I haven står en ældre dame og klapper en sortbroget malkeko i glasfiber. Imens danser hun forsigtigt på stedet og nynner med på ”Du er min øjesten”, som en spillemand spiller på sin guitar lidt derfra.
Solen skinner, og 10-12 ældre er denne lune eftermiddag stimlet sammen om musikken i haven.
Nogle synger med, nogle sidder og nynner for sig selv, én er faldet i søvn, én er mest optaget af at ae demensdukken foran sig, og én sidder og griner hjerteligt til alle omkring sig, mens souschef Iben Ljungmann holder hende i hånden.
Vi er på demenscentret Pilehuset i den københavnske forstad Brønshøj, hvor mandshøje glasfiberkøer og en professionel spillemand blot er nogle af de mange tiltag, der er gjort for at give borgere med demens en så indholdsrig hverdag som muligt.
Pilehuset er et af landets mest specialiserede demenscentre og går forrest i kampen for finde løsninger, der både ud fra et menneskeligt og samfundsøkonomisk perspektiv giver bedre mening i behandlingen af borgere med demens.
Det handler blandt om at en større specialisering i behandlingen for at undgå adfærdsproblemer, om mindre medicinering og om mindre magtanvendelse.
Og nye og bedre løsninger er der behov for, da stadig flere danskere rammes af demens. Ifølge prognoser fra Nationalt Videnscenter for Demens vil antallet af danskere med demens over de næste 25 år stige med omkring 80 procent til 164.000 i alt.
Hos Pilehuset er devisen klar for, hvad der skal til for at sikre, at de mange tusinder, der får demens i dag og i fremtiden, får et godt og værdigt liv.
”Vores tilgang går ud på at sætte personen før sygdommen. Det kan godt være, at Kurt lider af alzheimer, men først og fremmest er han en person, der har en livshistorie og nogle kvaliteter og behov, der skal være i fokus.
Vi behandler hver enkelt borger på den måde, der passer til vedkommende, uanset hvilken form for demens der er tale om,” siger Pilehusets souschef, psykolog Iben Ljungmann.
Ud over demensafsnittet, hvor borgere, der er ramt af de mest almindelige demenstyper, bor, har Pilehuset som et af de få stedet i landet specialenheder både for borgere, der lider af frontotemporal demens og Huntingtons sygdom.
Pilehuset har også landets måske eneste sanseenhed, som er for dem, hvor demenssygdommen er fremskreden; folk, der ikke længere kan stå, sidde eller tale, men som ved hjælp af kuglebade, dybdegående massage, spændende smagsoplevelser og så videre stimuleres til at få en tilværelse, der giver mening.
Noget, der har vist sig at fungere så godt, at flere af de borgere, der har været tilknyttet sanseenheden, har genvundet funktioner og blandt andet er begyndt at tale igen.
På det regulære demensafsnit bor den 68-årige Leila Albrechtsen. Da hun i 2004 begyndte i Pilehusets dagtilbud, havde hun efter en række blodpropper begyndende frontotemporal demens, hun sad i kørestol, og hun havde ikke længere noget sprog.
Kort efter at Leila Albrechtsen flyttede fast ind hos Pilehuset, skete der noget med hende, da hun sammen med personalet og en række af de øvrige beboere tog på ferie på Gran Canaria.
Stimulationen af positive sanseoplevelser og det personlige fokus på hende gjorde, at hun pludselig rejste sig fra kørestolen.
Siden kom også en del af hendes sprog tilbage, og selvom benene af og til driller, har hun ikke rørt kørestolen siden.
Som klaveret, der står i hendes nydelige værelse med udsigt til køerne i haven, indikerer, genvandt hun sågar evnen til at spille musik.
Har du spillet meget?
”Ja, ork,” siger hun og gør store øjne, mens hun slår ud med hånden.
Desværre spiller Leila Albrechtsen ikke længere helt så godt, som hun gerne ville. Til gengæld vidner rækken af cd'er med Chopin, Mozart og så videre om, at musik stadig er noget, der fylder meget i hendes liv.
”Uha, ja, meget,” siger hun og lyser op i et smil.
Året rundt holder Pilehuset et hav af arrangementer for beboerne, så de ikke skal sidde på deres værelser og visne hen, men stimuleres til at få et indholdsrigt liv og måske ligesom Leila Albrechtsen genvinder nogle af de funktioner, de har tabt.
Der er musik og sang, banko og ”Vild med dans”, der vises film, og der arrangeres svømmeture og rideture. I Pilehusets kælder er der tilmed indrettet et værtshus, Rottehullet, hvor man både kan få sig en kold Hof eller en lille skarp, hvis man er til det.
Og over for Rottehullet ligger Fru Hansens Kælder, hvor beboerne kan gøre deres indkøb til duften af friskmalet kaffe og stemningen af vaskeægte kolonialvarebutik.
Egentlige indkøb er der ikke tale om, for varerne på hylderne - frugt, kiks med mere - koster ikke noget, men der er en grund til, at Pilehuset alligevel forsøger at skabe illusionen af indkøbstur.
”Vi vil væk fra den gamle kultur, hvor man bare plejer og servicerer de ældre. Når vi tænker på, hvad der giver os andre livskvalitet, så er det blandt andet, at vi er chauffører i vores eget liv. Derfor giver det mening, at beboerne skal være med til at hente deres egen mad og ikke bare får den leveret. De vokser, og det styrker deres fornemmelse af at være mennesker, siger Iben Ljungmann.
Centralt i arbejdet med at styrke borgernes fornemmelse af at være mennesker er også tanken om, at hver enkelt skal bekræftes i den virkelighedsopfattelse, han eller hun har.
”Hvis en 80-årig kvinde tror, hun er en 35-årig balletdanser, skal vi ikke korrigere hende og sige, at 'det er du altså ikke', for så bliver hun forvirret og ked af det. I stedet skal vi møde hende der, hvor hun er, og tale til hende, som om hun er en 35-årig balletdanser, siger Iben Ljungmann.
I disse dage er nogle af Pilehusets aktiviteter centrerede omkring Tour de France på tv. Ude på terrassen kan beboerne se cykelløb, og de kan tage en tur i rickshaw-cykel - og på den måde være med i konkurrencen mod de øvrige plejehjem i lokalområdet om at køre flest kilometer - de kan spise en is, drikke en drink eller bare sidde stille og lytte til de evergreens, som spillemanden Tore Eg leverer.
Da Kristeligt Dagblad spørger Leila Albrechtsen, om hun skal ned til cykelløbet i dag, rynker hun på næsen og svarer bestemt ”nej.” Men som Iben Ljungmann straks demonstrerer, skal man ikke altid tage et nej for et nej.
Nogle gange handler et nej om, at den demente ikke kan afkode spørgsmålet korrekt. Det handler om at kende personen bag, så man kan stille spørgsmålet rigtigt.
”Men måske du skal ud i solen og have en drink? Det kan du jo godt lide,” siger Iben Ljungmann.
Og så lyser Leila Albrechtsen op i et smil. For drinks og solskin er afgjort noget af det, der gør livet værd at leve for hende.