Der tales og skrives meget om, at vi lever længere og bliver ældre og ældre. Det gælder ikke os alle sammen, men en stadig større del af befolkningen. Det der med at blive 100 år er ikke længere et særsyn.
Jeg har kun én gang været inviteret til en 100-årsfødselsdag, og jeg syntes, det var en stor oplevelse, da tante Karen for nogle år siden blev 100 i fineste form.
Hun levede godt videre i sin egen lejlighed, åndsfrisk og med et minimum af hjælp i hverdagen og blev faktisk næsten 101 år, og det var en stor glæde for hende på Christiansborg Slot at takke Dronningen for den hilsen, majestæten havde sendt hende ved fødselsdagen.
Og Dronningen har fået stadig mere travlt med at sende hilsener til de 100-årige.
For i løbet af de seneste 150 år er middellevetiden her i landet vokset fra lidt mere end 40 år til cirka 80 år. Det er næsten en fordobling, og ifølge statistikken var der i 1977 115 mennesker, der var over 100 år. I dag er der flere end 1000.
Der er selvfølgelig forskel på livslængderne. Aldringsforskere peger på, at vores gener bestemmer noget af det, og hvordan vi har levet livet, tegner sig for resten.
Vi bliver tudet ørerne fulde af sundhedsråd, der gives i den bedste mening, og forskere i aldring over hele verden arbejder med miljø, menneskers adfærd og selvfølgelig også de tilfældigheder, der optræder i de flestes liv, for bedst at kunne forklare og svare på, hvordan det går til, at vi bliver stadig ældre.
For det ser ikke ud til, at stigningen stopper. Man taler om, at en stadig større gruppe af de børn, der fødes i disse år, vil blive omkring de 100.
Når jeg ser ud over en skov, tænker jeg på, at der er en grænse for, hvor høje træerne bliver. Der er masser af plads op mod himlen, men det lader til, at der er en fælles grænsehøjde.
Sådan lader det bare ikke til at være for mennesker, når man taler om alder. Hver tidsalder har troet, at nu er grænsen nået, nu kan vi mennesker da ikke blive ældre, men ikke færre end 1009 danskere blev i 2013 ifølge Danmarks Statistik mere end 100 år.
Men så springer det i øvrigt i øjnene, at kun 166 var mænd, mens 843 var kvinder. Den forskel på kønnene har forskerne ikke fundet kernen i endnu.
Men vi er altså godt på vej mod et samfund, der har en stor og voksende gruppe ældre mennesker. Og det stiller nye krav til den måde, vi indretter os på.
Jeg tænker her blandt andet på vore byer. Hvordan kan ældre mennesker bedst komme rundt i byen, og hvordan tager byen bedst og mest hensynsfuldt imod sine beboere og gør hverdagen så bekvem og overkommelig som muligt?
Tænk bare på stoplysene. Dem må vi have set på og reguleret, for ældre mennesker går ikke lige så raskt som unge, og derfor skal det grønne lys være tændt længere, end det er i dag, så at også ældre kan nå sikkert over gaden til det andet fortov.
En anden mulighed er at lave flere heller halvvejs over vejen. Der kan man hvile, indtil lyset igen skifter til grønt, hvis man har brug for det. En lille skammel ville måske heller ikke være så dårlig. Trafikplanlæggere flere steder i Europa er i gang med at tænke over det. Og det vil også ske hos os.
Så er der bænke i bybilledet. Det bliver nødvendigt at anbringe mange flere, for mange flere ældre vil have brug for at kunne sætte sig og hvile undervejs på indkøbsturen og spadsereturen. Som det er i dag, er der desværre ældre, der kun sjældent vover sig uden for deres bolig, fordi afstandene mellem butikker og hvilesteder er for store.
Avisen The New York Times skrev for et års tid siden om dem, de kalder the oldest old, altså længelevere, som danske forskere siger. Længelevere bliver mellem 90 og godt 110 år.
Det er en voksende gruppe, men de ses meget sjældent af os andre, og det er blandt andet, fordi en by som New York har et tempo i gadebilledet, der ikke levner megen plads til dem, der går lidt mere adstadigt og langsomt.
Det samme gælder for eksempel for København, Aarhus, Odense og Aalborg, hvor ældre kan føle en frygt for at begive sig ud i bybilledet og en ængstelse for ikke at kunne klare sig der og for eksempel nå over en trafikeret gade inden for den afmålte tid. Er man bilist, har man vist oplevet, hvordan en ældre forsøger at skynde sig det sidste stykke ind til fortovet, mens bilerne holder utålmodige i kø.
Sådan skal det selvfølgelig ikke være, og jo flere ældre, der bliver, jo større pres vil der blive lagt på byplanlæggere, arkitekter og ingeniører for at tænke den aldersgruppe ind i en bys liv.
Offentlige toiletter ruttes der heller ikke ligefrem med. Jeg læste forleden om 67-årige Tine Müller, der har udviklet en app over, hvor toiletterne findes - foreløbig i København, Fredericia, Sønderborg og Aarhus. Findtoilet app til smartphones er en begyndelse. Forhåbentlig kommer alle 98 kommuner med.
Det er et godt eksempel på, at ældre peger på mangler i bybilledet. De kommende år vil vi se, at byerne må tilpasse sig den voksende ældre del af deres indbyggere og imødekomme deres behov. Det er en nødvendighed.