En af de salmer, man synger i Bettina Heltbergs hjem til jul, er B.S. Ingemanns ”Julen har bragt velsignet bud” fra 1839. Den har en helt særlig plads i Bettina Heltbergs hjerte, og hun kan ikke komme igennem den uden at knibe en tåre. Særligt én strofe rammer hende hver gang.
”Det lille vers 'Dans, lille barn, på moders skød! En dejlig dag er oprunden' kan jeg næsten ikke holde ud,” siger hun.
Nogle år før Bettina Heltberg blev født, i 1942, fødte hendes mor drengen Peter. Det var det førstefødte barn, og hans forældre var lykkelige. Men den lille dreng kunne ikke holde fast i livet; han havde en uregelmæssighed med maven og kastede sin mad op. Dengang kunne man kun operere for sygdommen i Tyskland, forklarer Bettina Heltberg, men det var i 1939, og hendes forældre turde ikke tage derned. I august, da han var kun et halvt år, døde han.
Bettina Heltberg husker sin barndoms juleaftener, hvordan hendes mor altid brød sammen, når de nåede til lige dén strofe i Ingemanns julesalme. Hun forstod ikke, hvorfor hendes mor altid græd ved det vers, før hun fik fortalt historien om sin storebror, Peter.
”Han betød meget for hende gennem årene, det har jeg først opfattet meget senere. Men det fik mig til at se hende fra en anden synsvinkel. Jeg kan sætte mig ind i hendes sorg, det er et fortvivlet billede for mig. Hun kunne ikke holde den strofe ud, nu kan jeg ikke holde den ud. Det går i en forfærdelig ring,” siger Bettina Heltberg.
Hun forklarer, at hun har lagt mærke til, at sorgen ofte dukker op i julesalmerne.
”De er små budskaber, der er strøet over teksterne. Grundtvig har det også i sine julesalmer, for eksempel strofen 'lad julesorgen slukkes' i salmen 'Velkommen igen, Guds engle små',” siger hun.
”Det er noget, der altid gør dybt indtryk, for hvad er det for en sorg, der sidder bag ved glæden? Den er næsten glemt. Men til jul kan man huske den,” siger hun.
Når Bettina Heltberg går i kirke, er det som regel i Vartov i København. Her synger man fortrinsvis Grundtvig, men Bettina Heltberg ville ønske, man sang noget mere af Ingemann.
”Jeg har ofte spurgt den tidligere præst i Vartov Torben Damsholt, om vi ikke kunne synge Ingemann, men han syntes, det var for sentimentalt,” siger hun.
Hun forklarer, at hvor Grundtvig vidste, hvad folkelighed var, var Ingemann indbegrebet af folkelighed.
”Han var en sympatisk, børnerig mand, der boede i Sorø og var gode venner med H.C. Andersen. I H.C. Andersens dagbogsoptegnelser beskriver han, hvordan han kom til Sorø hos Ingemann og hvilede ud i mere primitive omgivelser, end han var vant til på de store herregårde. Men at Ingemann var et hjertevarmt menneske. Det kan jeg godt lide,” siger hun.
Bettina Heltbergs forhold til Ingemann begyndte i skoletiden, hvor man sang Ingemann. Det gjorde Dan Turèll også, fortæller hun, men han sagde engang, at han var ved at besvime, når han sang ”Lysets engel går med glans” af Ingemann, fordi det var for meget.
”Sådan har jeg det ikke. Der er noget folkevarmt over Ingemann, han går direkte ind i én. Jeg plejer at sige, at i stedet for altid at hylde Grundtvig som den store salmedigter, bør man tage Ingemann med i salmesangen og se, om ikke han virker lige så fint.”