Engang sidst i 1960’erne begyndte Bjørn Elmquist at bruge et bestemt ord, når han holdt foredrag som diplomat. I dag husker han ikke, om han selv fandt på det eller hørte det et sted, men det er under alle omstændigheder et lidt hjemmestrikket ord: Demokratur.
Det er en sammenblanding af ordene demokrati og diktatur, for det var – og er – den reelle styreform i alle vestlige lande.
Ingen steder er der et gennemført folkestyre, som lever op til alle ideelle krav. I stedet praktiseres den laveste fællesnævner for begrebet demokrati, nemlig at flertallet bestemmer. Og det kammer indimellem over i noget, der minder om et diktatur.
Gennem hele sit virke som diplomat, journalist, politiker og advokat har dette blik for det uperfekte demokrati fulgt ham – sammen med ordet demokratur, forklarer han. For demokraturet har hersket alle årene og gør det endda i stigende grad, fordi vi er blevet så optaget af at sikre egne rettigheder, at vi ofte glemmer eller bevidst ignorerer hensynet til mindretallet.
Det sker også i Danmark, mener han. Helt aktuelt er der de særlige krav til friskoler og i det hele taget underkendelsen af religionsfriheden. Der er også de særlige og stadig skrappere adgangskrav for flygtninge og indvandrere med testspørgsmål om Danmark, som vi danskere ikke engang selv kan besvare, påpeger 78-årige Bjørn Elmquist:
”Vi kræver ikke bare af dem, at de skal kunne vores sprog og kende til vores kultur, de skal også rette sig efter vores normer og holdninger, og der siger jeg: Vi skal passe på, at vi – som det store flertal – ikke overbeviser hinanden om, at det, vi gør og tænker, er det eneste rigtige. For det er en slags værdibaseret mobbekultur, og det er demokratur frem for demokrati.”
Men det er svært at skabe et mere ægte demokrati, end vi har, erkender Bjørn Elmquist.
Terrorlovgivningen er et godt eksempel, og sommerens debat om at sætte elektroniske fodlænker på potentielle terrorister uden en dommerkendelse sætter problemet på spidsen. For vi forsøger at forsvare vores demokrati ved at gøre indgreb i vores demokratiske rettigheder.
”I gymnasiet havde jeg en klog dansklærer, forfatteren Peter P. Rohde, og han sagde engang, at han havde det håb, at vi aldrig bliver så tolerante, at vi tolererer intolerancen. Det giver jeg ham helt ret i, vi må ikke være blåøjede, men vi skal holde fast i, at man ikke kan drive et demokrati med diktaturmetoder. Og det gør vi alt for ofte. I dag er danske politikere reelt lovgivende, udøvende og dømmende, når de eksempelvis ønsker at bestemme helt præcist, hvor lange straffe der skal udmåles til hvilke forbrydelser – frem for at lade de uafhængige domstole afgøre det. Det er demokratur i en nøddeskal, og det skal vi bekæmpe,” siger han, for et overpolitiseret demokrati er altid undertrykkende.