Prøv avisen
Seniorklummen

Ældre får ikke altid motion i hverdagen på plejehjemmet

Heldigvis er der mange plejehjem, hvor stolegymnastik, balanceøvelser, boldspil eller cykling på en stationær cykel indendøre er en del af ugens program. Men for de mest svækkede beboere er det for krævende. Foto: Peter Kristensen

Skrøbelige ældre skal i særlig grad opmuntres til at motionere hver dag, så de har så god fysik som muligt og kan klare små gøremål

Hvad skal man gøre, hvis ens pårørende er svagelige og bor på plejehjem, og man ikke synes, de får bevæget sig nok i løbet af dagen?

Det er spørgsmål og tanker, jeg er stødt på adskillige gange i de seneste måneder, da mennesker i min bekendtskabskreds har bragt det op, fordi de har været urolige og ulykkelige over det meget passive liv, deres nære og kæreste nu har i de sidste år af livet.

Der skrives og tales så meget om daglig motion. Der er enighed om, at det er godt for alle. Regelmæssig aktivitet kan medvirke til, at vi beholder evnen til at klare hverdagens gøremål. Man får det bedre af motion og udskyder sikkert også behovet for hjælp.

Og opstår der kroniske sygdomme, som gør, at det måske bliver meget svært at deltage i de aktiviteter, man har kunnet tidligere, så er der også enighed om, at man helst ikke må droppe bevægelse helt, men være så fysisk aktiv som overhovedet muligt.

”Jeg kan, og jeg vil,” sagde min gamle afspændingspædagog og gymnastiklærer med et stort smil, og så svingede hun med armene og spjættede med benene, og hun var højt oppe i 80’erne.

Jeg har fulgt patienter med MSA, multipel system atrofi, en neurologisk sygdom, der lidt efter lidt blandt andet tager bevægelserne fra patienterne, slide sig til at gå bare en anelse mere og ved fysioterapeuternes hjælp få lidt gang i kroppen, som får blodet til løbe og glæden til at vokse. Man får det simpelthen bedre. Måske får man ligefrem et glimt tilbage i øjet.

Derfor forstår jeg så godt pårørendes bekymring over, at en dag på et plejehjem for en skrøbelig ældre kan være helt passiv. Ja, mange dage i træk.

Skrøbelige ældre er jo en meget varieret gruppe, nogle kan være mentalt friske, men fysisk besværede, andre kan være ramt af demens i forskelligt omfang.

Nogle kan færdes ude for eksempel med en rollator, andre formår ingenting. Nogle har energi, andre mangler lyst til bevægelse. Fællesskabet kan være en inspiration til at komme lidt i gang. Sidder man sammen med andre, kan man måske grine lidt sammen og på den måde komme i bare lidt bedre form.

Hvis den manglende motion skyldes, at den skrøbelige ældre simpelthen ikke har lyst og energi, kan man tale om, at humøret og det almindelige velvære bliver bedre, når man har rørt sig lidt.

Som pårørende kan man ved besøg hos den ældre dels forsøge at opmuntre og motivere, dels være med til, at nemme små bevægelser bliver en del af besøget.

Hvis den pårørende ligger i sengen, som én af de patienter, der blev omtalt for mig, gjorde, så er der også små øvelser, man kan gå i gang med.

Musklerne bliver kortere med alderen, og det kan gøre flere ting i dagligdagen besværlige. For eksempel kan det blive nærmest umuligt at rede sit hår i nakken, og det kan blive svært at nå fødderne for at tage strømper og sko på.

Også som yngre ved man, at hvis man må ligge i sengen i en uge eller to, så mister man konditionen. Faktisk kan man blive helt overrasket over, hvor hurtigt det går. Derfor er det en meget værdifuld indsats over for den svækkede ældre at overbevise ham eller hende om, at det nytter selv med små tiltag: Vip med fingrene og tæerne, bøj og stræk fødderne så meget som muligt i ankelleddet, og prøv også at dreje fødderne rundt i ankelleddet. Det kan man gøre, mens man ligger på ryggen i sengen.

En bekendt fortalte, at når disse enkle øvelser var udført af hendes temmelig svækkede mand, når hun var på besøg, så kom smilet frem.

Allerhelst ville hun jo ønske, at personalet havde tid til at lade dette være en del af dagligdagen.

Heldigvis er der mange plejehjem, hvor stolegymnastik, balanceøvelser, boldspil eller cykling på en stationær cykel indendøre er en del af ugens program. Men for de mest svækkede beboere er det for krævende.

Dans med musik og sang kan også være en inspiration. Mennesker med Parkinsons sygdom, som er én af de kroniske sygdomme, jeg kender mest til, har ofte lettere ved at bevæge sig, når der er musik til øvelserne. En talepædagog fortæller, at hun har stor glæde af at få patienterne til at synge og derved motionere de stive ansigtsmuskler. Det har hun også kunnet gøre med svage gangbesværede patienter med gode resultater til følge.

Der er en fordel ved at røre sig. For raske som for svækkede ældre. Større velvære og bedre trivsel er det faktisk værd at anstrenge sig for.