”Det dufter lysegrønt af græs” peger fremad til et liv, jeg ikke skal være med til

Carsten Fischer, tidligere journalist ved DR-TV Aarhus, er alvorligt syg og har valgt, hvad der skal synges, når han ikke er her mere

Carsten Fischer er medlem af folkekirken, men har fravalgt kirkelig begravelse. I stedet ønsker han en urnenedsættelse med sang og tale på kirkegården i Nyborg, hvor han bor. Billedet er fra 2003.
Carsten Fischer er medlem af folkekirken, men har fravalgt kirkelig begravelse. I stedet ønsker han en urnenedsættelse med sang og tale på kirkegården i Nyborg, hvor han bor. Billedet er fra 2003. Foto: Simon Jeppesen/Polfoto.

Carsten Fischer hørte første gang salmen, ”Det dufter lysegrønt af græs i grøft og mark og enge”, en dejlig forsommerdag for 15 år siden i Sankt Markus Kirke i Aarhus.

Han var medlem af menighedsrådet og var ofte til gudstjeneste. Salmen, der oprindeligt er skrevet af Carl David Wirsén i 1889, er senere blevet bearbejdet af nu afdøde tidligere biskop og salmedigter Johannes Johansen.

”Det er for mig at se en god, folkelig sang, og det tiltaler mig meget, da jeg altid selv har været en folkelig formidler. Og så er der noget i den, der peger fremad, og det taler til mit lyse sind. Helhedsindtrykket taler til mig mere end bare ordene, for der er sammenhæng i både melodi og tekst,” siger Carsten Fischer.

Den i dag 79-årige tidligere journalist ved DR-TV Aarhus blev især kendt for sine programmer om opførelsen af Storebæltsforbindelsen og Øresundsforbindelsen.

I alt 66 udsendelser i serien om ”Brobyggerne” blev det til, og som han i 2000 fik Betonprisen for af Dansk Betonforening.

I dag er Carsten Fischer alvorligt syg af kræft, og efter at have været igennem kemo- og strålebehandling har han fravalgt mere behandling.

”Det har ikke ødelagt mit humør, men jeg synes ikke, at der er livsglæde i at overleve nogle få måneder, hvor man har det dårligt. Jeg vil hellere have det rimeligt og overleve nogle få uger. Jeg har haft et godt liv og et fantastisk arbejdsliv.

For mig er der noget socialt ansvarligt i at sige nej til at bruge flere af kræftpakke-pengene. Det egoistiske er, at jeg ikke vil udsætte mig selv for flere af de trængsler og ubehag, som kemokure giver. Jeg har et afklaret forhold til det,” siger Carsten Fischer.

Da han i sin tid blev glad for ”Det dufter lysegrønt af græs”, lagde han en seddel ind i salmebogen ved nummer 725 og gjorde familien opmærksom på, at skulle det ske, at han døde, ville han gerne have sunget den ved sin begravelse.

Siden er han i forbindelse med blandt andet det seneste års debat om opstandelsen blevet i tvivl om troen på et liv efter døden.

”Jeg tror ikke på, at jeg genopstår, og derfor vil jeg ikke begraves. I stedet har jeg besluttet, at mit legeme skal overføres til forskning på Odense Universitetshospital,” siger Carsten Fischer, der stadig er medlem af folkekirken.

Han vil gerne have et gravsted på kirkegården i Nyborg, hvor han bor, og at der bliver budt til urnenedsættelse med sang og tale.

”Jeg har aftalt en lille urnenedsætning, hvor salmen skal synges, og det kan godt blive stemningsfuldt. Der må også godt sættes en lille gravsten, mest for familiens skyld, hvis de gerne vil mindes den gamle.

De har accepteret mit ønske, men jeg tror, at det har været svært. Men min hustru er også meget afklaret omkring det. Der er da mange oplevelser, jeg gerne vil have, men når man er syg og dårlig og kan mærke, at man er svækket, er der ingen grund til at trække pinen længere ud,” siger Carsten Fischer og tilføjer:

”Når jeg læser, 'Det dufter lysegrønt af græs', synes jeg, at det peger fremad til et liv, jeg ikke skal være med til, men at der kommer noget nyt liv og fornyelse. Og det synes jeg er positivt.”