Der gik ikke mange øjeblikke, før forårsvarmen tidligere på måneden lokkede danskerne ud af deres skjul. Grusstierne ved Sortedamssøen i København befærdes af en myldrende trafik af barnevogne, hundeluftere, løbere og klynger af unge mennesker, der halvparalyseret af varmen sidder op ad græsskråningen med en øl eller iskaffe i hånden.
Men længere oppe ad den snorlige række af kastanjetræer holder en gruppe mennesker til, hvor forårslivets udfoldelser er noget mere begrænsede, og for hvem bymiljøet til tider kan være knap så indbydende. Ude foran plejecentret Sølund sidder to ældre mænd på en bænk, en med rollator og den anden med stok, og betragter det travle byliv passere dem på stien nedenfor.
Netop de mennesker skal bymiljøet være bedre til at tilgodese. Med en bevilling på knap fem millioner kroner fra Bevica Fonden vil Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (KADK) som led i et nyt projekt øge fokus på at forske og uddanne i tilgængelig arkitektur. Formålet er at skabe en ny vanetænkning hos arkitekter og designere, så de inkluderer mennesker med begrænset bevægelighed i bymiljøet.
Med i projektet er den 42-årige japanske arkitekt Masashi Kajita, som har skrevet ph.d. om tilgængelig og inkluderende arkitektur.
”Jeg har altid sat spørgsmålstegn ved arkitekturens indflydelse på vores hverdagsliv. Arkitektur påvirker, hvordan vi lever. Mange tænker ikke videre over det, men når du pludselig kommer i en situation, som påvirker din bevægelighed, får du et nyt syn på byen. Du opdager, at den ikke er så venligtsindet, som du ellers troede. Men det kan den måske blive,” forklarer han, mens han betragter mændene på bænken.
Masashi Kajita påpeger, at det ikke bare er en fysisk tilstand at være gangbesværet eller handicappet. Det er i høj grad noget, man bliver i kraft af omgivelserne. Hvert et sted kan potentielt være et problem. De typiske udfordringer opstår ved en form for overgang, for eksempel hvis man som plejehjemsbeboer vil fra den asfalterede sti foran plejehjemmet og ned til grusstien ved søen for bedre at kunne betragte forårssolens stråler danse på vandoverfladen. De to stier er nemlig adskilt af en lille, men stejl skråning, som for de fleste vil være nem at forcere, men straks værre, hvis bentøjet er noget ustabilt.
En anden mulighed er trapperne, medmindre man også skal manøvrere en rollator eller rullestol. Hvor der er problemer, er der imidlertid også muligheder, forklarer Masashi Kajita, mens han bevæger sig i retning af en rampe et stenkast fra plejecentret.
Rampen er et relativt stereotypt eksempel på tilgængelighed, erkender han, men i al sin enkelthed illustrerer den nogle af grundprincipperne for tilgængelig arkitektur.
Det handler ikke bare om at gøre et miljø handicapvenligt. Det handler lige så meget om, at tilgængeligheden er indarbejdet som en naturlig del af omgivelserne, hvor man i bedste tilfælde slet ikke tænker over, at formålet primært er at tilgodese gangbesværede mennesker.
Rampen blev bygget på omtrent samme tidspunkt som plejecentret og benyttes i dag af alt fra folk med barnevogne, Christianiacykler og rollatorer til dem, som i forårshedens dovenskab ikke magter at bevæge sig hen til nærmeste trappe eller trippe ned ad græsskråningen.
”Tilgængelighed handler ikke bare om en person i en kørestol. Det handler om, hvordan vi kan få arkitekturen til at bidrage til et bedre liv for byens beboere, som får mulighed for at opleve og nyde omgivelserne. Vi må som arkitekter anerkende konsekvenserne af vores arbejde. Vi skaber noget for andre mennesker og kan medvirke til at begrænse bevægeligheden. Men vi kan også medvirke til at forbedre forholdene,” siger Masashi Kajita, mens han bevæger sig videre mod Fredensbro.
Længere nede ved Sølvgade er der plads til forbedringer. Ved mange af hoveddørene bliver gæsterne budt velkommen af en høj og massiv kantsten, og den i forvejen begrænsede plads på fortovet bliver ædt af cykler samt borde og stole ude foran gadens små caféer.
”Der er mange begrænsninger i det eksisterende byggede miljø. Arkitekter skal lære, hvordan man på en kreativ måde forbedrer miljøet. I stedet for at efterleve krav om, at en bygning skal være tilgængelig som en slags tjekliste, skal inklusion og tilgængelighed integreres som led i den arkitektoniske form. Det er en stor udfordring, fordi du skal sætte spørgsmålstegn ved næsten alt, du laver. Det er en vane, vi skal udvikle, og det tager tid. Vi kan ikke ændre vores tankegang fra den ene dag til den anden. Hvis studerende bliver introduceret til den måde at tænke design på allerede fra deres første år på studiet, så vil det være en del af deres sprog, når de engang er færdiguddannede,” forklarer Masashi Kajita.
Ved Statens Museum for Kunst stopper han op og betragter den åbne plads ved indgangen med springvandet i midten.
Flere besøgende har taget de gule og grønne stole, der står spredt rundtomkring og sat dem ned i vandet for at køle af. Før i tiden var pladsen afskærmet med en række hække.
”Museet er en gammel bygning, men hvis du ser dig omkring, lægger du mærke til, at man har gjort meget for at gøre det tilgængeligt. Hækkene er væk, så indgangen er åben. Tilgængelighed taler også til vores sanser. Kan du høre det?”, spørger han.
Omgivelserne byder på en symfoni af lyde – fødder, der slæber sig hen ad gruset, det plaskende vand og en konstant brummen af biler.
”Hvis du er svagtseende, signalerer gruset på jorden, at du har forladt fortovet og befinder dig på en sti. Lyden af springvandet inviterer os ind på pladsen og står i kontrast til trafikkens larm rundt omkring os. Tilgængelighed tillader, at du kan komme fra et sted til et andet, men hvis stedet ikke taler til dine sanser, så er det ikke tilgængeligt. For eksempel hvis du nu gik ind på museet, og der var dårlig belysning og akustik. Det vil forhindre folk i at blive og nyde rummet,” påpeger Masashi Kajita.
Selve indgangspartiet på museet blev for nogle år siden renoveret, så man på venstre side af den brede trappe til indgangshallen kan benytte sig af en elevator, hvis man ikke er i stand til at bruge trapperne.
Hvor gangbesværede ved en række andre museer skal ind af en særindgang, kan alle besøgende på Statens Museum for Kunst komme ind samme sted, uanset om man tager trappe eller elevator.
”Der er ikke forskel på, om man er gangbesværet eller ej. Det er en anden måde at få adgang til museet, frem for at man bliver mødt med: ’Jeg er ked af, at du er gangbesværet. Her er en bagvej, du kan komme ind ad’. Arkitekter kan ikke løse folks bevægelseshandicap. Men vi kan medvirke til at fjerne stigmatiseringen med hensyn til, hvordan vi betragter folk med handicap og bevægelsesvanskeligheder, ved at inkludere dem i det byggede miljø. Det gør vi ved at indarbejde overvejelser om arkitekturens rolle i velfærdssamfundet,” siger Masashi Kajita.