De ord, som lige nu betyder meget for Vibeke Windeløv, har hun ikke båret med sig gennem mange år, sådan som det ofte er tilfældet i dette lille interview, Ord der tæller. Til gengæld vil hun tage dem med sig mange år fremover.
Ordene er Peer Hultbergs fra ”Requiem”, der er et monumentalt værk, første gang udgivet i 1983. Bogen indeholder ikke færre end 537 korte tekststykker plus to rammetekster. Hver tekst giver stemme til en individuel person, som er plaget, oprevet eller krænket over småting, som har vokset sig store over tid. Nogle mener, at værket skal forstås i lyset af det sted i Matthæusevangeliet, hvor Peter spørger Jesus, hvor mange gange han skal tilgive sin broder, når han har syndet mod ham. Ikke op til 7 gange, men op til 77 gange, lyder svaret fra Jesus. I overført betydning skal man altså tilgive uendeligt, men læst bogstaveligt måske lige netop 539 gange.
Og de ord fra bogen, som teaterdirektør Vibeke Windeløv er så grebet af, kommer vil til lige om lidt. Men først til den scene, der lagde grunden for hendes betagelse.
”Jeg sad sammen med to filmfolk, en franskmand og en dansker. Danskeren, der ikke bryder sig om teater, spurgte den anden, hvorfor han dog gad gå i teatret. Franskmandens forklaring lød, at han elskede at høre det franske sprog fra scenen. Han syntes, det lød så smukt. Og der slog det mig, hvor forskellig hans betragtning er fra den mere handlingsorienterede tilgang til teatret, mange af os har. Vi vil gerne ind og se et eller andet spændende,” siger Vibeke Windeløv.
I juni i år havde Betty Nansen Teatret på Frederiksberg så en læsning fra scenen på et stykke, der hedder ”Requiem”, bygget over Peer Hultbergs bog af sammen navn.
”Og da jeg hørte ordene talt, kom jeg til at tænke på franskmanden igen, for sagt er de så smukke og enkle,” siger hun og citerer:
”De kommer gående i havgus, i hagl, i sol, i snesjap, de kommer gående, og fra husene lyder præludier og fugaer.”
Og sådan fortsætter teksten, mens ordene ”de kommer gående” binder det hele sammen, og det, jeg fik ud af den reading, var, at det her er en forestilling, der, ud over at den bliver visuel og underholdende i Jacob Schokkings instruktion, også gør det ved sproget, som den franske filmmand talte om.
Magien ligger i gentagelsen, fremførelsen og sprogets rytme, mener hun.
”De rejser et billede i mig af den der franske by, hvor der altid duftede af brænderøg. Det er det, de linjer kan – frembringer minder. Den der fornemmelse af, at man går i mørket, mens man kan høre musik og se lys inde fra husene. Jeg har oplevet det med at gå fra et hus, hvor lyset og musikken strømmer ud, flere steder i verden. Den specielle blanding af mørke, sne, lys og lyd. Derfor vil jeg vælge dem som ord, der tæller for mig. De har lagret sig i mig,” siger Vibeke Windeløv.
”Requiem” sættes op på Betty Nansen Teatret i januar næste år.