Da Thue Kjærhus boede i Israel i 1970’erne, mødte han en lærd, tysk jøde. Manden var meget optaget af en sætning fra den vigtigste kirkefader i oldtiden, Augustin (354-430), som sagde: ”For at der kunne være en begyndelse, blev mennesket skabt.”
Thue Kjærhus tog sætningen til sig, men det var først mange år senere, at han for alvor forstod dens rækkevidde. Da befandt han sig i en karriere inden for leder- og organisationsudvikling i store virksomheder, men besluttede sig for et radikalt sporskifte. Han blev i stedet forstander på Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord i en erkendelse af, at det, han egentlig havde arbejdet med indtil nu, var at få medarbejdere indordnet i en organisation formet efter procedurer, der skulle ensrette dem for at opnå bedre kvalitet.
”På den måde skaber man jo ikke nye begyndelser,” forklarer han. ”Kun i et fællesskab mellem frie mennesker opstår der noget uforudsigeligt, og det er jo det, der skaber udvikling, ikke ensartethed.”
Det uforudsigelige fandt han i stedet i højskolelivet, hvor han stadig dagligt møder elever og kolleger, der skaber intellektuelle, kunstneriske og menneskelige åbenbaringer i ham og forsikrer ham om, at vi alle ikke blot er ligegyldige prikker i en samfundsstruktur determineret af historien.
”Augustin siger med sin sætning, at Guds rige er her og nu. At frihed og fødslen af nye tanker skabes til alle tider i fællesskabet, og at mennesket netop blev skabt med det formål: At sikre, at historien aldrig slutter. Det var den tæt på at gøre med holocaust. Det folkedrab er for mig år nul i menneskets udvikling, fordi civilisationen blev lagt i ruiner. Men vi kom videre, og så længe frie mennesker mødes, vil deres små tandhjul gribe ind i hinanden og i historiens store tandhjul og påvirke dens gang. På den måde er Augustins sætning også en påmindelse om, at mennesket intet er i sig selv, vi eksisterer kun i en kontekst af familie, fællesskaber og historie,” siger den 62-årige højskoleforstander.
Sætningen er måske særlig vigtig i disse år, påpeger han, for vi lader til at have det stadig sværere med det uforudsigelige.
Vi ser det som noget angstprovokerende – især, hvis man ikke er troende – og søger i stedet effektivitet og faste strukturer. Vi vil have management frem for nye begyndelser.
”Jeg tror, vi med fordel kan huske på, at der er noget frigørende i ikke altid at kunne forudsige, hvad der sker. Og at vi skal søge den frihed gennem andre og ikke bare i os selv.”