Maria Helleberg: William Blakes tekster minder mig om, at man kan ændre ting

Forfatter Maria Helleberg frydes fortsat over et digt af den engelske poet, kunstner og forfatter William Blake

Maria Helleberg er kendt for sine historiske romaner.
Maria Helleberg er kendt for sine historiske romaner. . Foto: Torben Huss/Scanpix.

Året var 1968, og den nu 60-årige forfatter Maria Helleberg og hendes familie var samlet foran deres lille sort-hvide tv. Her løb ”Den sidste promenadekoncert” fra Royal Albert Hall i London over skærmen. Og blandt de mange smukke tekster til musikstykkerne bed Maria Helleberg mærke i ordene fra den engelske forfatter William Blakes (1757-1827) berømte digt ”Jerusalem” fra 1804. Her beskæftiger han sig blandt andet med myten om, at Jesus har besøgt Glastonbury. Digtet blev tonesat i 1916, og det fangede hende straks.

”Det var et rent tilfælde, at jeg hørte det. Jeg sad og ventede på ’Rule Britannia’ og tænkte, at nu ventede der mig noget kedeligt, men så gjorde ’Jerusalem’ sin entré, og så havde jeg det ikke længere sådan. På det tidspunkt var alt politiseret, og det vidunderlige er, at det ikke er en præcis politisk kampsang, men en udvikling af bevidstheden hos mennesker om, at man kan ændre ting,” siger hun.

”Den ramte mig fuldstændig frontalt, fordi den kæder hele vores kultur sammen og fortæller os, hvad vi kan bruge kristendommen til, ligegyldigt hvor vi befinder os i det politiske spektrum.”

Det var hele teksten, der greb hende, men særligt fascineret er hun af sætningen ”Bring me my bow of burning gold” (Giv mig min bue af brændende guld).

”William Blake ønsker, at alt skal blive anderledes, og her fortæller han os, at det ikke er nok blot at håbe. Ingen i England ville anklage ham for det, men faktisk siger han, at det er en revolution, der skal til for at ændre på tingene. Det bliver krigerisk – han vil have en brændende, gylden bue. Det er en af de mange bibelske allusioner, der præger digtet, og netop den sætning er konsekvensen af digterens ønske,” siger hun og understreger, at hendes fascination ligeledes skyldes, at digtet sprogligt set er utrolig smukt konstrueret. Og for hende at se er de sidste to vers noget af det bedste, han nogensinde har skrevet.

Maria Helleberg fortæller, at sangen er blevet anvendt i mange sammenhænge og af flere forskellige grupper – heriblandt af nationalistiske grupper, af kirkens folk og af fagbevægelser.

”De fire små vers er blevet brugt så mange gange, fordi de omfatter alt og alle. Som forfatter falder jeg ned fra stolen af lykke over noget så klangligt smukt og overbevisende,” siger hun.

Selvom Maria Helleberg har kendt teksten ud og ind i mange år, siger den hende lige så meget i dag, som da hun stødte på den første gang.

”Det her er en af de tekster, man ikke bliver træt af – måske fordi den ikke er vulgært klar. Og så naturligvis fordi den er velskrevet.”