Prøv avisen

Designer vil gøre op med grimme hjælpemidler til ældre

Hjælpemidler til ældre er ofte store, grimme og klodsede, mener designer Trine Højbak Møller Gøttsche.

Hjælpemidler behøver ikke være sterile, kolde og grimme, mener ph.d.-studerende Trine Højbak Møller Gøttsche, der forsker i, hvordan fremtidens velfærdsteknologi kan personliggøres

Når Erna Sørensen skal skrælle kartofler, har hun på grund af sin dårlige ryg brug for en skammel, så hun kan sidde ned. Det samme har hun, når hun skal i bad. Hjælpemidlerne kunne hun godt få tildelt gennem kommunen, men det har hun ikke engang forsøgt. Fra sit tidligere job som sygehjælper ved hun nemlig alt for godt, hvordan den slags ser ud.

”Store, grimme og klodsede. Jeg har aldrig syntes, at de var pæne. De kan til nød gå an på sygehuse og plejehjem, men det er altså noget andet, når de skal stå i et privat hjem. De passer i hvert fald ikke ind herhjemme hos mig,” siger hun.

Derfor har Erna Sørensen selv været på indkøb. Hun har fundet en køkkenskammel i Trævarefabrikernes Udsalg og en skammel i genbrugsplast fra Ikea, som hun kan bruge, når hun skal i bad. Den kan lige stå under håndvasken. Begge opfylder Erna Sørensens behov for hjælp og passer ind i det hjem, hun har.

”Og så stinker de ikke langt væk af hjælpemidler og handicaps. Det er meget vigtigt for mig, at de ikke står og signalerer, at jeg ikke kan det, jeg kunne engang.”

Ud over skamlerne har hun også har købt et par gangstave af den type, man benytter til stavgang. De kan lige klappes sammen og medbringes i kufferten og har da også både været en tur i Ungarns hovedstad, Budapest, og på De Vestindiske Øer i Caribien.

”Det kunne jeg ikke have gjort med et par krykker eller en rollator,” siger Erna Sørensen.

Hun indrømmer, at smartere hjælpemidler er lidt af en kæphest for hende. Derfor tøvede hun heller ikke med at sige ja, da hun fik chancen for at samarbejde med Designskolen Kolding.

Her har Trine Højbak Møller Gøttsche siden august været i gang med et ph.d.-projekt om accessories og velfærdsdesign. Hun vil undersøge, hvordan man kan kombinere teknologi og design med tilbehør båret på kroppen.

Ud over det mere gængse tilbehør som beklædning, ure og smykker er hun interesseret i at finde ud af, hvordan man kan tænke design ind i kropsbårne hjælpemidler. Det kan være briller og høreapparater, men også pulsmålere eller diabetespumper.

”Jeg har tit undret mig over, hvorfor vi giver de grimmeste hjælpemidler til borgere, der i forvejen har det svært. Der er en tendens til, at hjælpemidler syner uvenlige og kolde, og at forståelsen for mennesket er langt væk. I stedet for at designe ud fra teknologi og funktion skal vi skabe meningsfyldte produkter ved at tage udgangspunkt i det enkelte menneskes behov. Design skal være venligt og imødekommende.”

Trine Højbak Møller Gøttsche har selv arbejdet som omsorgshjælper på et bosted for hjerneskadede og fysisk handicappede samt som innovationskonsulent på socialområdet i Region Syddanmark. Fra disse jobs ved hun, at design, der ikke tager udgangspunkt i de menneskelige behov, ikke holder i længden.

”Et godt eksempel er robotstøvsugeren, som for nogle år siden blev indkøbt i stort antal for at spare på omkostningerne til hjemmehjælp. Det viste sig desværre, at den ikke fungerede i konteksten. Mange ældre har jo hjem med mange møbler og tæpper, og pladsen er måske lidt trang, og det er ikke de bedste betingelser for en robotstøvsuger. Derfor endte mange af dem i skabet. Det er penge ud ad vinduet.”

Derfor vil hun da også gerne i dialog med vigtige organisationer på området, der vil være med til at sætte fremtidens dagsorden. For udsigterne på plejefronten bliver ikke bedre. I fremtiden vil der være færre mennesker til at tage sig af de ældre, og derfor bliver det endnu vigtigere, at vi kan blive i eget hjem længst muligt, mener Trine Højbak Møller Gøttsche.

”I den sammenhæng er den kropsbårne teknologi interessant. Den kan blandt andet hjælpe os med at fange sygdomme i opløbet, så vi kan behandle i tide frem for at ende i en situation, hvor en borger bliver låst til sin seng eller lænestol.”

Hun understreger, at hun ikke er tilhænger af at lade den kolde teknologi erstatte de varme hænder, men at den er uundværlig som supplement:

”Teknologien er i dag så lille og kan så mange ting. Derfor er den velegnet til at aflaste både borgeren og plejesektoren. Så kan de varme hænder bruges på omsorg i stedet. Vi skal også huske på, at teknologi kan være befriende, idet den i mange tilfælde er en uundværlig hjælp for de mange ældre, der helst vil klare sig selv, for eksempel i intime situationer. Tendensen med at bruge teknologi bliver ikke mindre fremover, for de næste generationer er jo opvokset med den som en naturlig del af deres hverdag.”

Men hvis teknologien skal være attraktiv, skal den gøres mere personlig. I stedet for at lugte af pleje og nødvendighed, skal den være som en forlængelse af ens personlighed og kunne bæres med værdighed, mener Trine Højbak Møller Gøttsche.

”Det kan gøres på mange måder. For eksempel ved at væve den ind i smukke tekstiler eller pakke den ind i mere klassiske materialer, som guld eller sølv, så den kan bæres som et smykke.”

For netop smykkerne kan dét, som Trine Højbak Møller Gøttsche håber, at fremtidens design af teknologisk tilbehør også vil kunne. I et undervisningsprojekt på Designskolen Kolding, hvor hun underviser i accessory-design, havde hun kontakt til flere ældre kvinder. De fik besøg af studerende, som skulle undersøge tilhørsforholdet mellem kvinderne og deres personlige smykker.

Kvindernes fortællinger viser, at det sjældent er smykket i sig selv, men derimod de værdier og historier, det repræsenterer, der har en betydning. Hun giver et eksempel: En kvinde havde en fingerring af sølv med tre ringe flettet ind i hinanden. Ringen var af typen, som kunne købes på ethvert kræmmermarked, så det var ikke et kostbart smykke i gængs forstand. Men for kvinden havde ringen stor værdi, fordi hendes nevø havde valgt den til hende som et symbol på familiens sammenhold.

”Smykkerne har et følelsesmæssigt tag i os. Den viden og forståelse for de bløde værdier bør vi kunne inddrage, når vi designer fremtidens velfærdsteknologi. Vi vil være nået langt, når et hjælpemiddel får en æstetisk værdi for os, bæres med glæde og minder os om gode ting frem for om sygdom og handicaps,” siger Trine Højbak Møller Gøttsche og påpeger, at bare fordi man er aldrende, betyder det ikke, at man ikke også har smag.

”Man vil da stadig gerne se godt ud, selvom man er oppe i årene. Det understøtter hjælpemidlerne desværre ikke altid. Så ironisk nok kan den ting, der skulle hjælpe os, i stedet blive hæmmende, fordi den er med til at underbygge et stigma – som for eksempel høreapparatet, der signalerer handicap, eller gangstativet, som vi lader stå i hjørnet, fordi vi synes, at det er grimt at gå med. Det burde være lige omvendt.”

”Man vil da stadig gerne se godt ud, selvom man er oppe i årene. Det understøtter hjælpemidlerne desværre ikke altid,” siger Trine Højbak Møller Gøttsche. Foto: Nils Rosenvold
Ud over det mere gængse tilbehør som beklædning, ure og smykker er Trine Højbak Møller Gøttsche interesseret i at finde ud af, hvordan man kan tænke design ind i kropsbårne hjælpemidler. Det kan være briller og høreapparater, men også pulsmålere eller diabetespumper. Foto: Nils Rosenvold
Trine Højbak Møller Gøttsche har siden august været i gang med et ph.d.-projekt om accessories og velfærdsdesign. Hun vil undersøge, hvordan man kan kombinere teknologi og design med tilbehør båret på kroppen. Foto: Nils Rosenvold
Netop smykkerne kan dét, som Trine Højbak Møller Gøttsche håber, at fremtidens design af teknologisk tilbehør også vil kunne. Foto: Nils Rosenvold