Erik A. Nielsen er ikke i tvivl om, hvilke ord der har gjort størst indtryk på ham. Første gang, litteraturhistorikeren så ordene, var de skrevet som kobberstik på titelsiden til den danske biskop og salmedigter Thomas Kingos første del af ”Aandelige Siunge- Koors” fra 1674. Oprindeligt stammer sætningen fra Det Gamle Testamente, men det var i forbindelse med sit studie af Thomas Kingo, at Erik A. Nielsen i 1980’erne stiftede bekendtskab med dem.
”Dend som giorde øret skulde hand ikke høre”: Allerede ved første øjekast gjorde sætningen stort indtryk.
Erik A. Nielsen er vendt tilbage til ordene igen og igen, både i forhold til arbejdet og i forhold til sin egen religiøsitet.
”Det hænger nok sammen med, at jeg altid har været optaget af selve det elementære fænomen, at der findes syn i verden,” siger Erik A. Andersen.
For ham er sætningens fokus på de to sanser et vidne om skabelsesberetningen.
”Citatet siger, at det, at vi kan høre og se, er en så guddommelig evne, at der har været brug for en, der kunne finde ud af at skabe den evne. For mig er en grundlæggende bestanddel i det at være religiøs forundringen over det, der eksisterer. Det kunne lige så godt være sådan, at der ikke eksisterede hørelse eller syn, men at det eksisterer glæder mig med evig undring og stor fryd,” siger han.
Erik A. Nielsen mener, at det at kunne se og høre er to så guddommelige evner, at det kræver en guddommelighed at kunne skabe dem.
”Når der i verden eksisterer noget så helt usandsynligt som evnen til at høre, så er det et gudsbevis for Thomas Kingo, og også for mig. Hvis man tænker sig, at der var mørke i verden, så ville eksistens ikke være mulig, men det, at vi kan se, og at vi kan høre, beviser, at Gud er den, der havde visdommen til at skabe og danne høre- og synsevnen. Gud er den, der ser, og han er den, der hører, og han har udstyret livsvæsener og mennesker med høreevne. Klippestenen og floden kan hverken høre eller se, men at livsvæsener, dyr og måske også planter har hørelse, og måske også syn, beviser, at skabelsen har været helt oppe i en suveræn tilstand,” siger Erik A. Nielsen.
I takt med, at han taler om de gammeltestamentlige ord, som Kingo har taget til sig, bliver forundringen og forbløffelsen af det, der eksisterer, kun større.
”Jeg kan ikke forstå de mennesker, der ikke bliver fuldstændig slået af de ting, vi ser. Den orden, man ser, er altså så forunderlig og mærkelig, at man ikke bare kan sige, at det er en tilfældig effekt af evolutionen. Tænk på, hvor fint øret er indstillet på at høre lyde i universet og øjet på at se former og farver i universet.”
Han er vendt tilbage til Kingo igen og igen, siden han så kobberstikket i 1980’erne, og hans interesse for synet er også blevet fastholdt.
”Jeg sidder i øjeblikket og er ved at færdiggøre en lille bog, der hedder ’Den lille synslære’, som handler om, hvad vores syn kan, og hvordan det er muligt at lytte til og se verden på en ny måde gennem billedkunst og digteriske værker. Det er et grundtema i mit liv og noget, jeg har oplevet gennem de år, hvor jeg har undervist og studeret,” siger Erik A. Nielsen.