Prøv avisen
Billedserie

Danmarks første demensby vil give demente et mere værdigt hverdagsliv

I demensbyens køkken kan beboerne blandt andet bage kager. Stimulering af sanserne er vigtig for at træne erindringen og de kognitive evner hos mennesker med demens. Foto: Jens Welding Øllgaard

Et ombygget plejehjem i Svendborg er åbnet som Danmarks første demensby, og flere steder i landet er lignende projekter på vej. De vil skabe trygge minisamfund uden institutionspræg til de demente

Grønt er godt for øjnene, og Elise Hansen synes, farven løfter humøret på en kold og grå forårsdag. Hun står foran spejlet i et prøverum og arrangerer et stort græsgrønt tørklæde om halsen. Hun kan lide at shoppe og købe sig lidt nyt tøj en gang imellem, men det er slut med strøgture på egen hånd: Hun går for dårligt, hun har svært ved at huske og kan ikke længere orientere sig i gaderne.

Til Elise Hansens held er det heller ikke nødvendigt at gå ud i byen for at shoppe. Hun kan gøre det i den lille butik på Bryghuset i Svendborg, hvor hun bor. Det var tidligere et almindeligt plejehjem, men kalder sig efter en større ombygning nu for Danmarks første demensby.

Efter hollandsk forbillede er den indrettet som et minisamfund for demente, hvor hverdagslivet skal minde mere om det liv, de havde, før de blev for syge og svage til at klare sig selv.

Demensby med frisør og restaurant

”Vi har mange beboere, som nyder at gå i butikker, og nu kan de gøre det i trygge rammer. De skal kunne gå ud og handle, gå på restaurant, til koncert, til fodterapeut eller til frisøren på samme måde som alle andre,” siger Annette Søby, der er projektleder for demensbyen Bryghuset.

De nye muligheder skal give beboerne adspredelse, oplevelser, og social kontakt, så hverdagen bliver mindre institutionspræget, og give beboerne en vis værdighed ved selvbestemmelse trods den fremadskridende demens.

Demensbyen Bryghuset blev indviet i november 2016 og har plads til 225 beboere, som på længere sigt udelukkende vil være demente. Det er bare ét af en lang række demensby-initiativer rundtom i landet. Ifølge Nationalt Videnscenter for Demens lider cirka 87.000 danskere af en demenssygdom, og antallet stiger i takt med, at den gennemsnitlige levealder stiger. Dertil kommer, at stadigt flere yngre mennesker bliver ramt. Det skaber et behov for boformer til demente, og flere steder er der planer om hele boligkvarterer med særlig demensvenlig indretning.

I Odense opfører OK-fonden således i samarbejde med Odense Kommune og støtteforeningen Margurittens Venner en bydel til demente til en investering på cirka en halv milliard kroner. Bryggerigården har derimod klaret ombygningen for 4,7 millioner kroner.

De Hogeweyk, en kendt demenslandby i Holland, er dog i alle tilfælde inspirationskilden til de danske demensbyer. De Hogeweyk er en beskyttet by med 23 huse, hvor alle 152 beboere lider af demens, og hvor alt er indrettet på at give dem så trygt, men samtidig så almindeligt et hverdagsliv som muligt. Det var en studietur dertil for fire ledende medarbejdere i ældreforvaltningen, som inspirerede til demensbyen i Svendborg. Annette Søby var med:

”Vi blev fascineret af, at de havde skabt et minisamfund med butik, restaurant, bodega, koncertsal og så videre. Og vi blev hurtigt enige om, at det ville vi også have,” fortæller hun.

En anden ting, der gjorde stort indtryk, var, at beboerne kan bevæge sig frit rundt i et stort afskærmet område uden risiko for at blive væk.

”I Danmark oplever vi hele tiden demente, som forsvinder fra plejehjem, og for hver 10, bliver de otte fundet døde et eller andet sted. Frygten for, at det sker, sidder i alle plejehjemsmedarbejdere, og det var meget inspirerende at se, hvordan de gør i De Hogeweyk,” siger Annette Søby.

Bryghuset har derfor købt en nabogrund på 6300 kvadratmeter. Den er blevet indhegnet som i De Hogeweyk, så man ikke uden videre kan forlade området, men der bliver plantet langs hegnet, så det ikke kan ses. Området får forskellige sanseområder: en lille skov, et jagttårn, en naturlegeplads, højbede, bålplads, en strand med en campingvogn og måske et hjørne med et par gamle biler. Der skal være noget at se på og opleve derude, så beboerne og deres pårørende kan gå tur og opleve noget, de kan snakke om.

Demens er pårørendes sygdom

”Man kalder demens for de pårørendes sygdom. Der er meget sorg forbundet med at have et familiemedlem med demens, og det kan være så trist bare at sidde i stuen og ikke kunne snakke om noget. Samværet bliver nemmere, når man er fælles om noget, og det kan godt være at sparke dæk på en gammel bil, at blive mindet om dengang, man var jæger, eller huske en ferietur til stranden,” forklarer Annette Søby.

En liflig duft af hjemmebag trænger ind gennem døren og pirrer lugtesansen. Stimulering af sanserne er vigtig for at træne erindringen og de kognitive evner hos mennesker med demens, og derfor skal maden dufte i demensbyen. Når man følger næsen, kommer man til et lyst køkken, hvor fire kvinder sidder om et bord. Den ene er chefen i bageriet, Lene Tornbjerg – en af demensbyens ansatte. Der er boller i ovnen, og kvinderne er ihærdigt i gang med at trille flere.

”Til jul bagte vi småkager,” fortæller Rosa Hansen ivrigt, mens hun sætter chokoladeboller på en plade. Hun har bagt kilovis af kager tidligere i sit liv, men erindringen om det toner lidt ud.

”Før i tiden bagte vi jo syv slags småkager til jul, men det er nok ikke så moderne mere,” supplerer hendes sidemand Karen Husmann.

Ved fælles hjælp prøver kvinderne at genkalde sig navnene på alle de lækkerier, der engang fyldte deres kagedåser til jul.

Herreretter trækker også mænd til køkkenet, som når Lene Tornbjerg annoncerer flæskeæggekage, men ellers er der andre udfoldelsesmuligheder for mænd i demensbyen: herreværelset med den tunge brune Chesterfieldsofa og dartspil på væggen eller et nyt tilbud om cykeltur med chauffør.

To beboere og en gæst udefra er ved at gøre sig klar til turen sammen med de frivillige Ole Møller Rasmussen og Svend Venø. Demensbyen har anskaffet to rickshaw-cykler, og de sætter i dag kurs mod et af Svendborgs klassiske udflugtsmål, Christiansminde ved Svendborg Sund. En af passagererne fortæller ivrigt om sin barndoms søndagsudflugter dertil.

”Vi kan lide at cykle, vi træner alligevel, og så kan vi jo lige så godt cykle med beboerne her og gøre nogen glade på den måde,” siger Svend Venø, som selv er pensionist.

”Jeg kører mountainbike og træner to gange om ugen, og det her er også god træning,” supplerer efterlønneren Ole Møller Rasmussen.

De to håber, at flere cykelfrivillige vil melde sig, for der er flere beboere, som gerne vil på cykelture, end de to kan klare.

Cykeltilbuddet og den positive opmærksomhed omkring demensbyen har tiltrukket nye typer af frivillige såsom sporty mænd i efterlønsalderen, og for at demensbyens kvaliteter for alvor kan komme til udfoldelse, er det nødvendigt med flere frivillige, erkender Annette Søby.

Birgit Hervig er også frivillig. Hun står bag disken i den lille butik og venter tålmodigt på, at kunden Elise Hansen får bestemt sig for det græsgrønne tørklæde.

”Jeg synes, det er en god idé med butikken. Beboerne får en lille udflugt ud af at gå herned, og jeg er altid parat til en lille snak med kunderne,” siger hun og tager imod 25 kroner fra Elise Hansen.

Så er det frokosttid. Elise Hansen triller af sted med sin rollator, og en anden frivillig hjælper hende ind i elevatoren, som skal køre hende op til hendes lejlighed og de smurte rugbrødsmadder i fællesstuen. Shoppeturen er slut for i dag.

Danmarks første demensby er indrettet som et minisamfund for demente - og byen har sin egen lille butik. Foto: Jens Welding Øllgaard
Annette Søby er projektleder for demensbyen Bryghuset. Foto: Jens Welding Øllgaard
Foto: Jens Welding Øllgaard
Foto: Jens Welding Øllgaard
Demensbyen i Svendborg har blandt andet anskaffet sig to rickshaw-cykler, så beboerne under trygge forhold fortsat kan opleve selve Svendborg. Foto: Jens Welding Øllgaard
I dag går kursen mod et af Svendborgs klassiske udflugtsmål, Christiansminde ved Svendborg Sund. En af passagererne fortæller ivrigt om sin barndoms søndagsudflugter dertil. Foto: Jens Welding Øllgaard