Den sidste mand på jorden sad alene i et rum - Så bankede det på døren

En sætning, der er en hel lillehistorie i sig selv, satte børnebogsforfatter Gunnar Wille på sporet af hans levebrød og har siden udviklet ham både som forfatter og person

Gunnar Wille er manden bag børnebøgerne med ”Skrumpen fra det ydre rum”. -
Gunnar Wille er manden bag børnebøgerne med ”Skrumpen fra det ydre rum”. - . Foto: Søren Bidstrup/Scanpix.

Som barn kæmpede Gunnar Wille med ordblindhed. Den nu 69-årige forfatter til blandt andet de elskede børnebøger om det skægge rumvæsen Skrumpen husker tydeligt, hvordan han blev kategoriseret som dum i skolen.

Dengang havde han bestemt ikke villet tro sine egne ører, hvis nogen havde fortalt ham, at han en dag ville blive forfatter. Men en dag faldt han over en samling science fiction-noveller, hvor sætningen ”Den sidste mand på jorden sad alene i et rum. Så bankede det på døren“” optrådte i forordet.

Det fik det til at svimle for den unge Wille, for hvem var det, der bankede på døren? Var det en alien? Måske Gud? Eller noget helt tredje? Sætningen er skrevet af den amerikanske science fiction-forfatter Fredrick Brown (1906-1972).

”Den sætning er jo en hel lille historie i sig selv, og den satte min fantasi i gang og pirrede min nysgerrighed. Samtidig gav den mig en tro på, at også jeg ville kunne fortælle historier, når det kunne gøres så enkelt,” siger han.

Den unge Gunnar Wille fik nu blod på tanden og begyndte at læse alt, hvad han kunne komme i nærheden af, for det gik op for ham, at han måske slet ikke var så dum alligevel.

Da Gunnar Wille for nylig slog op i sin gamle bog for at finde sætningen, gik det op for ham, at han havde ændret den oppe i sit hoved undervejs. I hans hukommelse var den blevet til ”Det sidste levende væsen i universet sad alene i et rum. Så bankede det på døren“”

”Gennem årene har jeg åbenbart fået tilføjet sætningen en ekstra dimension. For hvis væsenet sidder alene i universet, betyder det, der er flere universer. Og netop universet er jeg meget optaget af. Hvad er det for noget? Da jeg var ung, vidste man ikke så meget. Man kunne se stjerner og skyer, men nu ved vi for eksempel, at der er galaksehobe, så universet bliver større og større og mere og mere uendeligt,” filosoferer han.

I dag har sætningen flere funktioner for Gunnar Wille ud over at fylde ham med en indre glæde over, at den satte skub i en række begivenheder, der gjorde, at han ikke længere følte sig dum. Dels bruger han den som en rettesnor i sit eget forfatterskab - sproget skal være enkelt og historierne utvetydige.

Det kommer blandt andet børn, der har svært ved at læse, til gode. Og dels bruger han den, når han underviser elever på animationsinstruktøruddannelsen på Den Danske Filmskole. Den uddannelse har han været leder af, siden han skabte den i 1992.

”Den lille sætning indeholder mængder af materiale, man ikke kan lade være med at beskæftige sig med. For hvad vil det sige at være alene? Og så banker det på døren? Det kan være starten på en historie, slutningen eller en fuld historie, og på den måde kan den blive ved og ved at inspirere” siger han.