Prøv avisen

Da Carsten fik KOL, begyndte et liv med frivilligt arbejde

74-årige Carsten Brøsch blev diagnosticeret med KOL i 2009. I dag synger han sammen med andre KOL-patienter i Greves KOL-kor, som han har været med til at stifte og er frivillig administrator for. Foto: Leif Tuxen

Knap hver fjerde dansker mellem 50 og 89 år er frivillig. En af dem er 74-årige Carsten Brøsch, der, efter han fik konstateret lungesygdommen KOL, har været med til at stifte et kor og åbne en sundhedscafé for lungepatienter

Rødkål. Den søde duft har lagt sig tungt i hele stueetagen på plejehjemmet Strandcentret i Greve syd for København, hvor beboerne er ved at indtage frokosten. Ribbenssteg, kartofler og brun sovs har fået plads ved siden af rødkålen på tallerkenerne, men den menu er ikke det eneste, der skal få beboerne i julestemning. I et tilstødende lokale er Greves KOL-kor ved at varme op, før de skal give koncert til stedets beboere.

Der bliver hostet og hvæset på skift i det lille lokale, hvor KOL-koret, der består af lungepatienter samt enkelte pårørende, er ved at varme op. Armene bliver strakt op mod loftet, ansigterne masseret, og fødderne trampet i gulvet, før det bliver tid til stemmeøvelserne. Blandt de 50 kormedlemmer på gulvet står 74-årige Carsten Brøsch, der er korets stifter. Selv blev han diagnosticeret med lungesygdommen KOL i 2009, men sygdommen har vist sig ikke kun at have en negativ betydning for Carsten Brøschs liv.

Før han blev lungesyg, havde han aldrig lavet nogen form for frivilligt arbejde. I dag bruger Carsten Brøsch mellem 5 og 10 frivillige timer om ugen på koret og den sundhedscafé, som han har været med til at stifte. Desuden tager han ud og fortæller nye KOL-patienter om livet med KOL. Og det frivillige arbejde bringer ikke kun andre, men også ham selv stor glæde i hverdagen.

”Jeg har nægtet at lukke mig selv inde. Jeg vil ikke sige, ’nu sidder jeg bare her, for jeg er syg’. I stedet har jeg valgt at sige ’ja, jeg har nogle problemer med mine lunger, og det må jeg leve med, så godt som jeg kan’,” siger 74-årige Carsten Brøsch.

Det meste af sit liv har han arbejdet op mod 50 timer om ugen som selvstændig, og han har aldrig følt, at han havde overskud til at lave frivilligt arbejde ved siden af. I dag har han mere tid, og gennem koret kan han kombinere sin interesse for musik med udbredelsen af viden om KOL, samtidig med at han er en del af et socialt fællesskab. Desuden har han altid fundet sig godt tilpas i rollen som ”ham, der trækker i trådene”.

”På den måde er det egentlig ret komplekst, for der er også noget egoisme i det frivillige arbejde, mens jeg samtidig er lykkelig, når jeg ser, hvordan det gør andre folk glade,” siger han.

Carsten Brøsch er langtfra ene om at investere sin tid i frivilligt arbejde. Knap hver fjerde dansker mellem 50 og 89 år er frivillig, viser tal fra Ældre Sagens undersøgelse Fremtidsstudiet, som blev udgivet i november. For Carsten Brøsch begyndte det frivillige arbejde lidt efter lidt og er blevet mere omfattende med tiden. Da koret startede for tre år siden, vidste han slet ikke, om det ville blive en succes, men i dag er koret vokset, både i antal og i ambitioner.

”Første gang kom der 30 mennesker. Det første, alle sagde, var, ’jeg kan altså ikke synge’, og jeg sagde ’bare kom ind, så finder vi ud af det’. Da de gik hjem igen, svævede de nærmest ud ad døren, fordi de havde oplevet, at de kunne noget, de aldrig havde troet, de kunne. Den slags reaktioner er det, der gør, at jeg gerne ofrer min tid og energi,” siger Carsten Brøsch.

I øvelokalet på plejehjemmet begynderne tonerne af Juliane Preislers ”Et hav der vugger sig til ro nu” at lyde fra klaveret, og den ellers konstante hosten og harken fra korets medlemmer forsvinder ud af lokalet og erstattes af flerstemmig skønsang. For selvom det for udenforstående kan lyde som en næsten skør idé at danne et kor bestående af medlemmer, som har svært ved at få luft, er sang faktisk rigtig godt for de hostende KOL-patienter. Det fortæller Anne Dalhoff Pedersen, der er sygeplejerske og programleder hos Helbredsprofilen, som er en del af Region Sjællands sundhedstilbud.

”Når de synger, sætter de tryk og lyd på udåndingen, og udåndingen er det, KOL-patienter har problemer med. Når man synger, trænes musklerne i mellemgulvet og de små muskler i ribbenene. De muskler har de brug for for at kunne ånde ud, og derfor er det rigtig god træning at synge, ud over at sangen også skaber et fællesskab og giver bedre humør. Mennesker med KOL bliver ofte isoleret, de er bange for at tabe vejret, bryder sig ikke om at få hosteanfald, når de er sammen med andre, og mange får svært ved at overskue mange ting på samme tid, så alene det at have fået et netværk er en gave,” siger Anne Dalhoff Pedersen.

I det store fællesrum på plejehjemmet i Greve sidder personale og beboere klar blandt nisser og juledekorationer, da koret indtager rummet. Nogle er ved at få den sidste brune sovs op på gaflen, mens andre nyder kaffen og har fundet strikketøjet frem. Julen har også sat sit tydelige præg på korets sangvalg, hvor blandt andet ”Dejlig er den himmelblå” er på repertoiret. Plejehjemmets beboere nynner stille med, mens S-toget suser forbi på den anden side af den store glasfacade.

Som koret står lige dér, i en halvcirkel rundt om klaveret, kunne det egentlig være et hvilket som helst kor. Men en taske, der er placeret over skulderen på en af sangerne, afslører, at der alligevel er noget helt specielt over lige præcist dette kor. For tasken gemmer på ilt. Ilt, som tilføres gennem slanger til næsen, og som vidner om den viljestyrke, der ligger bag hvert eneste ord, der bliver sunget i lokalet. For tre kvarters koncert er hårdt, når man har KOL. Også selvom optrædenen er til stor glæde for både plejehjemmets beboere og korets egne medlemmer.

”Man bliver enormt varm og stolt i kroppen efter sådan en koncert, men man bliver også enormt træt. Det er hårdt for kroppen, når man synger og samtidig bruger energi på at stå op. Sygdommen gør, at vi har meget lav lungekapacitet. Derfor har vi ikke meget energi og er alle sammen godt flade bagefter. Men humøret er alligevel højt,” siger Carsten Brøsch.

Mens Carsten Brøsch står for meget af det praktiske omkring koret, er det musiske overladt til korets dirigent, Ulrik Skat Sørensen, der her spiller klaver under koncerten på plejehjemmet. Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen