100-årige Gerda: Det er Gud, som giver mig lov til at leve

Som 99-årig sagde Gerda Christensen farvel til hus og have og flyttede på plejecenter. Her har hun fået tid til sin egen bibelmaraton

Et par måneder efter at Gerda Christensen var fyldt 99 år, fik hun en plads på plejecenteret Solgaven i Hobro. Nu, hvor hun ikke længere skal passe hus og have, har hun mere tid til at læse.
Et par måneder efter at Gerda Christensen var fyldt 99 år, fik hun en plads på plejecenteret Solgaven i Hobro. Nu, hvor hun ikke længere skal passe hus og have, har hun mere tid til at læse. . Foto: Ernst van Norde.

Læsestoffet ligger i en stabel på en hylde ved den uldne lænestol. Den lille bunke fortæller på mange måder historien om Gerda Christensens liv. Her ligger Indre Missions Tidende, et lokalt kirkeblad og øverst ligger Bibelen indbundet i sort skind og med gyldent tryk på forsiden. Gerda Christensen har altid haft sin gang i både kirke og missionshus, og Bibelen har været en del af hverdagen gennem hele hendes voksne liv. Og inde i det trecifrede har hun sat sig for at læse hele Bibelen, og når snart til Det Nye Testamente.

”Jeg er ved at læse Malakias’ Bog. Jeg har læst Bibelen før, men jeg har ikke læst hele Bibelen fra en ende af før. Jeg kan ikke længere få fat på ordene, når jeg går i kirke. De sidste tre gange jeg har været af sted, synes jeg, det har været forgæves, men så kan jeg jo læse.”

Og hvem er så kvinden, der i en alder af 100 år begiver sig ud på sin egen bibelmaraton? Hun kom til verden i marts 1917 i Bramslev i Himmerland som barn nummer to i en søskendeflok, der kom til at tælle fem børn. Hendes far var arbejdsmand og havde lange perioder med sygdom.

”Vi klarede os, selvom vi ikke havde meget.”

Nogle af hendes første minder er fra Onsild. Det var her, hun begyndte at gå i søndagsskole som femårig. Siden flyttede familien til landsbyen Hvornum i det sydlige Himmerland.

”Vi boede lige ved missionshuset Tabor, der var søndagsskole. Min søndagsskolelærer var en gammel mand, som var god til at genfortælle bibelhistorier for os børn.”

”Jeg er ved at læse Malakias’ Bog. Jeg har læst Bibelen før, men jeg har ikke læst hele Bibelen fra en ende af før," fortæller Gerda Christensen.
”Jeg er ved at læse Malakias’ Bog. Jeg har læst Bibelen før, men jeg har ikke læst hele Bibelen fra en ende af før," fortæller Gerda Christensen. Foto: Ernst Van Norde

Også i skolen var Bibelen i centrum. Når hun ser tilbage, er det ikke så meget de boglige færdigheder som værdierne, hun husker.

”I lilleskolen havde vi en dejlig, troende lærerinde, og jeg er taknemmelig for hendes måde at lære os katekismus og bibelhistorie på. Fra de sidste skoleår mindes jeg en klassekammerat, der døde som 12-årig. Hun var altid nummer et i skolen og den, som skulle dele læsebøger ud. Nogle af bøgerne var jo ret slidte, og den mest lasede tog pigen selv. Da hun var død, fremhævede vores lærer, hvordan pigen i stort og småt havde tænkt på andre.”

Gerda Christensen afsluttede sin skolegang efter konfirmationen. Mange kom ud at tjene, men Gerda Christensen blev i sit hjem.

”Jeg var heldig at få lov at blive hjemme. Der var brug for mig til at være barnepige, og så blev jeg også brugt som barnepige andre steder.”

Siden kom hun ud at tjene, men hun var ikke længere væk, end hun kunne cykle til missionshuset i Hvornum, hvor hun deltog i såvel pige-møder som ungdomsmøder.

”Det var jo her, man kom sammen med sine gode kammerater.”

Journalist Else Marie Nygaard og Gerda Christensen kigger på gamle fotografier.
Journalist Else Marie Nygaard og Gerda Christensen kigger på gamle fotografier. Foto: Ernst van Norde

Da hun var 21 år, blev hun gift med Michael Christensen, der også var en trofast deltager ved ungdomsmøderne i missionshuset. Hans forældre havde en gård i Brøndum mellem Hvornum og Hobro, som parret overtog. På væggen hænger et gulnet luftfotografi af gården, som var hendes hjem fra 1938 til 1981.

”Vi fik bygget gården ud med nyt stuehus og havde godt 25 tønder land med roer, kartofler og gulerødder. Vi havde seks køer, ungkreaturer, grise, bier og høns. Jeg malkede, inden jeg gjorde rent hos grisene. Der var meget arbejde, men jeg har jo været vant til at bestille noget, fra jeg var ganske ung.”

Noget af det første, parret gjorde, var at opføre et nyt stuehus. I 1939 blev de forældre første gang, og så kom krigen.

”Det mærkede vi ikke meget til. Jeg havde en dejlig symaskine, som jeg brugte meget i de år. Jeg syede min mands og de ældste børns tøj om til tøj til de små. Min ældste søn siger, at han kan huske, at han ved midnatstid kunne høre lyden af min symaskine i stuen.”

100-årige Gerda Christensen har altid læst Kristeligt Dagblad 368739

”De bedste år var mit liv var helt klart de år, hvor børnene var små. Godt nok sled vi i det, men det var vi så vant til, og vi havde jo overskuddet til det.”

Gerda Christensen har været i sving både ude og inde. I en årrække solgte de honning fra stalddøren. Ferie var der ikke noget af, men der var mange stunder med samvær omkring kaffekopper og den daglige andagt, hvor ægtefællen læste et stykke fra Bibelen. Med til hverdagen hørte også Kristeligt Dagblad, som hun har holdt, siden hun blev gift, men læst siden hun lærte sin tilkomne at kende. Svigerforældrene holdt avisen. Og så var der livet i sognet: den ugentlige kirkegang i Hvornum og møderne i missionshuset. Det lokale fællesskab fik en særlig betydning for hende, da en søn døde i 1966. Han blev 26 år.

”Han havde en norsk forlovet og boede i Norge. Han kom kørende i sin lastbil med et læs mursten og skulle ned ad en stejl bakke, men bremserne svigtede, og vognen ramte en mur. Vores præst kom cyklende ud på gården en tidlig morgen og gav os beskeden. Vi fik at vide, at der ikke var nogen grund til at tage til Norge. Den dag, rustvognen kom med ham og kørte forbi gården, var streng. Han var en troende mand, og jeg tror på, at jeg skal se ham igen. Vi mærkede medfølelse og godhed på alle måder, men det er sådan en sorg, som går helt ind i hjertet.”

 Gerda Christensen fotograferet med sin storesøster. Privatfoto.
Gerda Christensen fotograferet med sin storesøster. Privatfoto. Foto: Ernst van Norden

I 1981 overtog parrets ældste søn gården, og parret købte et lille hus i Hvornum. Her boede de sammen til 1992, hvor ægtefællen døde. Siden flyttede Gerda Christensen til et mindre hus, som hun boede i, til hun fik plads på plejecenteret Solgaven i Hobro.

”Det var ikke helt let at flytte hertil, men i dag er jeg rigtig glad for at bo her. Jeg er omgivet af mange venlige mennesker.”

At leve ind i de trecifrede og kunne læse avis uden at bruge briller beskriver Gerda Christensen som en gave.

”Det er Gud, som giver mig lov til at leve.”

Når hun skal pege på de største fremskridt i de 100 år, hun har levet, så bliver hun stille og siger, at hun synes, de er svære at få øje på.

”Jeg tror ikke, jeg synes, verden er blevet bedre. Der sker så meget, som ikke er godt, men vi kan da glæde os over, at Guds ord endnu kan forkyndes frit i vores land.”