Den tredje alder er værd at leve

Jeg frygter det hjerteløse samfund med vurdering af værdigt og uværdigt liv samt aktiv dødshjælp

Jeg er glad og taknemmelig for at leve. Jeg håber, jeg bliver gammel og lever, indtil døden kommer, når tiden er inde. Bliver denne tid smertefuld, er det mit håb, at omsorgsfulde mennesker vil yde mig den lindrende pleje, åndeligt og legemligt, som jeg trænger til den sidste del af livsvejen, skriver ugens klummeskriver, Søren Lodberg Hvas.
Jeg er glad og taknemmelig for at leve. Jeg håber, jeg bliver gammel og lever, indtil døden kommer, når tiden er inde. Bliver denne tid smertefuld, er det mit håb, at omsorgsfulde mennesker vil yde mig den lindrende pleje, åndeligt og legemligt, som jeg trænger til den sidste del af livsvejen, skriver ugens klummeskriver, Søren Lodberg Hvas.

Den tredje alder er senioralderen fra cirka 65 år til omkring de 80 år. Jeg har ikke nogen betegnelse for de efterfølgende aldre. Jeg vil foreslå, at de ophøjes til, at indehavere af de år, der måtte følge, betegnes som gamle mennesker. Lige så mange år, som det nu måtte blive. Hvor mange, bestemmer vi (endnu) ikke selv.

Ligesom vi ikke selv kan vælge årstiderne, kan vi heller ikke selv vælge vores alder. Det er så banalt, at det ligefremt er dumt at nævne det. Men det ligger dybt i nutidens mennesker, at vi sætter vilkåret for vort liv. For det tilhører jo os selv.

Så længe vi er raske og ved magt, er vi lette ofre for den indbildning, at vi regerer over tilværelsen. Deri består dumheden. Der er en direkte sammenhæng mellem diskussionen om fri abort, som nu er afsluttet, fordi den er en realitet, og diskussionen om aktiv dødshjælp, som lige nu pågår. Den vil være afsluttet om 10 år, forlød det for nylig fra såkaldt sagkyndigt hold i Kristeligt Dagblad. Så er denne ”hjælp” en rettighed, man kan vælge. Eller direkte eller indirekte pånødes til at vælge, fordi man er under pres til at tænke, at man ikke kan tillade sig at være andre til byrde og til udgift for samfundet.

Tredje trin i udviklingen bliver måske om 20-30 år overvejelsen, om ikke der bør sættes en grænse for, hvornår det ikke er ”værdigt” at leve længere. Når de ”uværdige” ikke selv kan beslutte sig til, at det ”uværdige” liv skal ophøre, så må andre træffe beslutningen. Naturligvis ud fra de ædleste motiver. Som i givet fald vil blive opfundet. Kort sagt: Jeg frygter det hjerteløse samfund, hvor barmhjertighed og medfølelse bliver hjemløse. I så fald har gudløsheden sejret. Indtil videre.

Jeg er glad og taknemmelig for at leve. Jeg håber, jeg bliver gammel og lever, indtil døden kommer, når tiden er inde. Bliver denne tid smertefuld, er det mit håb, at omsorgsfulde mennesker vil yde mig den lindrende pleje, åndeligt og legemligt, som jeg trænger til den sidste del af livsvejen, så jeg får fred til at give mig Gud i vold. Hvad enten jeg nu sanser det eller ej.

Men lige nu sanser jeg, at jeg lever! Sammen med min hjertenskære Ingrid er jeg netop vendt hjem fra herlige dage i Skagen. Der var sol og frisk vind. Og gensyn med kære mennesker, som jeg kendte fra mit tidligere virke.

Dertil fiskesuppe i Pakhuset på havnen og fiskefrikadeller fra Skagen Fiskerestaurant på bænken foran Bindesbølls maleriske røde pakhuse. Vi huskede tillige, at årets pinsefisk er skagenrejer (selvom en reje ikke er en fisk), og det ville - i salig ihukommelse - biskop Jan Lindhardt have bemærket og bedt om en rigtig pinsefisk, måske en tunge. De sunde fiskeretter blev tillige fulgt op af flere vandreture i byen og ud på Grenen. Lys, luft og hav. Så vi åndede luften i fulde drag.

Men først og sidst: Hvad er en pinsedag uden gudstjenesten med indgangssalmen ”I al sin glans nu stråler solen”? (Salmebogen nummer 290). Denne salme er hele pinsen værd. Den åbner døren til den danske skærsommer, som er et billede på den evige sommer i Guds rige: ”nu kom vor pinselilje-tid, nu har vi sommer skær og blid”. Læs og nyn på salmens skønne ord, så de tager bolig i sindet.

Gudstjenesten sluttede med ”Talsmand, som på jorderige” (Salmebogen nr. 294 vers 1:

Talsmand, som på jorderige

med et suk kan bedst udsige,

hvad vi evig trænger til,

i et kys kan alt udtrykke,

hvad for evig gør vor lykke

du, som kan alt, hvad du vil!

Værdiges til os at dale

og Guds storværk at udtale

på vort jævne modersmål!

Talsmanden, Guds hellige Ånd, vil livet. Stol på det!