt om.

Den dag, hun som syvårig besøgte sin far på Gentofte Sygehus for sidste gang, var der ikke nogen, der talte om følelser. Hun stod sammen med sin mor og to søstre og så ham ligge afkræftet og svag i sengen. Ude på trappeafsatsen satte hun sig op på gelænderet og kurede ned. Mens hun gled af sted med kurs mod bunden af trappeskakten, forstod hun pludselig, at hun aldrig skulle se sin far igen. Ingen sagde det til hende, men hun blev klar over, at noget nu var slut for altid. Kort efter døde han af en kræftsvulst i hjernen.

”Ligesom mange andre børn, der mister en far eller mor, troede jeg, det var min skyld,” siger hun og bliver berørt af at tale om det selv på 63 års afstand.

Hun var i mange år præget af tabet og fik først som voksen hjælp til at bearbejde det og komme sig over faderens død.

”Jeg var selv rigtig god til at lukke ned for følelserne som barn og talte aldrig om, hvad jeg følte. Derfor ved jeg af personlig erfaring, hvor vigtigt det er. Børn skal have hjælp til at tale om følelserne. Både for at blive klogere på sig selv og på andre. Lærer vi det, kan vi også nemmere håndtere livet,” siger Helle Tholstrup.