Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Der er sket et moralsk skred i måden at behandle vores ældre på

Tegning: Peter M. Jensen.

Vi har en uhyggelig, næsten maskinmæssig tilgang til vores ældre, som vi gemmer af vejen og glemmer at behandle med næstekærlighed, mener viceborgmester i Lyngby-Taarbæk Simon Pihl Sørensen (S). Han er flov over ikke at have gjort nok og råber nu op for at få omsorgen tilbage på ældreområdet

Følelsen af skam tog til i takt med, at ordene formede sig på computerskærmen foran ham. Det var midt i juni, og viceborgmesteren i Lyngby-

Taarbæk Kommune var stået tidligt op, allerede en times tid efter solen. Mens hans kone og tre døtre stadig sov i værelserne ved siden af, sad han i sit køkken i Virum og kanaliserede ophobede følelser af skam, harme og indignation ud gennem fingrene på tastaturet. Han var blevet overvældet af en trang til at gøre noget. Ændre noget fundamentalt:

Jeg har svigtet: Ældrepolitikken er ikke for almindelige mennesker, skrev han og fortsatte: Omsorgen for vores ældre er det største svigt i vores velfærdssamfund.

46-årige Simon Pihl Sørensen har siddet i byrådet for Socialdemokraterne halvdelen af sit liv. Som en af de øverst ansvarlige for kommunens økonomi har han gang på gang været med til at skære ned og spare på ældreområdet.

Bevares, han og kollegerne har også gjort meget godt. Bygget plejehjem, renoveret, effektiviseret. Men grundlæggende er det kun gået én vej med ældreomsorgen, mener han. Ned.

Den personlige kontakt og omsorgen er kun blevet forringet de 23 år, jeg har siddet i byrådet. Ingen vil de ældre det ondt, men på en eller anden måde har det bare været lettere at spare på det område. Man kan slippe af sted med næsten hvad som helst, og det uhyggelige er, at det tilsyneladende passer alle parter godt. Politikere, institutioner, de pårørende, siger han.

De første mange år af sin politiske karriere tog han det ikke så nært. Var med til at indføre minuttælling, kontrol og velfærdsteknologi, der kunne klare arbejdet billigere end mennesker. Men med tiden fik han en stadig dårligere smag i munden, når han hørte om ældre, der blev lagt i seng klokken 18 og kun fik bad hver 14. dag. Om møgbeskidte plejehjemskøkkener. Og om vakuumpakket smørrebrød, der kunne holde sig i dagevis.

Til sidst kunne jeg simpelthen ikke rumme det mere. Og jeg kan ikke længere tage ansvar for den deroute, hvor vi sætter medmenneskeligheden ud af spil og i stedet finder en bekvem og billig løsning på nogle opgaver, som folk hverken gider beskæftige sig med eller ofre penge på, siger han.

Et opkald fra en ældre dame gjorde udfaldet for ham. Det var sidst i maj, og Simon Pihl Sørensen var i færd med at rydde op efter aftensmaden, da telefonen ringede. Kvinden i røret var ked af det. I fem år havde en hjemmehjælper gjort rent i hendes hjem, men nu var den personlige kontakt erstattet af en robotstøvsuger, som hun ikke kunne finde ud af at bruge. Og i øvrigt heller ikke kunne tale med.

Samtalen fik det berømte bæger til at flyde over for viceborgmesteren. Det gik op for ham, at noget fundamentalt var galt. Det var derfor, han den morgen i juni satte sig foran tastaturet og skrev debatindlægget, som senere blev trykt i Politiken.

Det gik op for mig, at der er sket et etisk og moralsk skred i måden, vi behandler vores ældre medborgere på. Vi har institutionaliseret dem og fået en næsten maskinmæssig og teknokratisk tilgang til dem. Det er for eksempel tankevækkende, at antallet af kommuner, der bruger robotstøvsugere på de store, firkantede kommunale arealer, kan tælles på én hånd. Men fru Jensens lille lejlighed med tæpper, stole og reoler kan godt bruge den. Vi gør ting på ældreområdet, vi aldrig nogensinde ville byde andre mennesker, siger han.

At udviklingen er gået den vej, mener Simon Pihl Sørensen især skyldes, at de ældre ikke længere er en del af landsbyen. De er blevet flyttet ud på den anden side af fællesskabet. Gemt væk i institutioner, som de færreste har et nært forhold til. Dermed bliver det nemmere for alle at fraskrive sig ansvaret.

Sammenligner man med skoleområdet, er historien en helt anden. Skolerne kender vi fra vores børn og fra møder og fællesarrangementer. Og børn er der perspektiv i. De skal skabe velfærd og vækst og tjene penge til staten. Modsat de ældre, som ofte bare bliver betragtet som en byrde.

Der lyder et ramaskrig, hvis klassekvotienten bliver hævet, hvis skolemaden er usund eller toiletterne beskidte. Men de ældre, derimod, er blevet en fremmed gruppe, som vi ikke interesserer os for. Vi har et tættere forhold til vores kæledyr og til vores Facebook-venner end til vores ældre. Det er skruen uden ende, og vi må spørge os selv: Kan vi være det bekendt?

Det kan vi ikke, mener Simon Pihl Sørensen. Den morgen i køkkenet i Virum afsluttede han derfor sit læserbrev med ordene:

Jeg har svigtet som menneske og som kommunalpolitiker, fordi jeg ikke har behandlet ældre som almindelige mennesker og jeg vil bruge resten af mit liv til at gøre noget ved det.

Jeg har et medansvar for, at det er gået så vidt, og det er jeg nødt til at rette op på. Også for min sjælefreds skyld, siger han.

Først og fremmest vil han opfordre alle til at overveje, om de kan gøre mere for landets ældste. Det er nemlig ikke kun et spørgsmål om ressourcer, hvis de ældre skal inkluderes mere i samfundet, mener han. Det handler også om at gribe i egen barm og eksempelvis bruge bare en tiendedel af den tid, man bruger på Facebook-vennerne, på at gøre noget for sine bedsteforældre eller sin gamle nabo i stedet for at overlade ansvaret til plejesektoren.

Derudover prøver Simon Pihl Sørensen at råbe sine kolleger i landets kommuner op. Han mener, at politikerne overhovedet ikke har forholdt sig til det faktum, at ældre i dag lever 20, 30, 40 år efter, at de er gået på pension. De har slet ikke tænkt igennem, hvilke enorme opgaver ældreboomet medfører, og derfor tyr de til lappeløsninger, nedskæringer og effektivisering, mener han.

Vi er nødt til at stoppe op nu og gennemtænke det her område helt forfra. Vi må diskutere, hvad der er gået galt, og hvordan vi kan gøre det bedre. Vi kan ikke gennemføre flere besparelser, og vi skal ikke skære ned på omsorg og erstatte det med velfærdsteknologi. Vi skal sætte den personlige kontakt i højsædet. Det er det allervigtigste. Og så må vi hele tiden holde os for øje, at vores syn på de ældre ikke bliver domineret af management og økonomi men af omsorg og næstekærlighed.

Simon Pihl Sørensen tog ikke ældreomsorgen så tungt i begyndelsen af sin politiske karriere. Det har ændret sig. – Privatfoto.