D-vitamin og kalk også til ældre mænd

Ifølge Sundhedsstyrelsen skal knoglebrud forebygges fra 70 års-alderen, og anbefalingen gælder begge køn

Begrundelser for pris til Penkowa visner
Begrundelser for pris til Penkowa visner. Foto: Henrik Pyndt Sørensen Denmark.

Det har været en lang vinter. Dag efter dag med sne og is og risiko for at falde og komme til skade, når man ikke længere er helt så sikker på benene. Sådan en vinter betyder risiko for D-vitaminmangel og risiko for, at fald i det glatte føre kan medføre voldsomme brud, hvis man lider af knogleskørhed.

Især mange kvinder i en vis alder er bevidste om, at de skal spise kalk med D-vitaminindhold. Man bliver jævnligt mindet om, at det er vigtigt at spise de fede fisk som sild, makrel, laks og hellefisk med stort indhold af blandt andet D-vitamin. D-vitaminet medvirker til at regulere kroppens optagelse af kalk, og Sundhedsstyrelsen anbefaler i samarbejde med Fødevarestyrelsen, at alle over 70 år får et tilskud med D-vitamin og kalk, fordi videnskabelige undersøgelser dokumenterer, at det nedsætter risikoen for knogleskørhed og knoglebrud.

Der er dokumentation for, at D-vitamin sammen med kalk forebygger knogleskørhed, siger overlæge i sundhedsstyrelsen Christine Brot.

LÆS OGSÅ:10 veje til et længere liv

Hun understreger, at anbefalingerne om, at alle over 70 år bør tage et kosttilskud med D-vitamin og kalk, også gælder mænd.

Dannelsen af D-vitamin sker gennem huden, og ældre mennesker danner mindre end yngre. D-vitaminet lagrer sig i depoter i huden i løbet af sommeren, og på vore breddegrader bliver der ikke dannet D-vitamin fra oktober til april, et halvt år.

Men hvis man bor i Rom, er det kun cirka tre måneder i løbet af vinteren, hvor kroppen ikke danner D-vitamin.

Det er ganske bestemte UV-stråler, der danner D-vitamin. Når solen står skråt om vinteren, kommer disse stråler ikke frem gennem atmosfæren til os, siger overlæge Christine Brot.

En vintersolskinsdag hjælper altså ikke på kroppens optag af D-vitamin. Men derfor kan der være mange andre gode grunde til at gå sig en god tur, få motion og frisk luft.

Ja, men jeg er bange for at falde og slå mig, når der ligger sne, og det er glat. Derfor kommer jeg ikke ret meget ud.

I løbet af denne vinter har jeg hørt bemærkningen en hel del gange, og der er dage, hvor jeg også selv har haft tanken. At gå i vinterføret kræver teknik ligesom så megen anden form for bevægelse og sport, hvis man vil prøve at undgå at komme til skade. Rundt om i landet er der masser af seniorer, der går til gymnastik, yoga, pilates og lignende, og instruktørerne siger alle med én mund: Husk at træne balancen. Stå på ét ben uden at holde, og hvis du er rigtig dygtig, så tag fat i foden og stræk forsiden af lårmusklen ud. Altså stadig på ét ben, forstås.

Jo mere man træner, des mere sikker bliver man også på sneglatte veje. En anden læresætning hedder, at man skal gå med let bøjede knæ og overkrop og træde mere på forfoden, end man plejer. Hvis man går med strunk, opret holdning og træder ned på hælen, er risikoen større for at glide og falde bagover.

Men ældre mennesker er mere udsatte for knoglebrud, hvis de falder. Det kan nok så megen gå-teknik og balancetræning ikke ændre på. Cirka 80 procent af knoglebrud hos ældre rammer kvinder. Men ældre mænd er ifølge Sundhedsstyrelsen også udsatte, og det er derfor, at de nye godt to år gamle anbefalinger om at spise kalk med D-vitamin gælder både for mænd og kvinder fra omkring de 70 år.

Ved en helt uvidenskablig rundspørge blandt jævnaldrende mænd og kvinder vidste alle, at kvinder er risikozonen for knogleskørhed, mens ingen vidste, at ældre mænd også er udsatte, og det i en sådan grad, at de også bliver anbefalet at tage kalk med D-vitamin. På Sundhedsstyrelsens hjemmeside fik jeg øje på en kampagne med sloganet Rigtige mænd går til lægen. Måske er der basis for et nyt slogan D-vitamin og kalk også til ældre mænd.