Hun skjuler det godt. Hendes levende blå øjne, klukkende latter og næsten uhørt gode hukommelse afslører på ingen måde, at her er tale om en kvinde, der har levet længere end de fleste.
Hun er født, før de to verdenskrige brød ud. Før Titanic sank, Vatikanet blev en selvstændig stat, og Albert Einstein lancerede sin almene relativitetsteori. Før der var noget, der hed samlebånd, køleskab og fjernsyn. Og før dronning Ingrid, Mærsk Mc-Kinney Møller og Lise Nørgaard så dagens lys herhjemme, og en flok spædbørn, der senere skulle blive kendt som Moder Theresa, landsfaderen Nelson Mandela, den 14. Dalai Lama og pave Frans, blev skabt andre steder i verden.
Jo, selvom det er uhøfligt at omtale en kvindes alder, kan man vel godt tillade sig at kalde Jenny Nielsine Nielsen for gammel. Hun tilhører den stadigt voksende gruppe af danskere, som har levet i over 100 år. I dag er der godt 1000 af slagsen i landet.
LÆS OGSÅ:Om få generationer kan alle forvente at leve 100 år
De 103 år er bare fløjet af sted, siger hun en formiddag i sit hjem i Bregnerød nær Farum og Birkerød.
Trods sin lille, spinkle bygning er hun stadig stærk nok til at klare sig selv ud over den hjælp, hun får til rengøring hver 14. dag. Det sætter hun pris på at klare sig selv, hjælpe til, tage fat. Det har hun gjort hele sit liv.
Hun blev født på Frederiksberg den 28. december 1909 og har boet i hovedstadsområdet det meste af sit liv. Faderen kom dertil som soldat, moderen var hjemmegående. Selvom hendes barndom udspillede sig under Første Verdenskrig, er de eneste kampe, hun husker, dem, der udspillede sig blandt børnene i gården.
"Krigen gik nærmest hen over hovedet på os børn. Vi havde jo ikke fjernsyn, så vi fulgte ikke med på samme måde som i dag. Vi mærkede mest urolighederne ved, at vi ikke havde ret mange penge," siger hun.
Hun husker et årti fuldt af leg og husligt arbejde. Det var før børnehavernes tid, så kvarterets unger underholdt sig selv i gården, når de ikke hjalp deres mødre med at gøre rent, sylte og bage. Som den ældste i en søskendeflok på fem havde Jenny mange huslige pligter. Og pligterne blev kun flere, da hun som 11-årig mistede sin far, og moderen var ladt alene med børneflokken.
"Det var en hård tid. Som voksen har jeg tænkt, at jeg nok har haft brug for en psykolog dengang, men det brugte man jo ikke. Det har nok gjort mig lidt streng og hård i det. Men vi fik et fantastisk sammenhold i familien af at hjælpe hinanden."
LÆS OGSÅ: Til døden eller demensen os skiller
Mens verden slikkede sine sår efter krigen, Sønderjylland blev genforenet med Danmark, og nye ord som insulin, penicillin og fjernsyn dukkede op gennem 1920erne, sad Jenny bøjet over skolebøgerne. Hun tog sin mellemskoleeksamen og kom derefter i huset hos præsten, som havde konfirmeret hende. Konfirmationen var en stor dag for Jenny. Hun husker stadig broderierne på den hvide silkekjole, aftenens menu, den eksakte dato og stedet: Den 7. oktober 1923 i Hans Tausens Kirke på Islands Brygge.
"Kirken har altid betydet meget for min familie, og vi har været faste kirkegængere i mange år. Ikke fordi vi er bedre end alle andre. Måske har vi bare haft mere brug for at få lidt syndsforladelse," siger hun og klukker let fra sin plads i stuens store grønne lænestol.
Historiebøgerne omtaler 1930erne som tiden med Den Store Depression, men for Jenny var det et af de bedste årtier i hendes liv. Hun havde fået kontorarbejde i et firma, der fremstillede klude, jern og metaller ud fra genbrugsmaterialer, og læste sprog på aftenskole. Hun var lærenem. Betjente hurtigt kunderne på engelsk, tysk og fransk un peu. Men det var ikke kun arbejdet med sprog, der interesserede hende; hun havde også fået et godt øje til chefen i firmaet. De blev gift i 1936. I 1938 og 1940 fik de to døtre.
"Jeg blev hjemmegående, efter at vi blev gift. Den tid var fyldt med stjernestunder, som man siger i dag. Dem lever jeg stadig videre på. Det var en spændende tid at få børn, og jeg ville gerne have haft fire-fem stykker. Jeg plejer at sige, at det er Hitlers skyld, at vi ikke fik flere, for vi ville ikke sætte flere børn i verden de første krigsår. Vi ventede til 1944 med nummer tre," siger hun.
LÆS OGSÅ: Mange dommere kunne passe arbejdet langt op i halvfjerdserne
Jenny Nielsine Nielsen husker tydeligt dagen, hvor Danmark blev besat. Et brag vækkede hende og manden klokken fem om morgenen, og de stod op og kiggede ud ad soveværelsesvinduet i deres Østerbro-lejlighed. Det ene fly efter det andet passerede og overstrøede himlen med blade, hvor der stod, at man skulle forholde sig roligt. Bragene kom fra Kastellet, hvor tyskerne var trængt ind, og ved en åben plads stod en soldat og pegede rundt med sit våben. Jenny og manden skyndte sig væk fra vinduet.
"Anden Verdenskrig mærkede vi tydeligt. Som alle andre måtte vi gå i kælderen, når der var luftalarmer, og vi måtte bruge rationeringsmærker og så videre. Men vi var mere forskånede end de fleste," fortæller hun.
Især i sommerhalvåret fik de urolighederne lidt på afstand. Der forlod familien nemlig København og søgte tilflugt i et sommerhus i Vedbæk. De hørte om befrielsen over radioen og fik budskabet bekræftet af en gruppe unge, som cyklede rundt i sommerhusområdet og råbte: Danmark er befriet, Danmark er befriet.
"Jeg husker tydeligt, dengang jøderne vendte tilbage fra Sverige og kom sejlende over Øresund. Vi stod hele familien nede ved Strandvejen med flag i hænderne og råbte hurra. Det var en meget rørende dag."
Familien lagde hurtigt krigen bag sig. Og mens våbenkapløbet mellem USA og Sovjet tog fart, og koreanere fra syd og nord bekrigede hinanden, stod den på børnepasning, madlavning og rengøring i Østerbro-lejligheden.
"Dagene lignede meget hinanden, og vi fulgte ikke så meget med i, hvad der skete ude i verden. Jeg husker mest tiden som en uendelig række af familiesammenkomster, børnefødselsdage og kobberbryllupper," siger Jenny.
Da børnene blev ældre, fulgte hun dem i skole og blev der ofte for at overvære morgensangen. Her traf hun tit den næsten jævnaldrende Ingrid, hvis datter gik i klasse med Jennys mellemste. Datteren hed Margrethe. Hun skulle senere blive landets regent.
Det var stadig børnene, huslige gøremål og kirken, som optog Jenny mest i 1960erne. Hun hørte om Berlinmuren, Vietnamkrigen og den første mand på Månen. Om Elvis, Bob Dylan og det storhittende band The Beatles. Men hun var nu mest til klassisk musik. Og hendes hverdag udspillede sig forsat i hjemmet og nu også hos Dansk Santalmission, som senere skulle skifte navn til Danmission.
"Hver måned mødtes vi 12-13 kvinder fra kredsen og syltede, broderede og holdt basar. Jeg stod i bod og solgte alt muligt. Håndarbejde, madvarer, nisser. På samme tid sad min mand i menighedsrådet og læste, sang og spillede med en gruppe drenge for at holde dem væk fra Nyhavn. Det var nogle gode år."
Mens unge gjorde oprør og demonstrerede op gennem 1970erne, uddannede Jennys døtre sig til ingeniør, tandlæge og regnskabsassistent. Derfor oplevede hun aldrig rigtigt hippietiden og ungdomsoprøret på nært hold.
"Vi har nok levet en meget beskyttet tilværelse, for vi deltog ikke aktivt i debatten dengang. Men vi tænkte jo nok, at det var noget skidt, at pornoen blev fri, og at det var synd for de unge," siger Jenny.
Det var også i disse år, kvinder for alvor strømmede ind på arbejdsmarkedet. Jenny mærkede forandringens vinde, da det stod klart, at hendes ene datter fravalgte børn for at satse på karrieren. Det respekterede hun. Men generelt mener hun ikke, at det har ført noget godt med sig, at kvinderne begyndte at arbejde.
"Det er forkert at sætte børn i verden, når man alligevel ikke har tid til at passe dem. Så bliver de stressede og kan ikke finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert, og hvordan man skal opføre sig. Det lærte vi andre, fordi vi var sammen med vores mor hele dagen."
Mens verden begræd drabene på John Lennon og Olof Palme og sørgede over ofrene for Tjernobyl-ulykken, var 1980erne også en sorgens tid for Jenny. Hun mistede sin mor i 1976 og sin mand året efter. Inden for de næste 10 år døde også hendes søster, brødre og flere af de bedste venner.
"Man bliver lidt hård af at miste så mange. Og vred. Jeg var den ældste af os søskende, og alligevel er jeg den eneste tilbage. Jeg har regnet ud, at det er de gode, der går først. Sådan er det, siger hun og nikker bestemt."
Især mandens død tog hårdt på hende. Hun var helt knuget af sorg og kunne slet ikke græde før efter et halvt år, da hun besøgte hans grav på kirkegården allehelgensdag. Da blev der løsnet op.
"Vi fik 42 år sammen, før han døde af cancer. Det var for lidt. Han var sådan et dejligt menneske. Der er et stort ar inden i mig efter ham, og jeg kan stadig sige skål og løfte glasset ud i stuen og se ham for mig."
Fem år efter mandens død forlod hun den store lejlighed i hovedstaden og flyttede ind i et ældrekompleks i Bregnerød, hvor hun stadig bor i dag. Langsomt byggede hun en ny tilværelse op. Lærte navnene på de cirka 100 beboere at kende og blev formand for beboerrådet. Nye venner kom til, andre faldt fra, men hun følte sig tryg og godt tilpas i området.
"Tiden herude er gået meget, meget hurtigt. Jeg havde ikke troet, jeg ville blive mere end 80 år, men jeg er her endnu, og nu har jeg boet her i 30 år," siger hun.
Hun har svært ved at skelne de seneste årtier fra hinanden. Er stået af den teknologiske udvikling og synes selv, at hukommelsen begynder at svigte. Det er en mærkelig følelse at have levet over hundrede år, siger hun.
"Det er meget specielt ikke at kunne gå hen til telefonen og sige til ens venner: Kan du huske dengang. Jeg savner at kunne tale med nogen, som har de samme minder."
Men Jenny klager ikke. Hun har masser af familie og venner omkring sig. Og så er der én ekstra fordel ved at have rundet de 100 år, siger hun med et skælmsk smil.
"Brille-forretningen giver lige så mange procent i rabat, som kunderne er gamle."